Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Som vi kunne berette igår, tager Huawei ikke længere en forsoning for givet og er begyndt at forberede sig på et liv uden amerikanske virksomheder i ryggen.
Men nu ser det faktisk alligevel ud til at lysne en smule, når det gælder forholdet til USA.
Godkendte virksomheder kan handle med Huawei
Trumps udmelding forrige weekend, om en åbning for salg til Huawei, var ikke kun tomme ord. Nu fortæller den amerikanske regering nemlig, at virksomheder igen kan sælge til Huawei. Det kræver dog en tilladelse. En tilladelse, der kun gives til virksomheder, hvis handel med Huawei ikke udgør en sikkerhedsrisiko. Det skriver Ritzau.
Hvordan dette så vurderes og hvilke virksomheder, det vil dreje sig om, vides endnu ikke.
Huawei er stadig på den såkaldte "Entity List", der betyder, at de som udgangspunkt er underlagt handelsforbud. Den lille åbning der nu er skabt, kan være vejen mod en opblødning i forholdet mellem USA og Huawei.