Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sennheiser Evolution Wireless Digital: Klip kablet uden bekymring

Det behøver ikke være kompliceret at spille koncert uden kabler. Det nye EW-D-system fra Sennheiser har en hjælpe-app, som gør det nemt at være trådløs på scenen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

At droppe kablerne burde gøre tingene mere simple, men når det gælder trådløs tilkobling af mikrofoner og instrumenter kan springet alligevel virke lidt uoverskueligt. Der er noget angstprovokerende ved give slip på de trofaste kabler og overlade forbindelsen til et trådløst signal, især hvis man "blot" er musiker, uden større forstand på lydteknik.

Med det nye Evolution Wireless Digital-system tager Sennheiser brugeren i hånden og gør processen overkommelig.

Forskellige pakker

Der et tale om et RF-baseret system, ligesom Sennheisers dyrere løsninger i 6000- og 9000-serierne. Uanset hvilken pakke du køber vil der følge en modtagerboks med. Det er den der fanger signalet fra din lydkilde (guitar, bas, keyboard, mikrofon osv.) og sender det videre over i mixeren ad analog vej (der er jack- og XLR-udgang bagpå).

Afhængig af hvilken pakke du køber vil der være trådløs sender og enten et jackkabel til instrumenter eller en mikrofon af den ene eller den anden slags, afhængig af om du skal lave teateroptrædener, foredrag, synge eller andet (derudover findes andre pakker med diverse kombinationer af elementerne). Vi testede en instrumentpakke (EW-D CI1 SET) og en sangpakke (EW-D 835-S SET).

Appen hjælper dig

Opsætningen er som udgangspunkt ret ligetil. Vi startede med at pakke instrumentpakken ud, sætte en guitar i senderen og så var der hul igennem, så snart vi tændte modtageren.

Udfordringen kom da vi ville sætte en mikrofon op også. Vi kunne godt skabe forbindelse, men ikke få lyd igennem. Som ret uerfaren ud i denne type trådløse systemer kunne undertegnede ikke regne ud, hvor den var gal

Men det er netop hér, at EW-D-systemet er smart. Sennheiser har skabt en app til det. Med den kan mobilen kobles på modtageren via Bluetooth, og så er det muligt at få hjælp til opsætningen.

Smart Assist appen tager dig i hånden og fører dig igennem opsætningen af hver enkelt enhed. Har du flere modtager og sendere, så finder den ud af at dele frekvenserne ud til hver enkelt, så de ikke interferer med hinanden. Og det var nok det, der var gået galt tidligere. Guitar-senderen har formentlig sendt på samme frekvens som mikrofonen og forstyrret signalet. Ved hjælp af appen blev problemet således løst, og der var hul igennem til både guitar og mikrofon.

Småknaster i oplevelsen

I appen får man et nemt overblik systemet. Der er også en række videoguides og mulighed for at få et foretage opdateringer m.m. Man mærker dog, at den befinder sig på et tidligt stadie, for oplevelsen var ikke helt uden knaster. Afspilningen af videoer blev blokeret af et link til Googles cookie-politik, mens undersiden for manualen viste en fejlmeddelelse for dødt link. Vi måtte desuden starte opsætningen forfra på en af modtagerenhederne, fordi en opdatering gik galt.

Vi går ud fra at denne sags børnesygdomme hurtigt er væk. Appen blev udgivet i går så vi vælger at være overbærende i dette tidlige stadie.

Stærk teknologi

Lyden er ren og klar og med et input på op til 134 dB er systemet ret tolerant. Du skal ikke være nervøs for overstyring, selvom det går vildt for sig.

Skulle der være behov kan du hurtigt justere indgangsniveauet direkte på boksen. I en simpel brugermenu er alle indstillinger direkte tilgængelige, uden du skal grave i undermenuer.

Med en båndbredde på 56 MHz og op til 90 kanaler pr bånd er det nemt at finde plads i selv de mest tætpakkede RF-miljøer. Latency er nede på 1.9 millisekunder, så der er ingen hørbar forsinkelse.

Den trådløse sendere skal være i stand til at klare 12 timer på en BA 70 genopladelig batteripakke, så du både kommer igennem lydprøve og koncert uden at skulle oplade. Vi testede dog med to almindelige batterier og her åd senderen altså strøm med stor appetit. Du skal nok nå igennem en koncert, men har du tænkt dig at spille mange ekstranumre, så hav et par ekstra batterier klar i lommen.

En ret genial ting for vokalisterne er at den trådløse mikrofon til EW-D-systemet er kompatibel med flere forskellige kapsler fra både Sennheiser og Neumann (Neumann KK 205, KK 204 og Sennheiser MM 435, MM 445). Der er dermed mulighed for at få en andre lydegenskaber, hvis du ønsker det.

Gennemført system

Bortset fra et par børnesygdomme i appen er EW-D-systemet således ret gennemført og enormt velfungerende. Lyd- og sendeteknologien er af høj klasse. brugervenligheden er så stor at enhver musiker vil kunne anvende systemet uden problemer og prisen er faktisk også ganske rimelig. Det kunne have været smart, hvis flere sendere kunne kobles på én modtagerboks. Det ville både spare plads og penge. Men sådan er systemet ikke indrettet og det er der sikkert en god grund til.

Priser

Sennheiser EW-D CI1 SET: 4,875 kroner
Sennheiser EW-D 835-S SET: 5.250 kroner

Ønsker du en billigere og endnu simplere løsning til trådløs tilkobling af instrumenter og mikrofoner, så tjek også Sennheiser XS Wireless Digital systemet. Læs vores anmeldelse her:

https://www.altomdata.dk/sennheiser-xs-wireless-digital-test-fyr-den-af-paa-elguitar-uden-ledning/