Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Windows Server 2012

I disse tider, hvor Windows 8 er på alles læber og i alle de forskellige medier, kan man godt blive tilgivet, hvis man tror, at det er det eneste nye fra Microsoft. Men faktisk sker der mange ting i udviklingsafdelingerne hos Microsoft. Her tager vi et kig på serverversionen af Windows 8, kaldet Windows Server 2012.

Af Tom Madsen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ligesom med Windows 8 er der store ændringer i brugerfladen i Server 2012. Den nye brugerflade i 2012 er ligesom Windows 8 blevet rettet imod at skulle bruges fra en touchenhed. Så første gang du logger på Server 2012, er det noget vanskeligt at finde de forskellige værktøjer, du er vant til at bruge på en server. Du kan se et eksempel på brugerfladen på billedet nederst til venstre på side 65.

Når det så er sagt, så ligner de forskellige vinduer og dialogbokse sig selv, når du først har fundet dem. På billedet nederst til højre kan du se et eksempel på, hvordan User and Computers ser ud i Server 2012. Det vindue er selvfølgelig også blevet forberedt på touch, men ligner ellers sig selv.

Windows Server 2012 kommer i fire forskellige udgaver. Der er standard- og enterpriseudgaverne, som vi kender fra tidligere. Derudover er der kommet en Foundation-udgave til. Foundation er beregnet til at være en helt basal serverløsning til for eksempel en filserver. Du kan ikke købe Foundation og installere den selv, den er kun tilgængelig i forbindelse med et køb af en fysisk server. Til sidst er der en Essentials-udgave, der skal erstatte Small Business Server 2011-udgaven.

Hardwareunderstøttelsen har også fået et hak opad med 2012-udgaverne. Både Standard- og Datacenter-versionerne har nu support for op til 320 logiske cpu’er og op til 4TB ram. For både cpu og ram er det det dobbelte af, hvad 2008 R2 havde support for. Clustering har set en firedobling, så du kan nu lave et cluster med 64 noder, op fra 16 i 2008 R2.

Langt de fleste ting i Windows Server 2012 er ikke deciderede nyheder, men mere forbedringer og udvidelser af funktionalitet, vi kender fra de tidligere udgaver. HyperV, Microsofts virtualiseringsplatform, har naturligvis fået megen kærlighed fra udviklerne. I disse cloudtider, hvor Microsoft er i voldsom konkurrence med VMWare og Citrix om datacenterkunderne, er det vigtigt for Microsoft, at HyperV bliver set som en moden konkurrent til for eksempel ESX fra VMWare. HyperV er kommet op på en version 3.0 i Server 2012 og kommer nu med live-migration, som vi kender det fra VMWare.

Power Shell er nu oppe i version 3.0 med Server 2012 og har fået masser af nye kommandoer til at administrere og automatisere nye områder i Server 2012. Du kan downloade og installere Power Shell 3.0 på både Windows 7 og Server 2008 R2. Mere eller mindre alt, hvad du kan gøre i den grafiske brugerflade, kan du gøre via kommandolinjen i Power Shell, både lokalt og via fjernadgang. Server Manager har fået en større overhaling denne gang, ikke kun for at blive forberedt til touch, men også for at kunne bruges som basis for administration af både den lokale og eventuelt fjerne servere.

Server Manager i 2012 skal, ligesom tidligere, bruges for at kunne tilføje og fjerne roller fra serveren. Men med 2012 kan du nu bruge Server Manager til at tilføje roller til andre servere, end lige den du er logget på lige nu. Hvis du installerer Windows Management Framework på Windows Server 2008, kan du også administrere dem fra Server Manager i 2012.

Windows Server 2012 kommer i versioner uden en grafisk brugerflade, ligesom tidligere. Men som noget nyt er det at vælge at installere Windows Server 2012 uden gui ikke en beslutning, der ikke kan laves om. Med 2012 kan du nu skifte frem og tilbage mellem versioner med og uden gui.

At vælge at køre en server uden den grafiske brugerflade har flere fordele. Dels så skal serveren ikke bruge ressourcer på de grafiske dele og dels kan den koncentrere sine cpu’er på at køre for eksempel en sql-server. Rent sikkerhedsmæssigt giver det også mening kun at køre med en kommandolinje, eftersom det vil give en hacker færre muligheder for kompromittere serveren. Alt, hvad du konfigurerer i Server Manager, kan eksporteres til en xml-fil og bruges som basis for konfiguration af andre servere. Det er specielt praktisk i et datacenter, hvor servere skal kunne spinnes op og lukkes ned dynamisk alt efter behov.

Hvad angår lagring på Windows Server 2012, så er filsystemet blevet udvidet med funktonalitet, der skal gøre serveren mere modstandsdygtig over for datatab. Først er det, hvad Microsoft kalder Resillient Filesystem, der skal forhindre, at filsystemet bliver korrumperet ved for eksempel et pludseligt strømudfald. Ideen er taget fra SUN’s, nu Oracle, zfs-filsystem i Solaris. Med Storage Spaces kan du samle de mere billige SATA of SAS-diske i software-raid og dynamisk udvide disse samlinger med yderligere diske alt efter behov. Du kan endda, hvis behovet er der, bruge ssd-diske i dine samlinger.

Hvis du er interesseret i Microsofts certificeringer, kan jeg fortælle, at Microsoft har støvet de gamle MCSA- og MCSE-betegnelser af, men forkortelserne står nu for: Microsoft Certified Solutions Analyst (MCSA) og Microsoft Certified Solutions Expert (MCSE). Har du allerede en Windows Server 2008-certificering, så er det ligesom tidligere muligt at opgradere den ved at tage en enkelt eksamen. Samtidigt så har Microsoft gjort en MCSA i Windows Server 2012 til en betingelse for nogle af de avancerede certificeringer i for eksempel Lync og SharePoint i 2013-udgaverne.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Windows Server 2012 vil se en hurtigere implementering i datacentrene, end Windows 8 vil se på desktoppen. Har du allerede en infrastruktur baseret på Microsoft, så giver en opgradering til 2012 rigtig god mening. Endnu mere hvis HyperV er den platform, du har brugt til at virtualisere dine servere.

Det her var et hurtigt kig på den nye Windows Server. Microsoft har skabt det, de kalder for Microsoft Virtual Academy, som du kan finde her: http://www.microsoftvirtualacademy.com. Her finder du mere information og træning i Windows Server 2012. God fornøjelse!