Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Logitech MX Keys Mini: Førsteklasses tastatur i mini-format

Prisen er høj, men Logitechs kompakte kvalitetstastatur er alle pengene værd.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

MX Keys er i vores øjne noget af det tætteste man kommer et perfekt tastatur. Tasterne har ideel stramhed, tilpas vandring, og en udformning, der gør at fingrene glider let fra den ene til den anden, men med et minimum af fejltryk. Det er et uundværligt værktøj i vores hverdag.

https://www.altomdata.dk/logitech-mx-master-3-mx-keys-test-suveraent-makkerpar/

Derfor var det svært at måtte trækkes med et halvsløjt laptop-tastatur på hjemmekontoret under nedlukningen. Nu er der heldigvis en redning. Med MX Keys mini har Logitech skabt en mindre version af tastaturet, som er nem at tage med fra det ene sted til det andet og lidt mere fleksibelt i sine tilkoblingsmuligheder.

Tasterne er fuld størrelse og af samme kvalitet som vi er vant til. Tastaturets størrelse er reduceret ved at skrotte den numeriske del i højre side. Surt for revisoren, men til vores brug er det dog intet tab. Insert, Home, Pageup osv er også væk, men piletasterne er bevaret. De er klemt ned under højre shift-tast, i miniature-format, som er en anelse mere fnidret at anvende end standardstørrelse taster.

Nye taster

Den resterende del af tastaturet er mere eller mindre identisk med MX Keys, dog er der leget lidt med funktionstasterne. Et par medie- og et par Windows-specifikke desktop-taster er ryddet til fordel for en emoji-tast, en tast til at mute af mikrofonen og en tast til den udvidede screenshot-funktion i Windows (ikke den gamle "print screen"). En fin disponering, som giver god mening i hverdagen foran skærmen anno 2021.

Modsat tidligere enheder i MX-serien kan tastaturet ikke tilkobles med Unifying-dongle. Man kan tilkøbe en af de nye Bolt-dongler eller anvende Bluetooth. Sidstnævnte fungerede helt uden problemer for os og har den fordel, at man ikke skal købe flere dongles eller huske at flytte den man har når, man skifter mellem enheder. Der er mulighed at forbinde tre enheder samtidig. Man skifter mellem dem med dedikerede funktionstaster. Det er ikke et billigt tastatur, men kvaliteten i betragtning er det alle pengene værd.

Man bør unde sig selv et tastatur som dette, hvis man arbejder ved skærmen mange timer om dagen.

Samlet vurdering: 6/6