Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Zoom på første klasse

Det er sjældent, at vi tester objektiver og da slet ikke i denne prisklasse – men det er interessant at se, hvad man får i den tunge ende.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Undersøgelser viser, at vi forbrugere køber udstyr for næsten lige så mange penge, som vi har givet for et DSLR-kamera inden for de første par år.

Og de dyrere objektiver er ofte et tegn på, hvad vi kan vente fra de billigere i fremtiden. Og Canons EF 70-200 f2,8L II er interessant, da den er afløseren for et af deres mest populære zoomobjektiver gennem tiderne.

Zoomområdet er et, hvor man både kan bruge det til portræt- og landskabsfotografering. Og har man et kamera med en forlængelsesfaktor på
f.eks. 1,6x, som mange af Canons billigere kameraer har, ja, så har man næsten en tele på 320 mm.

Version II af objektivet er forbedret på en lang række punkter – reelt er der tale om et helt nyt objektiv. På siden kan du let slå billedstabilisatoren til og fra, og vælge hvor tæt på du vil fotografere – indkredse området du skal bruge så at sige.

I praksis er den nye Canon zoom tung på flere måder. Dels er objektivet meget tungt, og bruger du det med et Eos 1D MK II, som vi gør, er den samlede pakke en, der kan give dig skulderskader efter en dag.

Det er dog ”skaden” værd, når du arbejder med objektivet. Det stiller hurtigt skarpt i samarbejde med kameraet, og der er en meget høj sikkerhed, når der stilles skarpt.

Zoomen arbejder fint og helt glidende – du kan let indstille, hvor du vil beskære og fokusere, meget præcist.

Når du ser resultaterne forstår du hvorfor objektivet koster mange penge. Der er en detaljering, som vi kun har set på dyre objektiver med fast brændvidde. Dertil er der en dynamik i billedet, som er betagende.

Der er ganske enkelt mere knald på det hele. Dertil er det perfekt til portrætfotografering. Baggrundssløringen når du tager et billede af en person med fuld blændeåbning, giver en meget flot effekt, som du kan se på billedeksemplet.

Alt andet lige betyder prisen, at dette objektiv, som har en vejledende pris tæt på 20.000 kroner, er forbeholdt professionelle – også selvom man let kan finde det for 15.000-16.000 kroner på nettet.

DATATID MENER:

Høj pris, men man har vel lov at drømme…