Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Smartphones [STORTEST]: Her er den absolut bedste mobil lige nu

En smartphone er blevet helt uundværlig for de fleste danskere. Her tester vi syv af markedets stærkeste mobiler, som bortset fra ret store skærm, viser sig at være vidt forskellige.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er de tidstypiske dyder, der præger mobiltelefonerne i testen her. Et af disse træk i tiden er, at kameraerne leverer overordentlig høj kvalitet. Generelt er de blevet hurtigere og bedre til at stille skarpt (de rigtige steder, så forgrund og ikke baggrund bliver skarp), samtidig med at de også er blevet hurtigere at betjene.

Vi ser desværre stadig en unødvendig lyst til at give kameraerne ekstrem høj opløsning – i hvert fald hos nogle producenter. Det er da imponerende, at det kan lade sig gøre at proppe 40-48 megapixel ind i en smartphones lille billedprocessor. Men det giver ikke mening i forhold til de billedopgaver, en smartphone skal udføre, og det objektiv, der er indbygget, og som jo skal kunne følge med opløsningen. Det hænger ikke helt sammen. Så lad dig ikke imponere af ekstreme pixeltal.

Med de høje opløsninger, de store skærme og de øvrige imponerende specifikationer kan vi også konstatere, at processorerne er blevet kvikkere. Ventetiderne er blevet kortere – især til billedbehandling og andre opgaver, der er meget processorkrævende.

Det er klart, at smartphones, der på den måde sprænger rammerne for, hvilke specifikationer vi for blot få år siden kunne forvente os, ikke er helt billige. Alligevel afslører testen nogle spændende produkter, som giver rigtig god valuta for pengene.

Større skærme

Kan du huske da en smart-phone med en 5”-skærm føltes vanvittig stor?

Mange danskere er i dag tilfredse med netop den størrelse. Men i takt med at vi bruger vores smartphone til ekstremt mange opgaver – spil og underholdning, styring af hjemmets apparater, kalender, køb på nettet – stiger behovet for en større skærm.

Mobilerne i testen viser et klart billede: Skærmene bliver stadig større, men i lige så høj grad er der fokus på kvaliteten af skærmene.

Generelt er der en tendens mod skærme, som kvalitetsmæssigt næsten kan få dyre OLED-tv’er til at blegne. Der er tale om skærme med en typisk størrelse på 6,5”, men samtidig har de en opløsning, der er højere, end du finder på en pc-skærm eller endda en god bærbar computer. Kort sagt får du en enorm detaljering og skarphed.

Mange af testdeltagerne benytter OLED-teknologi, som foruden skarpheden sikrer en varm glød og dybde i billedet. Det er noget, du har brug for, når du vil se film, spille eller opleve anden underholdning på farten.

[su_note note_color="#f2f2f2" text_color="#000000" radius="3"]

REDAKTØREN ANBEFALER DISSE 3 ARTIKLER

1. 7 stærke råd før du køber en smartphone

2. OnePlus præsenterer smartphone med usynligt kamera

3. Ny smartphone holder en uge på en opladning

[/su_note]

Samtidig har OLED-skærmene et lavere strømforbrug end andre skærmtyper, hvilket løfter den kritiske batteritid. Den forbedres yderligere af, at de større smartphones også har mere plads til batteriet. Resultatet er, at batteritiden generelt har fået et boost.

Læs testene på de næste sider ...

Samsung Note 10: Kvalitet i detaljen

Den smalle form og fine overflade gør Note 10 til en fornøjelse at holde i hånden.

Samsungs Note 10 udmærker sig ved at være ret gennemført og have mange lækre detaljer. Klart anbefalelsesværdig

Allerede første gang du har Note 10 i hænderne, får du oplevelsen af, at her er tale om et produkt af meget høj kvalitet. Du har helt den samme oplevelse som med Apples topprodukter: Her har nogen virkelig gjort sig umage.

