Xiaomi er ikke særlig stor på vore breddegrader, men i andre dele af verden er den kinesiske producent blandt de største.
Faktisk er Xiaomi på globalt plan det fjerdestørste smartphone-brand, så de kan noget. Og det beviser de med det nye flagskib Mi 10 Pro.
I sit design minder den en del om OnePlus 8 Pro, dog med en marginalt mindre skærm. I modsætning til denne mobil og mange andre topmobiler, er Mi 10 Pro ikke IP-certificeret på nogen måde, og det betyder, at du ikke kan regne med, at den klarer en dukkert i poolen eller en støvet Roskilde-festival. Om det så nogensinde er noget, du vil få gavn af, er ikke sikkert, men det er surt at finde ud af, når det er for sent.
Årets mest ekstreme mobil: Xiaomi Mi 10 Ultra har 120W opladning og 120 x zoom
Her får du en flot lysstærk skærm med 90 Hz opdateringshastighed, dog er opløsningen i den lidt lave ende. Der er indbygget fingeraftrykslæser i skærmen, som reagerer præcist og hurtigt.
Som de fleste andre i testen kører Mi 10 Pro med en Snapdragon 865, så grundlæggende er hastigheden den samme. Du får 8 GB ram og 256 GB indbygget lager, hvilket er fornuftigt, men der er ikke mulighed for at udvide med hukommelseskort.
Der, hvor mobilen virkelig brager igennem, er på opladning. Det 4500 mAh store batteri kan oplades ved 50 W, og det betyder, at du har en fuldt opladet mobil på cirka tre kvarter. Temmelig imponerende. Ved trådløs opladning kan mobilen trække 30 W, og der er mulighed for omvendt trådløs opladning ved 5 W.
Ligesom hos Motorola er der 108 MP kamera, men igen er det med til at understrege, at mange megapixel ikke nødvendigvis er garant for højeste kvalitet. Det er bestemt ikke et ringe kamera, faktisk er billedkvaliteten oppe blandt de bedste, men måden, man har implementeret den stærke sensor på, gør det svært at udnytte den til fulde. At croppe småbidder ud er ikke så intuitivt som hos Samsung.