Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hvor galt står det til hos Huawei? Vi tog en snak med chefen ...

Vi mødtes med den danske chef for Huaweis consumer-forretning, Renke, for at få afklaring på nogle af de spørgsmål, der har hobet sig op i forbindelse med det amerikanske handelsforbud, som har blokeret samarbejdet med vigtige partnere. Er det enden på mobiler fra Huawei eller blot en storm i et glas vand?.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det kan være svært helt finde hoved og hale i sagen, men sikkert er det, at Huawei har været igennem nogle turbolente måneder. Det amerikanske handelsforbud, som Trump foranstaltede i maj, der har sat spørgsmålstegn ved i hvilken grad det vil være muligt for Huawei at fortsætte sin udvikling og produktion af enheder på samme niveau som hidtil. Men hvad er rygter og gætterier, og hvad er reelle facts i? Vi mødtes med Renke, dansk direktør for Huaweis forbruger-afdeling, for at få sagen indefra.

Koster jobs og indtjening på begge sider

På nuværende tidspunkt er handelsforbuddet stadig i kraft, men den amerikanske regering har åbnet for at virksomheder kan handle med Huawei, hvis handlen ikke udgør en sikkerhedstrussel. Der skal således en særlig tilladelse til.

"Endnu er der ingen virksomheder, der har modtaget tilladelsen, men vi ser beslutningen som et positivt signal, der peger i den rigtige retning for en opløsning af blokaden, som i virkeligheden ikke har meget med os at gøre, men er konsekvens af handelsstridigheder mellem Kina og USA", fortæller Renke, der samtidig anskuer chancerne for at Huawei bliver taget af den såkaldte entity list i nær fremtid ret positivt.

"Handelskrigen rammer ikke kun os, men i ligeså høj grad amerikanske virksomheder. Den koster jobs og indtjening, og derfor er der også mange amerikanske virksomheder, der er gået ud og bedt om en ophævelse. Det gælder blandt andet Qualcomm, som leverer chips til visse af vores produkter. Vi mærker en stor støtte fra vores amerikanske samarbejdspartnere og et ønske om at blokaden ophører hurtigst muligt", siger Renke.

Kan klare sig uden USA

Men hvad hvis det ikke sker - hvis Huawei forbliver på den sorte liste og ingen amerikanske virksomheden får tilladelse til at handle med producenten?

"Vi har en plan b. Vi kan opbygge en forsyningskæde, der er fuldstændig uafhængig af amerikanske virksomheder og vi har vores eget styresystem. Men på nuværende tidspunkt er der ingen grund til at afvige fra den kurs vi hele tiden har sat. Det er faktisk kun 0,93 procent af den nyeste topmobil P30 Pro, der stammer fra amerikanske leverandører. Det vil være relativt nemt at erstatte de dele.

Når det gælder Google, har vi fortsat adgang til de dele af Android-systemet, der er nødvendige for at kunne leverer en optimal brugeroplevelse. En stor del af brugerfladen i vores smartphones har vi selv skabt, og derigennem har vi faktisk også ydet et betydeligt bidrag til Android-systemet. Den hurtige filhåndtering, som nu er en integreret del af Android, stammer eksempelvis fra Huawei.

Android-systemet er ikke kun Googles, men i høj grad et fælles projekt, formet af de producenter, der anvender systemet i deres enheder. Så spørgsmålet er, hvorvidt man overhovedet vil kunne udelukke os. Vi kommer til at opdatere en lang række af vores eksisterende smartphones til Android Q, den næste store version af systemet, og allerede i næste uge kan vi præsentere EMUI 10, som vil bygge på denne platform. På software-fronten er vores smartphones således sikret langt ud i fremtiden", fortæller Renke.

Eget styresystem

Huawei er dog på trapperne med deres helt eget styresystem. Rygterne har sagt, at det vil blive en erstatning for Android, men det er ikke planen.

"Harmony har et andet formål. Det er et universalt system, som kan bruges i tv'er, biler, smart home-produkter og meget andet. Det er ikke en erstatning for Android. Det kan bruges sideløbende, som en overbygning, så brugeren får flere valg", forklarer Renke.

Stadig adgang til nyeste processorteknologi

Selvom Huawei langt henad vejen er selvforsynende, når det gælder processorteknologi i deres smartphones, bygger deres chips på ARM-teknologi. I deres bærbare computere bruges processorer fra Intel. Det har forlydt sig at begge producenter har stoppet samarbejdet og leverancerne til Huawei.

"Meget af det der skrives er baseret på uofficielle kilder, og langt fra alt er korrekt. Vi har stadig adgang til den teknologi vi skal bruge fra ARM, og Intel har aldrig stoppet leverancen af processorer til os. Ingen længe kommer vi med næste generation af Kirin-chipsæt til vores smartphones og tablets", fortæller Renke.

Ingen konsekvenser for brugerne

Men hvis adgangen til software og hardware er uændret, hvad er så egentlig konsekvenserne for eksisterende brugere og for dem, der måtte have luret på en Huawei-model som deres næste smartphone?

"Der er ingen konsekvenser for brugerne. Kvaliteten af vores produkter er uændret, og vi kommer til at fortsætte samme strøm af lanceringer og opgraderinger som hidtil. Senest lancerede vi P smart Z, her i sommeren, og de kommende måneder kommer flere nye produkter", afslører Renke.

Vækst trods krisen

Men hvordan ser det ud for forretningen? Den store usikkerhed om Huawei-produkternes fremtid må have haft konsekvenser for salget.

"Vi kommer ikke til at nå det salg af smartphones, som vi havde regnet med. Handelsblokaden har hæmmet salget for en periode. Det faldt cirka 20 procent, da handelsblokaden trådte i kraft, men er faktisk tilbage til normal nu. Vi har solgt flere smartphones end sidste år og opretholder vores markedsandel i Danmark. Men vi må nok indse at det ikke bliver i år vi indtager pladsen som den største producent. Når det gælder wearables er vi stormet frem, og haft et forrygende salg af både Watch GT Active og Freebuds Lite. Kun på netværksdelen har vi været ramt, men samlet set er Huawei stærkere nu end nogensinde", slutter Renke.

RenKe er direktør for Huawei Consumer Business Group i Danmark. RenKe er direktør for Huawei Consumer Business Group i Danmark.