Det skyldes blandt andet, at man har formået at gøre en mobiltelefon med en 6,3”-skærm ret kompakt, så den er fin at holde i hånden, samtidig med at den blanke overflade på bagsiden ikke er glat, men giver præcis nok modstand til, at enheden ligger godt i hånden.

Der er kun funktionsknapper på venstre side af Note 10, så man ikke kommer til at trykke på to taster, hvilket man nemt kommer til med Apples og andre testdeltageres produkter. Samtidig oplever vi materialerne som lækre trods stor brug af plastik.

Overfladen glimter og er glat, men den bliver ikke så let ridset, som man kunne frygte. Så er du en af de få, der tør leve uden et cover på mobilen, kan du også glædes over, at den bibeholder sit flotte look.

Blandt de lette i klassen

På mange måder fungerer Note 10’s funktioner optimalt, ikke mindst når man tager mobiltelefonens størrelse med i betragtning. Desuden er den blandt de letteste i sin klasse, men med tyngde nok til, at den ligger godt i hånden.

Skærmopløsningen er ikke så imponerende som hos for eksempel OnePlus og især Sony, og Note 10 leverer da heller ikke helt samme dybde som disse har – især har Apples skærmbillede markant mere dybde. Skærmen i Note 10 reagerer til gengæld prompte, og alt står skarpt.

Kameraet tager gode billeder, som har fin skarphed og ikke mindst mange detaljer. Godt nok er Apples kamera langt bedre, men i forhold til de prismæssigt tilsvarende konkurrenter i testen følger Note 10 ret godt med på dette punkt. Og opløsningen på 16 megapixel er bestemt godkendt.

Vi noterer også, at Note 10 leveres med et sæt ret gode in-ear-hovedtelefoner fra AKG. De har en fin pasform og spiller med en ret behagelig, blød sound. Det er fine detaljer, som trækker op i det samlede indtryk. Herunder også, at der gratis medfølger ekstra sikkerhedstjenester, som du kan benytte dig af. På dette punkt er Samsung blandt de førende, så det er da værd at tage med.

Samsung har udviklet en virkelig velfungerende smartphone, som ikke falder igennem på nogen punkter, men heller ikke skiller sig ud i forhold til konkurrenterne – måske lige bortset fra formfaktoren. Det er en smartphone, vi klart vil anbefale dig at prøve, inden du tager din beslutning.

[wp-review id="3130041"]

Motorola One Zoom: Stor telefon, lav pris

Testens bredeste smartphone har hele fem kameraer: de fire bagpå og det obligatoriske foran.

Mobiltelefonen er en gennemsolid og lidt stor model, men til en rigtig god pris

Ganske som med Nokia opleves Motorola som en ældre smartphone, der kunne have været topmodel for år tilbage. Den har en marginalt større skærm end Nokia og fylder omtrent det samme. Den er dog tydeligt bredere i hånden end Nokia og også lidt tungere.

Bagpå finder du hele fire kameraer – plus at der er et frontvendt kamera. Du kan skifte mellem widescreen, normal og zoom. Det foregår lidt tungt, men fungerer. Skærmen er ikke supergod. Den har fin opløsning, men mangler dybde.

Billedkvalite-ten er godkendt, men hvor de bedste (og meget dyrere) smartphones i denne test reelt kan være en erstatning for et rigtigt kamera i mange situationer, så er Motorolas billeder tydeligt taget med en smartphone. Her deler den skæbne med Nokia. Men du får alligevel meget smartphone for pengene her. Så er målet en stor skærm, kan du roligt overveje denne Motorola.

[wp-review id="3130140"]

Sony Xperia X1: Skærmen i fokus

Cinema wide screen-skærmen er denne mobiltelefons helt store plus.

Skærmen har testens højeste opløsning, og det kan ses

Skærmen byder på testens højeste opløsning – og i filmformatet 21:9. Perfekt til underholdning. Skærmen er meget detaljeret og klar i farverne – blandt de bedste i denne test. Og den er hurtigt reagerende. Kun iPhones farvegengivelse er bedre.

