Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Yamaha WXA-50: Den billigste er bedst

Yamaha WXA-50 fylder ikke meget, men den leverer kæmpestor lyd og er nemt at betjene.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Yamaha receiveren er halvt så bred som en traditionel hi-fi-komponent. Nærbetjeningen består af tre trykknapper og et stort volumenhjul. Resten klarer appen.

Med målene 214 x 51,5 x 251,4 mm og en kampvægt på 1,94 kg kan Yamahas nye trådløse streaming-forstærker forveksles med et stykke legetøj. Men pas godt på underkæben – når den fodres med noget ordentligt kildemateriale, bliver den til eventyrets ulv i fåreklæder!

Forklaringen kan findes i de tekniske specifikationer, som bekræftes af vores laboratoriemålinger.

Denne lille sag kan levere 2 x 105 W i 4 ohm – over hele frekvensområdet fra 20 Hz til 20 kHz ved mindre end 0,06 % total harmonisk forvrængning. Hemmeligheden bag disse præstationer er selvfølgelig den højeffektive Klasse-D (”digitale”) effektforstærker, som får KEF-højttalerne til at please ørerne med noget af den bedste lyd, de har leveret i deres lange liv – testens bedste, selvom den også er billigst!

Den tilhører Yamahas MusicCast-familie, der aktuelt omfatter 38 enheder, spændende fra en drøm af en surroundprocessor over AV-receivere og lydbarer til kompakte trådløse højttalere.

På den måde kan lyden i et veludstyret hjem med trådløs multirumslyd kontrolleres med en enkelt app, og desuden kan enhederne kommunikere på kryds og tværs. Men vær opmærksom på, at WXA-50 kun har internetradio, ingen traditionel tuner til FM eller DAB.