Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Leg med PowerToys – og giv Windows et løft

Windows 11 betød ikke et farvel til PowerToys. Tværtimod har de nyttige funktioner fået en grafisk overhaling og endnu bedre integrering i Windows-miljøet. Har du lyst til at tune dit Windows 11 med PowerToys, så læs med her.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Microsoft besluttede med Windows 10 at genoplive de såkaldte PowerToys. Det er små, praktiske værktøjer, som havde været en del af Windows-universet siden 95. Med PowerToys kunne brugerne justere og pille i indstillinger som for eksempel ændret skærmopløsning og lave mappesøgninger via kontekstmenuer. I Windows XP kom en ”friskere” version i form af TweakUI.

Til Windows 10 frigav Microsoft en version af PowerToys tilpasset det nye design og opbygningen af styresystemet. PowerToys blev open source, så andre udviklere kunne deltage i legen, og det skulle hentes via sitet Github.

I dag findes PowerToys også til Windows 11, og du henter det via Windows Microsoft Store. Med det samme kan du komme i gang med at ændre en række funktioner og indstillinger – fra add-ons i Stifinder til billedhåndtering.


1 Hent PowerToys

Åbn Microsoft Store for at hente PowerToys. Går du via https://apps.microsoft.com, ledes du automatisk til den danske version af Store. Du skal give tilladelse til at køre PowerToys og gøre det i administratortilstand. Ellers giver programmet dig mulighed for at genstarte som administrator. I første programvindue i PowerToys kan du slå ”Always run as administrator” til.

2 Indstillinger i PowerToys

Der bliver placeret to ikoner i Proceslinjens højre side: Power-Toys og PowerToys Awake. Brug det første med et højreklik til at åbne ”General”, altså indstillinger for de enkelte værktøjer og selve appen. Gennemgå listen i venstre rude for at slå PowerToys til eller fra med skydere, alt efter om du har brug for dem. Du kan også aktivere/deaktivere automatisk opstart.

3 Lav dine egne genveje

Shortcut Guide viser tastaturgenveje, du selv kan oprette. Få oversigten frem med en tastaturkombination eller ved at holde Win-tasten nede. Vælg i rullemenuen under ”Activation -method”. Indstil en ny kombination under ”Activation shortcut”, hvis du vil have en anden end den, der er vist. Programikonerne i Proceslinjen kan også indgå i dine tastaturgenveje.

4 Hurtig opdeling med FancyZones

PowerToys indeholder også værktøjet FancyZones kendt fra tidligere, hvor du opdeler skærmen i felter og kan navigere mellem dem med musen eller via tastaturgenveje, du selv opretter. I felterne fæstner du åbne programmer og vinduer. Du kan vælge, hvordan felterne aktiveres og placeres i rækker, kolonner eller gitre, og om de skal fordeles over flere skærme.

5 Opret zonerne på skærmen

Du skal som det første bestemme, hvilken del af skærmen der skal anvendes til zonernes gitter. Brug knappen ”Shift” og musen til at trække vinduet til en zone. Slip vinduet for at fæstne. Brug tasterne Windows + Skift + Æ for at åbne Zone-editor med en række for-producerede skabeloner. Ellers klik på knappen ”Create new layout” for at oprette nyt gitter.

6 Tilpas layoutet på zonerne

Hvis du ønsker at oprette og designe dit eget layout i Fancy¬Zones, skal du først vælge mellem ”Grid”, altså et gitter, eller ”Canvas”, altså et lærred. Det sidste betyder, at zonerne kommer til at overlappe. Du kan justere og placere dine zoner efter behov, og du kan gentage i så mange zoner, som du har behov for. Navngiv dit layout, og klik på knappen ”Save & apply”.

7 Placering i zonerne

Når du har oprettet zoner og layout, kan du begynde at bruge FancyZones. Fastgør et vindue til en zone ved at klikke og holde på dets titelbjælke. Klik på tasten Skift for at fremhæve den tilgængelige zone. Træk og slip vinduet, og det vil automatisk finde sin plads i det design, du har oprettet. Gentag med øvrige vinduer, du vil placere i bestemte zoner.

8 Indstillingerne i FancyZones

Du kan yderligere indstille zonerne inden i PowerToys. Vælg ”FancyToys” fra listen i venstre side for at tilgå oversigten. Blandt andet kan zonerne sættes til at fordele sig over flere forbundne skærme og dermed digitale skriveborde, og du kan vælge et farvetema. Har du valgt ”Canvas”, kan du hurtigt bladre mellem de zoner, du har opsat, på selve skærmen.


Et ekstra tip

Du kan i FancyZones indstille et tal for hvert vindue i zonen og bestemme, hvor gennemsigtige vinduerne skal være.