Vi glædes over, at telefonen er ret smal, for det betyder, trods det store skærmformat, at den er let at holde i hånden. Der er kun knapper i højre side af telefonen, så du kommer ikke til at trykke, når du holder den i hånden. Til gengæld skal knapperne trykkes lidt længere ind end optimalt.

Kameraerne leverer rigtig gode billeder, og ganske som hos Apple får du tre forskellige objektiver, hvilket sikrer billeder i en ekstra høj kvalitet. Der er virkelig substans og glød i billederne. Prisen for Sony’en ligger på niveau med testens Samsung, som leverer en mere helstøbt smartphone. Men ønsker du en særlig stor skærm, som desuden leverer et imponerende billede, er det Sony du skal gå efter.

[wp-review id="3130136"]

OnePlus 7T Pro [TEST]: Smartphone med gamerskærm

Der er tre kameraer bagpå – på henholdsvis 48,8 og 16 megapixel.

Testens største skærm og højt tempo. Det leverer denne OnePlus til en ret skarp pris

Kigger vi alene på specifikationerne og sammenholder det med den oplevelse, vi har af OnePlus 7T Pro generelt i brug, ville vi gætte på, at den kostede i omegnen af 7000-8000 kroner – altså som testkonkurrenterne fra Samsung og Sony.

Men prisen ligger på det samme som mobiltelefonen fra Huawei. Og begge kinesere giver rigtig god valuta for pengene. Vel er testens Nokia en ren prisbasker, men hvis du også vil have toppen af poppen uden at betale boksen for det, er OnePlus noget af et hit til prisen.

Vores begejstring skyldes ikke mindst skærmen. Her får du nemlig ikke kun testens største skærm med en opløsning, der matcher, men også opdateringsfrekvens på 90 Hz mod typisk omkring de 60 Hz.

Men hvad skal det så bruges til? Det er normalt ved pc-skærme til gaming, man går op i at have en hurtig opdateringsfrekvens. På OnePlus har det den betydning, at alt glider bedre, når du svirper hen over skærmen. Der er ikke noget, der bliver sløret.

Alt kører bare lidt mere let og glidende, end vi er vant til. Det er bestemt ikke sådan, at du ikke kan klare dig med lavere hastighed, men når du har brugt en telefon som denne OnePlus i noget tid, så er det bare vanedannende og vanskeligt at komme væk fra. Pludselig ser andre skærme lidt mere uskarpe ud, når du ser hurtige billeder eller svirper.

Afrundede skærmkanter

Skærmbilledet har en flot dybde og detaljering, og skærmen ser hamrende godt ud med sine meget afrundede kanter. Det er samtidig en skærm, der krummer lidt i siderne – men heldigvis ikke så meget, at du kommer til at ramme skærmen, når du holder mobiltelefonen i hånden. Det er ellers et stort irritationsmoment ved nogle buede skærme.

Selve telefonen har meget runde kanter og glider let i hånden. Heldigvis er den konstrueret med en meget aflang skærm, så den ikke er så svær at holde. Den er faktisk blot 75,9 mm bred, hvilket bestemt er godkendt for en smartphone med så stor skærm. Trods den store skærmstørrelse opleves telefonen derfor heller ikke som en Phablet, men netop som en smartphone.

Til at håndtere den store skærm benyttes processoren Qualcomm 855+, som tydeligvis fyrer godt op under herlighederne. For alt fra første installation til dagligt brug med apps kører ret kvikt. Her kan man tydeligt mærke forskellen i forhold til tidligere modeller. Alt går bare lidt kvikkere.

Skift mellem de forskellige kamera-indstillinger går også ret hurtigt. Billedkvaliteten er bestemt godkendt, men ikke bedre end hos for eksempel Sony eller Huawei, der også leverer kameraer med meget høj opløsning. Der er godt med detaljer, men hele 48 megapixel er ikke nødvendigt i vores – undskyld udtrykket – optik.

