Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: OnePlus Nord: Alt du har brug for til forrygende pris

OnePlus Nord koster under halvdelen af de nyeste topmobiler, men det er svært at se hvad du ikke får. Faktisk så svært at mange brugere nok aldrig vil opdage det.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi har efterhånden vænnet os til at en ny topmobil koster omkring otte tusind kroner eller måske endnu mere. Det gælder ikke mindst den seneste fra OnePlus. Men er det virkelig nødvendigt at betale så meget for en smartphone, der leverer en førsteklasses oplevelse?

Med den nye Nord forsøger OnePlus at vende tilbage til det, der fra starten været producentens helt store styrke. At skabe smartphones, der giver dig stort set det hele, men til betydeligt billigere pris end konkurrenterne. Og det lykkes de faktisk rystende godt med.

Ligger godt i hånden

Man kan sådan set godt se på Nord, at det ikke er en af markedets dyreste mobiler. Den er anelse tykkere, skærmen buer ikke på samme måde i kanten, som det efterhånden er obligatorisk for topmobilerne, og den har en lidt bredere ramme. Men dette er ikke nødvendigvis til dens ulempe. Faktisk er det en befrielse med en flad skærm, som er ikke er så modtagelig for fejltryk som de buede. Og den er både relativt let og ligger i godt i hånden.

Som andre OnePlus-mobiler er knaplayoutet lidt anderledes end de fleste andre mobiler. Det skiller sig ud i form af en dedikeret knap med tre niveauer for lyd og vibration - Ring, Vibrer og Lydløs - en fin feature, som man hurtigt lærer at sætte pris på, men den betyder at volumenknappen så er landet i venstre side, hvilket vi ikke er så store tilhængere af.

Knapperne er af metal, siderne er skabt i hård plast, mens både skærmen og den friske tyrkise bagside (vi testede den i farven Blue Marble) består af Gorilla Glass 5. Det er ikke den allernyeste slags, men det hårdføre glas sørger ikke desto mindre for at beskytte mobilen mod de værste stød samt overfladiske ridser.

Nord har imidlertid ikke nogen IP-certificering. Der er således ingen garanti for, at den kan holde til en dukkert i poolen eller til en arbejdsdag på en støvet byggeplads. Det er ikke sikkert, at det overhovedet er noget du får brug for, men sikkerheden kan dog være rar at have.

Nord byder både på en hurtig og velfungerende fingeraftrykslæser indbygget i skærmen samt på effektiv ansigtsgenkendelse, så det er nemt at logge på mobilen.

Flot skærm

Skærmen måler knap 6,5" og er af imponerende kvalitet for en mobil i denne prisklasse. Den matcher faktisk hvad man får på flere af konkurrenternes topmobiler. Der er tale om en flot, farvestærk og kontrastrig FluidAmoled-skærm med god pixeltæthed (408 ppi).

OnePlus var blandt de første til at introducere hurtige 90 Hz-skærme i almindelige smartphones og sådan én får man også i Nord. Det giver en mere flydendelse fornemmelse, ikke kun når du spiller, men også når du bladrer gennem dit Instagram-feed eller blot navigerer i mobilens menuer. Det er en af de ting, men ikke ved man har savnet før man har den. Og så er den svær at leve uden.

De stærkeste topmobiler, her iblandt OnePlus 8 Pro, har hurtigere 120 Hz-skærme. Forskellen i oplevelsen er dog marginal.

Lyden i den indbyggede højttaler er stor, klar og relativt bredspektret for en smartphone. Du får en flot rumlig fornemmelse i film og spil.

Solid ydelse

Mobilen er således fornuftigt gearet til gamerne, omend kræfterne ikke er på niveau med de nyeste topmobiler.

Der er anvendt en Snapdragon 765G 5G-processor. Som navnet antyder byder denne på 5G, så er du er fremtidssikret, når næste generations mobilbredbånd er klar til brug, men den er et skridt ned fra Snapdragon 865-processorerne, som rigtig mange af markedets topmobiler bruger, ikke mindst OnePlus 8-modellerne.

