Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Wi-Fi 6 er kommet – og hvad så …?

Nu sker det: 2021 er det store gennembrud for den lynhurtige trådløse Wi-Fi 6-teknologi. Der er grund til begejstring, men også til nogen forvirring. Her gør AOD status over de seneste udviklinger på Wi-Fi-området, så du kan få det store overblik.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis man er den lykkelige bruger af en ny mobiltelefon i den dyre ende – eksempelvis en Samsung Galaxy S20 Ultra 5G – kan man under ideelle forhold nyde synet af to indikatorer på displayet, som endnu kun er for de få.

”5G” ved siden af signalstyrke-søjlerne bekræfter, at telefonen kommunikerer med en 5G-sendemast. Og et mikroskopisk ”6” øverst til højre i Wi-Fi-buerne fortæller, at telefonen er opkoblet til et trådløst netværk med Wi-Fi 6-teknologi.

Udtrykt på en anden måde er Wi-Fi 6 for netværk, hvad 5G er for mobiltelefoni: De seneste standarder, som lover at være hurtigere, bedre dækkende og i det hele taget smartere end tidligere generationer.

Fælles for Wi-Fi 6 og 5G er endvidere, at udvalget af kompatible enheder endnu er begrænset, ligesom priserne på mange af de spændende produkter befinder sig på first mover-niveau – helt i toppen.

I AOD nummer 1/2021 kan du læse om vores første hands-on-erfaringer med 5G, og her deler vi så noget af den viden, som vi har akkumuleret gennem det meste af to års praktisk arbejde med Wi-Fi 6-routere og tilhørende enheder.


I kraft af et ikonisk design fra 2002 er denne Linksys-routermodel stadig i handelen. Den gang havde den en svimlende hastighed på 54 Mbps.

Nye betegnelser

Med lanceringen af den sjette Wi-Fi-generation skiftede interesseorganisationen Wi-Fi Alliance også terminologi. Indtil da havde man henvist til den underliggende standard, som for Wi-Fi 6 hedder 802.11ax. Tilsvarende er den tidligere topstandard blevet omdøbt fra 802.11ac til Wi-Fi 5.

Vi kan sagtens følge Wi-Fi Alliance. 802.11-agtige begreber giver nærmest ingen mening for almindelige forbrugere – eller elektroniksupermarkedernes gadgetrådgivere. Så er der mere fornuft i at sige, at Wi-Fi 6 er nyere og dermed bedre end Wi-Fi 5, som igen ... – fortsæt selv talrækken.

Hvis bare tingene var så enkle. I onlinebutikken Proshop har vi fundet 28 trådløse Wi-Fi 6-routere, der markedsføres som 802.11ax, til priser fra 615 kroner til 3899 kroner. Tilsvarende har denne onlinebutik 169 routere i Wi-Fi 5 (802.11ac) klassen til priser fra 178 kroner til 3941 kroner plus et antal endnu dyrere, rent professionelle produkter.

Med prisspænd i disse størrelsesordener må det vist være indlysende, at der er en betydelig grad af ulighed mellem billige og dyre routere, selv om de følger den samme standard. Så bliver det hele alligevel langhåret, og Wi-Fi 6 har efter vores vurdering kompliceret tingene yderligere. Forklaring følger.

Her er fordelene ved Wi-Fi 6

Der er mange fordele ved Wi-Fi 6, også i den praktiske virkelighed …

Hurtigere, bedre, sikrere. Sådan lyder en af naturlovene for udvikling af tech-produkter, og den gælder naturligvis også for trådløse Wi-Fi-routere. 

Hvad angår hastighed, havde det været relativt nemt at få større router-båndbredde ved at bruge højere frekvensbånd end de eksisterende omkring 2,4 GHz og 5 GHz. Der er bare lige det problem, at højere frekvenser betyder kortere rækkevidde samt større problemer med at forcere etageadskillelser og vægge. 

Derfor holder Wi-Fi 6 fast ved de ”gamle” 2,4 GHz og 5 GHz frekvensbånd. Med uændret sendeeffekt kommer denne nye standard altså ikke til at koste rækkevidde. I stedet for at hæve frekvensen har man øget dataeffektiviteten og hastigheden med omkring 25 procent ved at øge den såkaldte modulationstæthed fra 256-QAM til 1024-QAM. 

Når antallet af streams sættes i vejret, oplever brugerne en mere effektiv dækning, fordi en router med 12 streams bedre kan dække hele arealet omkring sig, og der bliver færre blinde vinkler. Når man bevæger sig rundt i huset med en mobil enhed, vil den også nemmere kunne finde den bedste antenne at logge sig på.

Problemer i tæt byggeri

Interferens er et fænomen, som især plager folk, der bor i tæt bebyggede områder, typisk lejligheder og – endnu værre – kollegieværelser. Denne situation svarer til, at en flok fodboldfans står på et værtshus og skriger i munden på hinanden for at få mere øl. Så skal bartenderen være udrustet med en overmenneskelig hørelse, som kan zoome ind på de enkelte gæsters stemmer og afkode dem korrekt. En evne i den stil skal være et argument for at satse på Wi-Fi 6.