Trods små indvendinger er OnePlus en værdig vinder af titlen som bedste køb i denne test. Meget godt gået af en så ny producent i et så hårdt marked.

[wp-review id="3130132"]

Huawei P30 Pro: Hurtig på alle punkter

Krumningen af skærmen i siderne er en feature, som her fungerer godt i praksis.

Med P30 Pro får du en smartphone, der ikke mindst leverer på hastighed

P30 Pro er en lækker smartphone med stor skærm, men ikke et produkt, som skiller sig meget ud. Mobiltelefonen har en let buet skærm, som leverer gode farver og en fin dybde. Trods skærmens krumning ude i siderne, reagerer Huawei-telefonen kvikt, når du berører skærmen på midten.

Det er her mange – især ældre smartphones – med kurvet skærm fejlede. Også andre leverandører i denne test kan finde ud af at håndtere en buet skærm, men P30 Pro er helt fremme i feltet på hastigheden, på trods at den ikke har testens hurtigste elektronik, og det langt fra er den dyreste smartphone.

Det er især reaktionen på skærmen, der imponerer. Det er en fornøjelse, når der prompte reageres på alle ordrer uanset, om det er at zoome ind på et billede eller starte en app.

P30 Pro opleves lidt glat at holde på og har ikke den lækre feeling, som især Samsung og Apple mestrer at give sine kunder. P30 er godkendt på dette punkt, men imponerer ikke.

Kameraet leverer fine billeder, hvor især de mørke toner og udtoninger på et aftenbillede er ret flotte. Billedet har ikke samme substans og korrekthed som hos især Apple og Sony. Men præstationen er bestemt over middel, og det er et punkt, hvor Huawei historisk har gjort det godt.

Når P30 Pro ligger på bordet, vipper den en anelse på grund af kameraerne bagpå, der stikker lidt ud. De sidder på linje i den ene side. Det er bestemt et luksusproblem, men nogen kunne nok godt blive irriteret over det.

Huawei har begået en solid smartphone med stor skærm til en ret fin pris. Den skiller sig ikke specielt ud på nogle punkter. Velfungerende, men heller ikke mere.

[wp-review id="3130051"]

Nokia 7.2: Genvej til storskærm

Tykkere end de fleste, men har stor skærm og en godkendt vægt på blot 180 gram.

Denne Nokia opleves som en lidt ældre smartphone, men leverer stor skærm til meget lav pris

Nokia havde ikke mulighed for at sende topmodellen til denne test, men denne midrange-model klarer sig også fremragende. Du må nøjes med full HD-skærm, og du får ikke den nyeste eller hurtigste processor.

Men en ny smartphone med 6,3”-skærm og 48 megapixel kamera til en pris, der er under en tredjedel af testens dyreste – det er da heller ikke så dårligt. Og vel at mærke en smartphone, der fungerer ganske fint.

På mange måder oplever vi mobiltelefonen som et lidt ældre produkt. Med det mener vi, at den er lidt tykkere, har lidt større kant rundt om skærmen og ikke helt udstråler det samme skær af kvalitet eller eksklusivitet som konkurrenterne.

Nokia 7.2 føles og opleves faktisk som en solid mobiltelefon, men den har ikke ligeså meget x-faktor som mange af de øvrige deltagere i testen.

Hastigheden er også lidt langsom. Allerede ved første installation er det tydeligt, at 7.2 er lidt længere om at finde netværk end andre mobiltelefoner. Men igen – den fungerer, og du skal blot vente lidt længere tid.

Det samme kan siges om den 6,3” store skærm; den har kun full HD-opløsning, men fungerer som den skal. Du får ikke dybde og glød i skærmbilledet som hos de øvrige i testen, men en skærm, der kunne sidde i en topmodel for få år siden.

