Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Tal fra tv-branchen viser, at op mod en kvart million husstande med egen antenne er tvunget til at købe nyt tv eller digitalboks, hvis de fortsat ønsker at se DR1, DR2 og TV 2 i det nye år.
Årsagen er, at de tre kanaler skifter til en ny teknisk standard kaldet mpeg4, og det kan mange ældre fladskærme og digital bokse ikke modtage.
YouSee har dog besluttet at sende DR1, DR2 og TV 2 med samme standard som hidtil og desuden DR1 og TV 2 med den nye mpeg4-standard. Det betyder, at alle kunder bør kunne se DR1, DR2 og TV 2 efter den 11. januar 2012, uanset om de har et billedrørs-tv, en ældre fladskærm eller et moderne hd-ready tv.
»Ligesom vi har valgt at fortsætte med det analoge signal af hensyn til dem, der stadig har et billedrørs-tv, forsætter vi også med at sende i det gamle digitale format af hensyn til dem, der har ældre fladskærme eller bokse. Det er lidt bøvlet at sende med tre forskellige formater, men det er der plads til i kabelnettet, og det gør det lettere at være kunde,« siger administrerende direktør Niels Breining fra YouSee.