Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Zotac 980 Ti Arctic Storm

Køligt og superhurtigt.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Zotacs superkølede GTX 980 Ti tager kampen op mod Fury X. Dette er et af de fineste eksempler på Titan-dræberen GTX 980 Ti og er egnet til at lære AMD noget om gpu'er i den høje ende:
GTX 980 Ti har næsten den samme GM 200-gpu som Titan X, og den mangler kun 256 CUDA-kerner og 6 GB vram, men der er det samme antal ROP'er og den samme 336-bit-hukommelsesbus.

Nvidia har ladet hver producent sætte sit eget præg på GTX 980 Ti. De fleste af de kort, man ser, er fabriksindstillede enheder med nye kølesystemer.

Det betyder, at kort som dette Zotac for alvor sætter Titan X på plads. Det sætter sig også solidt over AMD’s R9 Fury X, der er den nærmeste røde rival. Problemet med fabriks-overclockede kort er imidlertid, at de er temmelig dyre. Men man kan dog godt få mere rimelige GTX 980 Ti’er, som kan konkurrere med Titan og Fury X. Med dette kort kan man få absolut spilbare framerates ud af for eksempel GTA V og Shadow of Mordor, selv ved anstrengende 4K-indstillinger.

Det føles stadig som en vanvittig mængde penge for et nyt grafikkort, men når det gælder valuta for pengene, slår det Titan X. Den glimrende 4K-ydelse, denne gpu giver, gør det til et meget fristende bud.