Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: XGimi Horizon Pro: Kompakt 4K-projektor med stor lyd og flot billede

Med XGimi Horizon Pro får du en veldesignet og brugervenlig hjemmebio-løsning med alt indbygget til en pris, der ikke er højere end et godt 65” tv.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

4K-projektor er ofte store og temmelig dyre, men med XGIMI Horizon Pro er vi nede i et overskueligt pris-leje. Der er tale om en kompakt og ganske elegant kasse, som er nem at finde plads til. Samtidig er den særdeles nem at få op at køre. Den stiller selv fokus og retter billedet til, så det står snorlige, næsten uanset hvilken vinkel der skydes fra. Har du vægpladsen til det, er det muligt at vise et billede på op til 300”.

Der er godt knald på lysstyrken. Med 2200 lumens er vi indenfor spektret af almindelige hjemmebio-projektorer, dog er der langt op til de mest lysstærke (og betydeligt større) modeller på markedet. Men er lyset nogenlunde dæmpet, er der intet at klage over her. Heller ikke når det gælder billedkvaliteten.

Der er smæk på farvegengivelse og kontrast samt understøttelse af HDR10 og HLG. Film er således en fornøjelse at beskue.

Stor lyd

Lyden følger godt med. Den er imponerende i betragtning af projektorens størrelse. Harman Kardon står bag de indbyggede højttalere, som er i stand til at levere en stor surround-fornemmelse. Har man ikke et ordentligt anlæg indenfor rækkevidde, klarer man sig således helt fint alligevel.

Der er installeret Android TV 10.0 som styresystem, og det betyder, at du er nemt oppe at køre med streaming og apps. Du kan også caste indhold fra både Android-mobiler og iOS-enheder. Der medfølger en fin lille fjernbetjening, som gør det nemt at navigere i indhold og menuer.

Således får du med XGimi Horizon Pro en supernem hjemmebio-løsning med alt indbygget til en pris, der ikke er højere end et godt 65” tv.

Samlet vurdering: 4/6 stjerner

Pris: 13.299 kroner