Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Xiaomi MI365: Lækkert løbehjul, men lidt for hurtigt

Et rigtig glimrende løbehjul, blot en skam det kører lidt hurtigt til den danske trafik.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det vrimler med eldrevne løbehjul overalt i byen. De er nemme at leje for en enkelt tur via diverse tjenester, men ønsker du at bruge løbehjulet mere end blot en gang imellem, så kan det bedre betale sig at købe et. Xiaomi, som vi også kender som mobilproducent, tilbyder modellen MI365. Lidt af en luksusmodel, sammenlignet med dem, man typisk kan leje sig til. Det er robust og velkonstrueret. Du står solidt og sikkert på fodbrættet og glider stabilt afsted på vejen. Dog er det ikke tungere, end det nemt kan foldes sammen og tages med i hånden.

Betjeningen er nem. Det er det generelt med elektriske løbehjul. Men du behøver ikke den store erfaring for at køre nogenlunde sikkert på dem. Du skubber det i gang med foden, trykker gashåndtaget ned, og så tager elmotoren fat. På venstre styr er en håndbremse og en ringeklokke. På midten af styret er der en batteri-indikator. Foran og bagpå elløbehjulet er der elektriske lygter. De røde baglygter blinker, når du bremser, så dem bag dig kan se det.

Styr det med din smartphone

Tophastigheden er som udgangspunkt 25 km/t. Det er mere end de tilladte 20 km/t., og derfor er MI365 faktisk ikke lovlig på danske veje. Via en app er det muligt at sætte topfarten endnu højere (vi nåede op på lidt over 30 km/t.) samt sætte cruise control og få detaljeret statistik på dine ture. Forbindelsen sker via Bluetooth, men det er kun Android-mobiler, der kan få adgang, som det er nu.

Batterilevetiden er angivet til 30 kilometer på en opladning. Vi nåede snarere 25, men det er også ganske fint til almindelige ture gennem byen. Alt i alt et rigtig glimrende løbehjul, dog ærgerligt, at det ikke matcher den danske lovgivning.

Netop af den grund er det desværre svært at give det en anbefaling.