Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Xiaomi Mi Robot Vacuum Mop 2 Pro: Suveræn til prisen

Har du behov for en robotstøvsuger, der klarer rengøringen uden slinger og endda kan køre en våd klud over gulvet er Xiaomi Mi Robot Vacuum Mop 2 Pro et rigtig godt køb.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Prisen for en god robotstøvsuger starter typisk ved cirka 4.000 kroner. Det var derfor med en vis skepsis vi kastede os over Xiaomi Mi Robot Vacuum Mop 2 Pro, som står til kun næsten det halve.

En robotstøvsuger, der minder om ja ... stort set enhver anden robotstøvsuger. Rund og med et lille kamera (LiDAR-sensor) ovenpå. Der følger en diskret opladestander med, som robotten vil vende tilbage til, når der er behov for strøm.

Smart betjening

Kontrol af den lille robothjælper sker via Xiaomis ganske glimrende Xiaomi Home app. Her kan man opsætte zoner, indstille rengøringsrutiner, bestemme styrken af støvsugningen og aktivere stemmeassistenter. Der er mulighed for at anvende Amazon Alexa og Google Assistant. Sig eksempelvis "Hey Google, start rengøring" og den sætter i gang.

Inden den for alvor tager fat, opretter den et kort over dine rum. Det sker imponerende hurtigt og ret præcist. Derefter kan du helt specifikt vælge hvor i boligen den skal støvsuge - eller ikke støvsuge.

Grundig maskine

Dens rute vises på kortet efterhånden som den tromler over boligens gulve. Med et blik på denne rute bliver det klart, at det er en grundig lille maskine. Den går stringent og metodisk til værks. Ruten står som snorlige streger frem og tilbage over gulvarealet. Ikke en plet er uberørt efter den har kørt en fuld rengøringsrutine.

Støvsugningen sker effektivt. Den kommer godt ud i kanterne og vi oplevede ikke andet end at den fik alle nullermænd og støvkorn med. Ligger der større ting i vejen, vil den forsøge at navigere udenom. Den går for det meste fint, men er der tale om mindre ting, der ligger lavt, er det ikke altid at den ser dem.

Som en fin bonus har den moppefunktion, som måske ikke ligefrem vasker gulvet, men giver det en skrubbetur med en våd klud, og det gør faktisk en forskel, hvis det sker på jævnlig basis. Så kan man holde den store gulvvask for døren nogle uger.

Anvender du moppefunktionen skal vandet i robotten skiftes ret ofte. Kludene holder heller ikke længe før de enten skal udskiftes eller en tur i vaskemaskinen. Støvbeholderen er heller ikke enorm, så den skal typisk tømmes efter to-tre rengøringsrunder.

Batteriet holder ret godt. Robotten klarer uden problemer en hel rengøring uden at komme i bekneb og skulle det ske at den er ved at gå død, så kører den selv tilbage i opladeren og henter strøm, indtil der er nok til at færdiggøre arbejdet.

Robotrengøring til utrolig pris

Der ikke meget af det man forventer i en god robotstøvsuger som Xiaomi Mi Robot Vacuum Mop 2 Pro ikke leverer på fineste vis.

For den som ønsker nem og effektiv robotrengøring til minimal pris, er den således svær at slå.