Home » Software » Windows server VS. Network Attached Storage
Windows server VS. Network Attached Storage

Windows server VS. Network Attached Storage

Share

I det blå hjørne har vi Windows Server, i det røde er der en open source-NAS. Lad kampen begynde

Vi rider din nemt manipulerede kæphest som en undskyldning for at se på fordele og ulemper ved at bruge Windows som hjemmeserver. Windows Home Servers bortgang i 2011 efterlod et hul i Microsofts udbud, og det er ikke lykkedes Windows Server Essentials at udfylde det. Det er beklageligt, fordi en hjemmeserver i dag er mere påkrævet end nogensinde før.

Vi har allesammen mange digitale sager, som vi vil opbevare, streame, dele og sikre. Men det er svært at vide, hvad vi skal gøre af dem. Der findes cloud-løsninger, men hvem ved, hvor vores data ender i den sky? Hertil kommer, at adgangshastigheden er begrænset af ens overførselsvilkår. Det er praktisk at kunne smide sagerne op i skyen, men man skal forholde sig til de komplikationer, som tredjepartstjenester frembyder.

Der findes ikke noget bedre end at have råt kobber indenfor rækkevidde. Det giver lynhurtig adgang og tilsvarende backup, og så kan man siden køre sine data videre over langsomme cloud-forbindelser. Men så er spørgsmålet, om det er bedre at køre Windows på en hjemmeserver-boks, eller om en open source-løsning er at foretrække.

Det er det spørgsmål, vi agter at besvare her. Og vi vil vise dig, hvordan du arrangerer din egen boks. Du ved naturligvis, at vi kender svaret på forhånd, men vi har tænkt os at foretage en fair og afbalanceret afprøvning. Vi vil sammenligne det, et open source-system kan levere, med Microsofts Windows 10. Den ene part er gratis og interessant. Men lad os nu se.

Hvad er en NAS? Network attached storage er i nogle henseender et forældet begreb, fordi en NAS nu om dage gør vældig meget andet end at lagre filer. Det er vores motivation for denne artikel: Kan en moderne NAS – selv i en gratis open source-udgave – hamle op med den kraft og fleksibilitet, som en fuldfed Windows-boks leverer? Svaret afhænger i meget høj grad af, hvad man forventer af denne boks.

Da begrebet NAS opstod, var folk fornøjede med at få nem adgang til fjernlagrede filer. I dag forventer man, at en NAS leverer fjernstyret håndtering, fildeling med alle privilegier, printtjenester, et væld af netværksprotokoller, support af virtuelle maskiner, medie-transcoding, mediestreaming til flere enheder, support til dusinvis af lagerenheder med multi-terabytes af lager, snapshot- og versioneringsfunktioner plus et væld af fleksible pluginmuligheder.

Men hvorfor vælge et potentielt begrænsende NAS frem for en Windows-installation? Lad os begynde med at sammenligne det, de to valgmuligheder har at tilbyde.

Hardwarespecifikationer

Vi skal se på en af de førende open source-NAS-distributioner, OpenMediaVault (OMV), som man kan hente på www.openmediavault.org. Den er kommet til version 4.0.14 (med kodenavnet Arrakis til elskere af Frank Herberts Klit) ved udgangen af 2017, og den understøtter kun 64-bit-hardware – ældre 32-bit-hardware må nøjes med version 3.036 fra 2016, og den er ikke ideel.

OMV understøtter ARM-processorer, og der er versioner til de populære Raspberry Pi 2 og 3 og til ODroid SBPC’er. Bortset fra det er kravene minimale: 256 MB hukommelse og 2 GB drevkapacitet. Systemet er beregnet til at køre “headless”, og der er derfor ingen krav til videohardware, og det kan køre fra en USB-nøgle. Det bygger på Linux-distributionen Debian, der er en af de bedst understøttede og længstlevende distroer, der findes.

Windows 10 understøtter stadig både 32-bit- og 64-bit-processorer med en minimumshastighed på 1 GHz. 2 GB hukommelse er minimum for et 64-bit-system, mens der kræves 1 GB til 32-bit-systemer. Drevpladsen skal være mindst 16 GB til 32-bit og 20 GB til 64-bit-systemer. Microsoft oplyser, at der kræves et DirectX 9.0-videokort.

Vi er dog ikke helt trygge ved disse minimumskrav i den virkelige verden. Windows skal sandsynligvis bruge et drev på mindst 64 GB, og OMV vil fungere mere effektivt med større hukommelse, når det gælder om at overføre filer, selv om dets lager er ganske lille.

Softwarespecifikationer

Windows 10 vinder her, ikke sandt? Det understøtter alting. Det virker en anelse unfair at sammenligne Windows 10 Pro med OpenMediaVault. Det ene er et operativsystem på forbrugerniveau, der er beregnet til enkeltbruger-systemer, og det andet bygger på et open source-styresystem til mange brugere på professionelt niveau.

Begge systemer klarer mange basale opgaver uden videre – hardwaresupport, brugerstyring, support af flere sprog, netværkssupport med IPv6, wake on LAN, software-RAID, diskkvoter, overvågning og printsupport. Det kedelige, med andre ord. Det er det ekstra kedelige, der får OMV til at stråle.

Når det gælder styring, leverer OMV en webbaseret grænseflade. Windows omfatter Fjernskrivebord, men det er ikke helt strømlinet til styring, og det understøtter kun enkeltbrugeradgang. OMV understøtter netværks-link-aggregation med henblik på netværks-redundans og båndbreddeforbedringer; det gør Windows 10 Pro ikke.

Installation og opdateringer

Lad os sige det ligeud: OMV vinder klart her. Det tager cirka ti minutter at installere systemet, og det er oppe at køre med det samme. Det er licenseret under GPL v3 (copyleft-open source), og det bygger på en af de største Linux-distroer, nemlig Debian.

Så længe et projekt har udviklerstøtte, får man alle de opdateringer og al den support, man har brug for – gratis og til evig tid. Vi går ud fra, at du ved, hvor du står med Windows 10 på disse områder.

Et beslægtet område med installation er driversupport. Tidligere kunne man påstå, at Linux led under ringere support, men det er kun sjældent tilfældet i dag. Intel sætter generelt open source-driverudvikling forrest, mens AMD fører sin display-driverstack mod komplet open source og del af kernen.

De vigtigste stridspunkter er ejendommelige Wi-Fi-dongles, men en smule googleresearch frembringer typisk en Linux-driver. Her skal man dog huske, at printere og scannere også kan være en plage på Linux.

1 2 3 4Næste

TAGS
Network Attached Storage
Styrestystem
Windows Server

DEL DENNE
Share

Seneste Tech test
Seneste konkurrencer

Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2019
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S