Microsoft og EU-Kommissionen er nået frem til en løsning på browser-problematikken i Windows
12 browsere. Det er sandsynligvis flere end de fleste overhovedet er klar over eksisterer. Ikke desto mindre er det lige præcis så mange Windows-brugerne får lov at vælge imellem. Det gælder ikke blot dem, der køber det nye Windows 7, men også brugere af XP og Vista, som i kommende software-updates vil blive præsenteret for valgmulighederne.
Browserne der bliver mulighed for at vælge er, udover Microsofts egen Internet Explorer: Firefox, Safari, Chrome, Opera, AOL, Maxthon, K-Meleon, Flock, Avant Browser, Sleipnir og Slim Browser.
De første fem er veletablerede ”gamle kendinge”, mens resten er knap så udbredte. Det kan dog blive spændende at se om nogle af disse vil stige i popularitet, når brugeren bliver tvunget til at tage stilling. I hvert fald håber EU-Kommissionen at det nye tiltag kan være med at til at øge konkurrencen på området, så det i sidste ende vil give bedre browsere til brugerne.
Er du i tvivl om hvad du skal vælge, kan du starte med at tage et kig på Alt om DATAs anmeldelse af Opera, Maxthon og Chrome Plus (udvidet udgave af Chrome).