Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Xbox One – et mediecenter med begrænsninger

Har et år været ventetiden værd, eller er Microsofts længe lovede multimediemaskine stadig ikke færdigpoleret? Datatid TechLife ser nærmere på Xbox One, som endelig er landet i dansk version.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Efter et års forsinkelse er danskerne endelig blevet sluppet løs i Microsofts nye konsol-verden. Xbox One i dansk version er på hylderne, men har den været ventetiden værd? Meget er forandret og ikke nødvendigvis til det bedre, men kommer Xbox One for alvor ud af starthullerne, står vi med en multimediemaskine, som mener det seriøst.

Xbox One er tredje generation, men minder i form og udseende om den første Xbox fra 2001. Væk er de kurvede former fra mellemgenerationen Xbox 360. I stedet står vi med en kantet, sort boks med luftriller (desværre er den klodsede strømforsyning fulgt med). Xbox synes altså at være tilbage ved udgangspunktet, men kun designmæssigt, for under overfladen er der sket ting og sager.

For det første er det gamle ”dashboard” afskaffet. I stedet åbnes flisemenuen, som kendes fra Windows 8-universet. Det vil sige, at apps, indstillinger og indhold stort set bruges og deles på samme måde, som på en Windows 8-enhed eller en Windows Phone. Du kan blandt andet dele skærmen mellem Xbox Music og et spil. Xbox One er således født ind i en familie af enheder med samme interface, og som sømløst kan deles mellem flere brugerprofiler.

Kom på nettet først

Før Xbox One må komme ud og lege, er det nødvendigt med adgang til nettet. Det kan både være i trådløs og kablet form. Når netadgangen er etableret, går selve opsætningen i gang. Det fungerer nemt og smertefrit.

Under opsætningen skal du blandt andet vælge sprog og indstillinger for fildeling. Har du en profil fra din Xbox 360, følger den automatisk med, når du logger på med din Microsoft-konto. Vær opmærksom på, at onlineindkøb af spil og fysiske Xbox 360-titler ikke er kompatible med Xbox One, men har du abonnement på tjenesten Xbox Live og penge på kontoen, så følger det automatisk med over.

Flisemenuen kan indstilles individuelt med farver og apps. På et par minutter oprettede vi en børneprofil med eget billede og farvevalg. Har du købt Xbox One-udgaven med sensor-kameraet Kinect, kan du svirpe fra side til side og med hånden for eksempel åbne en app eller lukke ned. I skrivende stund er dansk understøttet som menusprog, men ikke som tale.

Smart Glass giver muligheder

Henter du Smart Glass Xbox One, som også findes til Android og iOS, åbnes endnu flere muligheder. Med appen kan du for eksempel dele indhold med en tablet eller smartphone og styre løjerne på skærmen fra sofaen. Andre multimediefunktioner virker dog stadig ikke helt gennemførte. Blandt andet tv-delen.

Modtager du tv via for eksempel kabel, og anvender din modtagerboks HDMI til at sende signalet til dit tv, er det muligt at sætte Xbox One ind som mellemled. Tag HDMI-kablet fra settop-boksen og stik det i konsollen, som på bagsiden har en indgang til formålet, og fra Xbox One føres det ”normale” HDMI-kabel ind i settop-boksen eller tuner-boksen.

Fidusen fungerer ikke helt med tv-tunere fra for eksempel Boxer. Det lykkedes os at fremkalde et tv-signal fra tagantennen, men vi kunne ikke få vores smartphones til at skifte mellem kanalerne. Omvendt havde Smart Glass intet problem med at omdanne mobilskærmen til en lille fjernbetjeningsbrugerflade, hvormed vi styrede et syv år gammelt Pioneer-tv.

Endnu ikke i mål

Skal Xbox One bryste sig af titlen som multimediecenter, skal det være muligt at streame film, fotos, musik og spil. Sidstnævnte er der ingen ben i, for Xbox One er i bund og grund en spillekonsol. Vi havde stor fornøjelse af onlinetitler som Titan Fall, som løbende henter indhold fra nettet, og som forventet er grafikken smidig og detaljeret. Andre spil, som Kinect Rivals, benytter – som navnet antyder – Kinect-enheden, så flere kan spille mod hinanden ved hjælp af kroppen.

Man må belave sig på at ommøblere en del, for den nye Kinect kræver mere plads end den tidligere version til Xbox 360. Til gengæld ”ser” den mere og opfanger flere detaljer. Blandt andet ens ansigt, som den kan genkende som visuelt ”password” til at logge på. Fikst. Og Kinect er en sjov feature, men dog ikke nødvendig for den generelle spiloplevelse.

Vores største hurdle var deling af mediefiler. Glem Windows Media Center, for Xbox One bruger Xbox Music. Uden for Xbox-verdenen findes appen kun til Windows 8 og frem. Vi fandt uden besvær Xbox One på en Windows 7-maskine via Kontrolpanelets funktion ved at tilføje enheder, men udveksling af filer var ved redaktionens deadline endnu ikke mulig.

Xbox One har potentiale, men Microsoft er endnu ikke kommet på banen med de funktioner, som åbner dørene ind til det multimediecenter, vi er blevet lovet. Når det sker, og det gør det forhåbentlig, så vil Xbox One for alvor blive en central medieenhed for både den enkelte og for hele familien.

Microsoft har løftet sløret for en app, Media Player, som skal gøre det muligt at afspille mediefiler fra en USB-nøgle eller en netværksforbundet enhed, som understøtter den trådløse standard DLNA. Er du i tvivl om, hvorvidt du ejer en understøttet enhed, så tjek efter her: www.dlna.org/consumer-home/look-for-dlna/product-search. Appen lander sandsynligvis i form af en update til Xbox One i løbet af 2014.

Microsoft har annonceret en tuner, som gør det muligt at se live-tv og hente en elektronisk programguide kaldet OneGuide. Tuneren er både til kabel- og antenne-tv. Dermed kommer Xbox One-konsollen tæt på at blive et alsidigt mediecenter, som tilmed kan sende indhold til andre Smart Glass-enheder.