Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Technics SL-1210 MK7: Natklubbens konge

Den klassiske SL-1210 leverer høj klasse og interessante opdateringer i sin syvende inkarnation.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den er måske verdens mest kendte pladespiller. Siden introduktionen i 70’erne har SL-1210 været standard blandt DJs, og en favorit hos mange hi-fi-fans. Her har vi at gøre med 7. generation.

Enormt velbygget

Designet er velkendt. Man er ikke i tvivl om, at man har at gøre med en 1210’er. Den massive glasfiber/aluminiums-plint og de solide fødder hindrer at rystelser fra dansegulvet når op i pladen.

Byggekvaliteten er af højere klasse end de øvrige deltagere. Det er også den eneste i testen med indbygget strømforsyning.

Støvlåget er dog ikke spændt fast bagpå, så man kan vippe det op. Det skal løftes helt af. Det giver mening i en DJ-situation, men i et hjemmesetup er det upraktisk.

Uden pickup

SL-1210 MK7 kommer uden pickup. Til gengæld er der SME-fatning, så det er nemt at skifte mellem pickupper. Vi testede den med en AT-VMN95ML.

Den anvender en direkte drevet motor, og det er en stor del af årsagen til, at den gør sig så godt til DJ-brug. Udover at køre klippestabilt, starter og stopper den på et splitsekund, med en umiskendelig svuush-lyd til følge. Det er samtidig den eneste i testen, du med ro i maven kan scratche på (altså med en DJ-pickup), og den kan desuden køre baglæns og har en pitch-kontrol, så du kan styre hastigheden manuelt.

Netop her er der videreudviklet lidt, for hastighedskontrollen er overladt til en mikro-computer, og det er blevet muligt at hæve eller sænke farten x2 med et tryk på en knap. Man kan også nulstille hastigheden med en Reset-knap. Om det er noget, de garvede 1210-brugere vil tage til sig, må tiden vise, men man kan heldigvis bare lade være med at bruge det, hvis man foretrækker den gamle måde.

Lyden leveres med overskud og klasse. Lydbilledet er perfekt balanceret og detaljerne står knivskarpt.

Til hjemmebrug kan nogle af de særlige DJ-egenskaber dog være overflødige og endda ligefrem lidt upraktiske. Så hvis ikke du har planer om at fyre under dansegulvet, kan den nye Technics SL-100C, som bygger på samme teknologi, men er mere brugervenlig, kommer med præinstalleret pickup og sælges lidt billigere, være mere oplagt.