Smartphones [STORTEST]: Luksus i hånden

Smartphones [STORTEST]: Luksus i hånden

Share

Hvis du er til det vildeste luksus eller er kompromisløs teknologinørd, så skal du have en af de smartphones, vi tester her. Datatid TechLife har håndplukket fem high end-modeller, der alle imponerer

Vil du give 4000-5000 kroner eller måske endda det dobbelte for en smartphone? Du kan få en eller to gode bærbare Windows-computere for de samme penge!

Ja, vi er faktisk nogle stykker, som kunne mere end overveje det. For når man ser bort fra det rent prestigemæssige, så må man jo også se i øjnene, at netop den gode, gamle mobiltelefon har udviklet sig til at være selve navet i hjulet for nærmest hele den praktiske hverdag – og fritiden med for den sags skyld. Og når den nu fylder så meget med sin underholdning og er så uundværlig praktisk til kommunikationen med familie, venner og kolleger, hvorfor skal den så ikke bare være af ædleste karat?

Se også:  7 stærke råd før du køber en dyr smartphone

Men hvad er det så egentlig den ultimative prisklasse har at byde på? Trenden lige nu er en skærm lige over eller under de 6”. Den størrelse betyder, at skærmen er stor nok til at kunne blive brugt til mange forskellige opgaver, ja, faktisk det hele, hvor en skærm på 4,5-5” har sine begrænsninger – i hvert fald hvis du vil kunne nyde tilsendte fotos, se videoer eller spille.

Tilpas stor skærm

Samtidig er en mobiltelefon med 6”-skærm ikke større, end den med lidt god vilje kan ligge i lommen, især fordi mange mobil-telefoner efterhånden har fået den særlige edge-teknologi, hvor skærmen går langt ud til kanten – måske ud over kanten, og på den måde holder mobilens samlede dimensioner i skak. Samtidig svinger vægten i prisklassen typisk omkring de 150-180 gram, hvilket ikke føles for tungt.

Sammenligner du de modeller, vi tester på de næste sider, med de allerstørste mobiltelefoner på markedet, så er testdeltagerne noget mindre. Skærme på omkring de 6” er ideelle i praktisk brug, navnlig når de holder den kvalitet som i testen.
Introduktionen af OLED i forskellige varianter har været guld værd for kvaliteten af skærmene i en smartphone. Teknologien er samtidig med til at holde tykkelsen på chassiset nede, så mobiltelefonen opleves som tynd og lækker.

Se også:  Billige smartphones [TEST]: Er de billige mobiler gode nok?
De hurtigste processorer

Prisklassen byder selvfølgelig også på markedets kvikkeste processorer og ikke mindst en masse hukommelse, typisk 64 GB eller 128 GB, så der er plads nok til billeder, film og apps uden konstant at skulle lægge dele af det på eksternt lager.

Del denne