Det er en forventelig prioritering, og en vi nemt kan leve med, især når OnePlus har været så rundhåndende med ram og lagerplads. Du får hele 12 GB ram og 256 GB lager (en billigere version med 8 GB ram og 128 GB lager fås også). Det er ret vildt for en mobil til denne pris. Det er langt fra alle topmobiler, der byder på den mængde hukommelse, og den gør, at du kan køre tunge projekter og have mange apps åbne, uden at mobilen taber pusten.

Der er dog en grænse. De mest krævende spil og avanceret videoredigering skal du ikke forvente at kunne køre på Nord. Ydelsen er trods alt betydeligt lavere end de mobiler, der kommer med Snapdragon 865-processor. Med det sagt oplevede vi dog ingen slinger i valsen overhovedet ved dagligs brug. Her er ingen nævneværdig forskel at mærke sammenlignet med de hurtigste mobiler på markedet.

Herunder et udpluk af benchmarks:

Wi-Fi leveres i form af ac-standarden, ikke Wi-Fi 6, som er den nyeste og hurtigste standard. Det er dog formentlig et fåtal der endnu har fået opgraderet til en Wi-Fi 6 router derhjemme, og har man ikke det, har det absolut ingen betydning intet.

Lynhurtig opladning

Nord er forsynet med et pænt stort batteri på 4115 mAh. Det fik os igennem halvanden, ja faktisk tæt på to, dage, før mobilen skulle i opladeren. Det var ved hvad man kalde dagligdagsbrug. Forvent mindre, hvis du gamer løs, men det er ikke desto mindre ret godt gået. Vil man opnå lidt ekstra batteritid kan man sætte opdateringsghastigheden på skærmen ned.

Med i pakken er en Warp Charge 30T oplader. Den fylder strøm på mobilen med imponerede hast. På en under en time - 57 minutter for at være præcis - er den fuldt opladt, og det tager ikke mere end en halv time, før du har 60 procent. Her er Nord fuldt på niveau med mange af markedets topmobiler, og endda foran visse. Se i videoen herunder, hvordan opladningen forløber.

https://youtu.be/J87K_Hr0CAY

Der hvor man har skåret er på trådløs opladning. Det har Nord ikke. I og med at netop trådløs hurtig-opladning var en feature OnePlus slog kraftigt på ved lanceringen af de dyrere OnePlus 8-modeller, der kom tidligere på året, giver det god mening at man har valgt at trække en skillelinje her. Og vi sætter faktisk pris på at man konsekvent skærer en feature fra, fremfor at drosle ned over hele linjen. Især når det er en feature, der godt kan undværes. Trådløs opladning er god luksus, men de fleste overlever nok at sætte et kabel i mobilen.

Spækket med kameraer

På kamerafronten har OnePlus ikke holdt sig tilbage. Der er ikke mindre end seks kameraer i OnePlus Nord. Fire bagpå, to foran.

Hovedkameraet er arvet fra OnePlus 8, og byder på 48 MP samt optisk billedstabilisering og stor blænde. Det kan udnytte den fulde opløsning til at få ekstra skarpe billeder i kassen, eller kombinerer fire pixels til en stor, så får du 12 MP billeder med bedre lysfølsomhed og dynamisk rækkevidde.

Derudover byder mobilen på et ultravidvinkel-kamera med bredt 119 graders synsfelt samt et dybdekamera til bokeh-effekter og ... et makrokamera. Sidstnævnte er måske ikke lige det de fleste havde håbet på. Mange ville nok have foretrukket optisk zoom i stedet, men det er så et af de steder mobilen adskiller sig fra sine dyrere familiefæller.

Det er imidlertid et imponerende makrokamera. Du skal nærmest mase det helt op i den genstand du vil skyde, før det mister fokus. Man kan virkelig komme tæt på.

