Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Der gik tre år fra Windows 7 kom på gaden, til vi fik Windows 8, og sådan har det været i det meste af Windows' historie – store opdateringer med store mellemrum. Men det er måske snart slut. Noget kunne nemlig tyde på, at Microsoft – ligesom konkurrenterne hos Apple og Google, der opdaterer Mac OS X og iOS jævnligt, og Google, som opdaterer Android ofte – vil til at speede opgraderingsfrekvensen kraftigt op.
Det næste version af Windows, som indtil videre bærer navnet Windows Blue, rygtes således at komme allerede til sommer, mens efterfølgerne vil dukke op med cirka et års mellemrum.
Læs også: Her er nyhederne i Windows 8.
At få brugerne til at rykke videre fra de gamle til de nye Windows-versioner har dog ikke været let for Microsoft, men det rygtes, at software-giganten vil mindske eller måske helt fjerne en væsentlig barriere, nemlig prisen, som allerede med Windows 8 er faldet betydeligt. Med Windows Blue forventes det, at den vil falde yderligere, eller at systemet måske ligefrem vil blive gratis.
Microsoft vil så hive pengene hjem via app-salget i Windows Store, og i kraft af de jævnlige opdateringer sørge for, at det bliver vanskeligt for brugerne at anvende de samme apps i nye versioner af systemet, så der på den måde vil ske en konstant udskiftning.
Rygterne stammer fra The Verge, men hvor meget hold der er i dem, er endnu svært at sige.
Læs også: Få endnu mere ud af Windows 8.