Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: PC-skærme i storformat: Kom op i format

Trænger du til et bredt udsyn? Her tester vi pc-skærme i formatet 34-35” til 3000-4000 kroner. Skal skærmen være ekstra bred, buet eller traditionel? Her finder du ud af, hvad der passer til dit behov.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke mange år, siden det var nemt at vælge skærm. Formatet gav sig selv, 16:9 eller 16:10. Spørgsmålet var mest, om du skulle bruge skærmen professionelt og for eksempel havde krav om korrekt farvegengivelse, om du havde behov for en gamingskærm med ekstra høj opdateringshastighed eller en billig hjemmeskærm.

I dag er der noget mere at vælge mellem – og tak for det. Men det gør også valget mere vanskeligt, som vi illustrerer i testen af tre forskellige skærme på de næste sider. For i dag skal du også tage stilling til, om du vil have en buet skærm, og om den skal være ekstra bred med skærmformatet 21:9. Svaret ligger ikke lige til højrebenet, som testen viser.

To pc’er – en skærm

En de klare trends de senere år er netop de ekstra brede skærme, ultra-wide. De har mange fordele. For udover at tildele dig masser af plads, så du kan have mange vinduer åbne på samme tid, kan du også vælge at tilslutte to computere til skærmen og lade dem dele skærmen mellem sig. Det er, som at have to mindre skærme ved siden af hinanden, men uden ramme omkring. Desuden tillader mange skærme, at du tilslutter en tablet eller en smartphone – nogle skærme kan endda oplade disse mobile enheder, mens de er tilsluttet skærmen.

Det er også en smagssag, om man kan lide den brede løsning. For 21:9-skærmen virker meget voldsom i forhold til dens reelle størrelse, og den fylder simpelt hen mere op på skrivebordet.

Det ekstra brede format er blevet populært til gamingskærme, som du også kan se i testen her. Men her skal du være opmærksom på, at langt fra alle spil understøtter skærmformatet. Skærmen kan altid bruges til spil, men vil ved nogle spil ikke fylde panelet fuldt ud.

At købe en gamingskærm til kontorbrug er derimod ikke så ringe en idé. En gamingskærm giver høj opdateringshastighed, og det betyder også et mere roligt skærmbillede, når du ”blot” skriver, surfer eller gennemfører andre ikke underholdningsrelaterede opgaver.

Testen leverer tre bud på din næste skærm: En ultrawide-skærm uden bue, en ultrawide-skærm, som er buet, samt en buet skærm i det traditionelle 16:9-format. Og som du kan se på vores karakterer, så lander de meget ens i samlet vurdering. Men de er vidt forskellige, og dit behov afgør valget. Læs med, og bliv klogere på, hvilken type pc-skærm du skal vælge næste gang.