Kameraet tilbyder alle de funktioner man efterhånden er vant til i de nyeste smartphones. Der er også en natfunktion, som med lidt digital trykkeri får billeder i mørke til at fremstår skarpere. Den udretter dog ikke mirakler. I helt lav belysning kommer Nord til kort. Der er ligeledes en portræt-funktion samt interval-foto, panorama, pro-tilstand, HDR og meget andet.

Video kan skydes i op til 4K 30 fps, og der er en rigtig glimrende slow motion-funktion, som filmer 240 billeder i sekundet i Full HD. Se et eksempel herunder:

https://youtu.be/sSzj4jELrls

Grundlæggende er billedkvaliteten rigtig god. Vi er vant til, at det er her, man ser den tydeligste forskel på billigere og dyrere mobiltelefoner, men der er altså ikke meget at komme efter. Kontrasten er ikke helt så knasende sprød som i markedets allerbedste mobilkameraer, men der en imponerende kontrol over farver og lys samt en flot ro i videooptagelser. Meget af det samme kan siges om det dobbelte frontkamera, der er dog mister lidt af sin farvestyrke, når man skifter til vidvinkelkameraet.

Herunder ser du en fotoeksempler med normaltilstand, vidvinkel, 2x zoom, 10 x zoom, makro, nattilstand, portræt samt selfie med og uden vidvinkel. For sammenlignings skyld er der ligeledes eksempel fra et par af markedets stærkeste kameramobiler, Galaxy S20+ og Huawei P40 Pro+. Mobiler der koster over det dobbelte af OnePlus Nord. Der er selvfølgelig en lille forskel at se, især på zoom, men Nord klarer sig ikke desto mindre ganske flot.

Nord Plus Nord

Samsung Galaxy S20+

Huawei P40 Pro+

Enormt meget mobil for pengene

OnePlus er ikke en smartphone uden kompromisser. I hvert fald ikke når man sammenligner med det man kan få, hvis man punger det dobbelte ud for en af markedets topmobiler. Men kompromisserne er foretaget de helt rigtigt steder, og det betyder, at man ikke nødvendigvis lægger mærke til dem. Bruger du ikke trådløs opladning, har voldsomt store krav til ydelsen eller udsætter din mobil for urimelig hårdfør håndtering, vil du næppe støde på nogen mangler.

Nord løber derfor med en kæmpe anbefaling. Ikke fordi det er markedets bedste mobil overhovedet, men fordi disponeringen er helt perfekt i forhold til prisrammen, og fordi du ikke findes noget, der kommer i nærheden af til denne pris lige nu.

_________________________

Dommen:

Kvalitetsindtryk: 4/6
Features: 5/6
Brugervenlighed: 6/6
Ydelse: 4/6
Pris: 6/6
Samlet: 5/6, anbefaler

______________________________________________

Specifikationer

Pris:
3.899 kroner (12GB 256GB) - den vi testede
3.299 kroner (8GB 128GB)

Dimensioner: 158.3 x 73.3 x 8.2 mm

Vægt: 184 gram

Design: Alminium + Corning Gorilla Glass 5

Skærm 6.44",  2400 x 1080 p, 20:9, 90 Hz FluidAMOLED

Processor: Qualcomm Snapdragon 765G 5G (Octa core, 7 nm, op til  2.4 GHz) med Qualcomm AI Engine

Batteri: 4115 mAh, Warp Charge 30T hurtigopladning

Kamera:
Hovedkamera: 48 MP, OIS, EIS, f/1.75 +
Ultra vidvinkel: 8 MP, f/2.25 119°
Makro: 2 MP, f/2.4
Dybdekamera: 5 MP, f/2.4
Video: 4K 30 fps, 1080p  30/60 fps, 240 fps 1080p Super Slow Motion

Forbindelser:
USB 2.0, Type C
Dual nano SIM slot
Bluetooth 5.1, aptX, aptX HD, LDAC, AAC
NFC
Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac, 2.4G/5G 2x2 MIMO
5G: N78

Styresystem: Android 10 + OxygenOS 10.5