Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Zappiti Pro 4K HDR: Nørdet medieafspiller er næsten for meget af det gode

Franskudviklede Zappiti Pro 4K HDR er en medieafspiller, som primært henvender sig til filmentusiaster, der ikke vil nøjes med streamingtjenesternes billed- og lydkvalitet. Kræs? AODs Knud Søndergaard bliver udfordret ….

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Som EISA-medlem deltager denne signatur ikke alene i test og kåring af vinderne af de eftertragtede Awards. Jeg indgår også i et globalt netværk af kolleger, som jeg kan dele erfaringer med og spørge til råds. Og nogle gange åbner der sig overraskende muligheder.

Et aktuelt eksempel er Zappiti, som jeg aldrig havde hørt om, men det franske firma havde fundet mig hos EISA og tilbød mig at prøve et spændende produkt, der ser ud og føles som hi-fi, men egentlig er en pc med avancerede multimedie-faciliteter.

Zappiti kan sammenlignes med amerikanske Kaleidescape, der nok er bedre kendt og ligger i et langt højere prislag. Begge mærker står for et bredt program af medieafspillere med tilbehør til både fritstående brug og komplette installationer i selv de største hjem samt fly og både.

Dedikeret til filmsamlere

Nogle nørder har det med film, som andre har det med bøger. Deres skatte optager enhver vandret flade, hvor de ligger hulter til bulter, så det kan være svært at finde lige netop den version af en kultfilm, der skal vises.

Så kan det være smart at have en backup af sine optiske skiver liggende på en eller flere harddiske i en server, hvorfra de kan vælges med en fjernbetjening eller et museklik.

Den testede medieafspiller har to drevpladser til HDD/SSD i 3,5” formfaktor. Med 16 TB-diske i båsene bliver der kapacitet til bit for bit-kopier af 400 UHD, 800 Blu-ray, 4800 dvd- eller 48.000 cd-diske. Og hvis der behøves endnu mere plads, har Zappiti udviklet en NAS RIP-løsning med en optisk disk-læser og otte båse.

Helt tanket op koster denne kasse 8291 euro (godt 60.000 kr.), som skal lægges til de 799 euro (cirka 6000 kr.) for afspilleren. Mange penge, men stadig peanuts i forhold til amerikanske Kaleidescape.

Android-platformen udgøres af en Quad-Core ARM Cortex-A53 CPU, en Mali T-820 GPU og et Realtek RTD1295-chipsæt, som understøttes af 2 GB RAM plus 16 GB flash-hukommelse.

 


Omkring halvdelen af pladsen i medieafspilleren optages af to båse (forrest) til traditionelle harddiske. Til højre ses den massive strømforsyning, og al den digitale elektronik er klemt ned på et enkelt printkort (til venstre).

Rip, rip og rip

Jeg synes selv, at jeg har været godt rundt i Zappitis dokumentation – både den trykte manual og firmaets hjemmeside. Jeg synes også, at visdomsordene har det som den ovennævnte film- eller bogsamling: Der er masser af dem, men strukturen har jeg svært ved at få øje på.

Især har det været en udfordring at finde ud af, hvordan man rent lavpraktisk får indholdet af sine diske flyttet over på harddiske. Altså ripper krypterede, kopibeskyttede filer – med grafisk information og metatags.

Dette job bør efter beskrivelserne kunne klares med den dyre NAS RIP-løsning – som Zappiti ikke har tilbudt mig at låne, og jeg derfor ikke har prøvet. Jeg har dog skrevet følgende til firmaets outsourcede support: 

“Is it possible to rip encrypted/copy protected BD content for use with the above device [den testede medieafspiller] WITHOUT buying one of your NAS drives?”

En Damien har sendt mig dette ikke-svar:

“I am not sure to understand your question. Indeed you can use another model of NAS (as Synology or Asustor for example) instead of our Zappiti NAS. So you can rip and save your data on this type of NAS and you can use it to access and playback your video files on the Zappiti Player.”

Jeg har sikkert formuleret mig dårligt, for jeg prøvede blot at få at vide, hvordan man får data fra et eksternt drev over i Zappiti’en. Det Asus-drev, som jeg bruger til cp-ripping, bliver nemlig ikke genkendt og accepteret via nogen af de i alt fem USB-porte på medieafspilleren.

En af mine EISA-venner har forklaret, hvad der egentlig sker: Zappiti gemmer en disks indhold på harddisken i krypteret form, så det kun kan afspilles – ikke redigeres eller bruges til at producere en kopi af den originale disk. På den måde bliver proceduren lovlig, fordi man blot tager en backup af sin egen disk – som man allerede har betalt for. Dette kræver en særlig hardware-platform med tilhørende software, og det får man åbenbart ikke i et almindeligt diskdrev.