Kameraet har hele 48 megapixel opløsning, og det er lidt dumt. Udover, at det er unødvendigt, så betyder det blot, at den gode (men ikke verdens hurtigste) processor kommer på overarbejde, hver gang der skal billedbehandles.

Billedkvaliteten er godkendt, og billederne kommer hurtigt nok ned i hukommelsen. Der er ikke den samme detaljering og især glød og naturlighed, som du finder hos de bedre konkurrenter.

[wp-review id="3130046"]

Apple iPhone 11 Pro Max [TEST]: Vi må bare overgive os

iPhone 11 Pro Max er ikke en prisbasker, men ellers er der kun godt at sige om denne særlig store udgave af den nye 11’er. Den har tårnhøjt kvalitetsudtryk. Den tager fantastiske billeder. Skærm-billedet er forrygende, og den er lynhurtig.

Hastigheden, skærmen og de unikke kameraer gør den nye iPhone til en vinder

Ser vi bort fra den urimelig høje pris, og der ikke er så voldsomt mange nyheder i den nyeste iPhone i forhold til de forrige modeller, så må vi også lægge os fladt ned og bare erkende, at iPhone 11 Pro Max er en hamrende lækker smartphone. Ganske enkelt!

Vi var ærligt talt noget skeptiske ved lanceringen. Den ligner jo blot en iPhone X eller XR med nogle få forbedringer. Desuden var der tre iøjnefaldende kameraer bagpå, der heller ikke så så spændende ud. Men da vi først fik nyheden i hånden, måtte vi bare overgive os. Med iPhone 11 Pro - her i Max udgaven – er det hele bare blevet bedre, end det nogensinde har været. Og det siger ikke så lidt. Kameraerne vænner man sig hurtigt til, og når du bruger dem, opdager du, hvor velfungerende de er.

De tager ekstremt gode billeder og muligheden for at skifte mellem widescreen, normal og 2x optisk zoom fungerer let og hurtigt, og i testen har det været noget, vi har brugt hele tiden. Når så resultatet er billeder, der står virkelig skarpt og naturligt, er det vanskeligt at skulle gå tilbage til en ældre model iPhone.

Enestående billeder

Billedkvaliteten er enestående. Kameraerne har ”kun” 12 megapixel opløsning, men der er virkelig saft i billederne. Og højere opløsning giver reelt ikke så meget mening med de små objektiver. Rent praktisk kan du også opnå større farvedybde med større pixels. Så her har Apple fat i den lange ende.

De hopper heldigvis ikke med på pixel-bølgen. I denne test er Apple bedst på billeddelen. Hastigheden er også i den grad noget, du kan mærke. A13-processoren er sikkert blandt de hurtigste processorer til en smartphone. Det er især, når der skal jongleres med billeder og manipuleres med disse, at du mærker, hvor hurtigt det går.

Skærmen har desuden en farvegengivelse og dybde, som er virkelig imponerende. Skarpheden og glatheden i billedet er meget betagende. Der er da også tale om en skærm med en meget høj pixel-tæthed og ikke mindst en, der har en dybde som er enestående.

Den største iPhone er meget stor i Apple-sammenhæng. Store størrelser er ellers mere noget, du finder i Android-verdenen.

Men i hånden opleves iPhone 11 Pro Max ikke så voldsom, at den ligefrem er uhåndterlig. Og skifter du til den nye iPhone fra en iPhone X eller XR, vænner du dig hurtigt til modellen. Men sammenlignet med smallere smartphones fra OnePlus og Sony er den mærkbart større i hånden.

iPhone 11 Pro Max er en klar vinder. Men er du ikke til Apples smarte, men lidt begrænsede (i forhold til Android) styresystem, skal du naturligvis se andetsteds. Det største minus ved denne telefon er dog som altid med Apple den forvoksede pris.

iPhone 11 Pro Max.

[wp-review id="=3130056"]