Hvis man vil rippe film, er der altså tilsyneladende ingen vej uden om at investere 2699 euro (godt 20.000 kr.) i en NAS RIP plus nogle store sedler i en eller flere harddiske.

Indhold, som man på en eller anden måde har fået lagt ind på en NAS, kan Zappiti Pro 4K HDR til gengæld spille. Hos mig gælder det især fra cd’er, men diverse video-demoer har jeg også kunnet vise.

Hi-fi-lækkerier

Zappiti Pro 4K HDR er bygget som en Oppo-maskine fra den Blu-ray-guldalder, vi nørder stadig længes tilbage til. En kampvægt på 7,5 kg fortæller, at det ikke er nogen billig plastikslæde, man får. Her er alt af metal, og forarbejdningen er helt suveræn. Til mere professionelle installationer kan man tilkøbe beslag til rackmontering.

Strømforsyningen er selvklart lineær og analog – ingen Switch Mode her! – og baseret på en vildt overdimensioneret R-kerne-transformator (avanceret ringkerne).


»Den er bygget som en maskine fra den Blu-ray-guldalder, vi længes tilbage tiL.«


Bag det nedklappelige frontpanel er der intet diskdrev, men bare to 3,5” harddisk-båse til mekaniske drev uden holder. Hvis man føler sig rig nok til at købe ssd-drev, er man nærmest tvunget til at handle hos Zappiti, som fremstiller en kompatibel mekanisk adapter til 2,5”-drev – men tilsyneladende ikke sælger den i løs vægt.

Medieafspilleren skal være på internettet, for at den kan tilgå skyen og en database med information om den film, man på en eller anden måde har fået rippet og valgt til afspilning. Denne forbindelse kan være kablet eller trådløs, og til den sidste løsning er der et par store antenner på bagpanelet.

De primære tilslutninger er naturligvis HDMI, og der er en separat udgang kun til audio. En phono-bøsning er mærket ”Zero signal”. Den bruger man til at forbinde afspillerens jord direkte til en stikkontakt og undgå støj fra eventuelle stelsløjfer i et anlæg. Denne teknik lader til at være det nye sort i visse cirkler, og jeg set priser over 10.000 kroner for specialkabler til formålet. Zappiti kunne rent elektrisk have opnået det samme med et 3-polet strøm­indtag og eventuelt en Ground Lift-omskifter på bagpanelet.


Et komplet Zappiti-system til film-backup starter med en specialbygget NAS. Den har indbygget drev til læsning af indholdet på optiske diske og efterfølgende krypteret lagring på op til otte harddiske, som tilsammen kan rumme op til 1600 UHD-, 3200 Blu-ray-, 19.200 dvd- eller 192.000 cd-diske.

Krøllet brugerflade

Fjernbetjeningen taler sit eget sprog. Den er stor, fjerlet og har masser af knapper, der i min optik ser ud, som om de er hældt på med løs hånd. Brugerfladen omfatter menuer og ikoner på skærmen, og mange af funktionerne kan man også styre med en – gerne trådløs – tastatur/mus-kombination.

For at det ikke skal være løgn, kan man downloade ikke færre end fem apps til sin Android-smartphone. Jeg har prøvet Zappiti Music Control på min musiksamling og er undervældet. Den har også kun fået 2,1 ud af 5 stjerner af 32 brugere på Play Butik.

Hvis jeg sammenligner medieafspilleren med et dyrt smart-tv, bliver jeg ikke imponeret over dens respons. Den er ikke vildt sløv, men jeg er ofte usikker på, om jeg nu har trykket eller klikket rigtigt.


Fjernbetjeningens brug af tekst, tal, bogstaver og symboler på de ikke lige logisk grupperede taster kan være en udfordring for andre end de mest hardcore brugere. En god app ville være at foretrække.

Heldigvis kommer medieafspilleren med et læs præinstallerede trailere i 4K/UHD-kvalitet, og dem har jeg frydet mig over at se på den bedste af mine skærme. Det er til at forstå, for video-bitraten fra en Blu-ray kan komme op på 115 Mbps, hvor 4K-streaming ifølge Zappiti er begrænset til 16 Mbps. Tilsvarende kan audio-bitraten fra en rippet disk være helt op til 24 Mbps mod blot 0,5 Mbps (512 kilobit/sekund) ved streaming, men det kræver selvfølgelig mere end en billig lydbar at realisere dette potentiale.

Endelig har jeg sammenlignet et par af trailerne med mine egne UHD-diske (med de samme titler), og jeg kan bekræfte, at sikkerhedskopierne virkelig har fået det hele med over på harddisken.

Aktuelt har Zappiti ingen distributør eller forhandlere i Danmark, men henviser i stedet til sin onlinebutik store.zappiti.com/en.