En endnu mere langhåret nyhed har fået det mundrette navn Orthogonal Frequency Division Multiple Access eller OFDMA blandt venner. Det skal kunne oversættes til, at en router kan servicere flere klienter inden for en enkelt kanal. Dette er vigtigt, fordi antallet af opkoblede enheder i et hjem er i voldsom vækst, men alle klienter behøver ikke lige stor båndbredde. Streaming af 4K- (eller 8K-) video er selvfølgelig enormt båndbredde-slugende, mens enheder, som kun kræver styring, for eksempel køkkenmaskiner og Hue-lamper, fylder minimalt i det store spil.

Opgrader selv

Datasikkerhed må vi heller ikke glemme. Wi-Fi 6-enheder skal – aktuelt eller efter en opdatering – kunne understøtte den seneste generation af WPA3 Wi-Fi-sikkerhed. Dette skal igen gøre det markant sværere at hacke en router eller et mesh-system.

Vi skal endelig nævne, at Wi-Fi 6-routere naturligvis er fuldt bagud kompatible med ældre Wi-Fi-standarder. Det er vores erfaring, at nyere Wi-Fi 5-klienter som smartphones og tablets kan komme til at performe bedre, når de fødes af en Wi-Fi 6-router. Omvendt har vi også oplevet, at en billig Wi-Fi 5-laptop med nogle år på bagen har haft sværere ved at ”tale” med en dugfrisk Wi-Fi 6-router.

For de fingernemme kan der være endnu en kort og billig vej til Wi-Fi 6. Både i desktops og laptops kan man finde Wi-Fi-moduler fra Intel på størrelse med et SD-kort, som kan pilles ud og erstattes af mekanisk og elektrisk kompatible printkort med Wi-Fi 6-teknologi. Så er vi nede under 200 kr., og der skal stadig ikke loddes. Men en luplampe, en fin spidstang – og en rolig hånd – lettes dette pillearbejde.

Endelig er internetudbyderne så småt ved at få øje på potentialet i Wi-Fi 6. Som de første i denne branche er Waoo begyndt at tilbyde et Wi-Fi 6-modem til deres Fiber Full-kunder. Det drejer sig om en Air4960-model fra AirTies, som også har andre danske udbydere på kundelisten. Vi venter ikke, at Air4960 vil kunne sprinte fra markedets hidsigste routere, men der vil uden tvivl være en gevinst i forhold til de Wi-Fi 5- og sløvere modemer, som hidtil er blevet bundlet med internetabonnementer.

Som den første internetudbyder i Danmark vil Waoo forkæle sine Fiber Full-kunder med en Wi-Fi 6-router. Air4960 rager blot 115 mm op i landskabet, men byder på en båndbredde på op til 5,4 Gbps.

Afkod specifikationerne

Langt de fleste Wi-Fi 6-routere har som en del af modelbetegnelsen et ”AX” (for standarden) efterfulgt af et tal, som angiver den teoretiske båndbredde.

Proshops i skrivende stund billigste Wi-Fi 6-router er en D-Link DIR-X1560 AX1500 med en total teoretisk båndbredde på op til 1,5 Gbps, fordelt med 300 Mbps på 2,4 GHz og 1,2 Gbps på 5 GHz-frekvensbåndet. 

Et eksempel på en noget kraftigere og dyrere Wi-Fi 6-router er Netgears AX12 AX6000 med en total teoretisk båndbredde på op til 6 Gbps, fordelt med 1,2 Gbps på 2,4 GHz og 4,8 Gbps på 5 GHz-frekvensbåndet. 

Den aktuelle router-rekord lyder på AX11000 og deles af blandt andre Netgear RAX200 og Asus GT-AX11000. Dette spring skyldes, at disse enheder er udstyret med to 5 GHz-frekvensbånd, som hver kan håndtere op til 4,8 Gbps.

Endnu en variabel er antallet af ”streams”, der kan oversættes til samtidige brugere. Her er den billige D-Link begrænset til 4 streams, mens de nævnte Netgear- og Asus-modeller har kapacitet til 12 samtidige brugere, og 8 streams er en mere typisk feature.

Flere andre specifikationer kan også påvirke en routers performance i praksis. Vi nævner i flæng: antallet af antenner og deres type (aktive eller passive), de indbyggede radioers sendestyrke og dermed energiforbrug, den anvendte processors datakraft (antal kerner, clockfrekvens og arbejdshukommelse) og endelig softwarens kvalitet, der har betydning for såvel brugervenligheden som for, hvor godt forskellige klienter kan samarbejde med routeren.

Hvis budgettet tillader det, anbefaler vi næsten altid en investering i den seneste teknologi, men når det gælder routere, er et Wi-Fi 6-logo kun det første lille skridt mod et mål, der kan virke langt ude. Test, der er foretaget af fagfolk under kontrollerede forhold, kan afsløre store forskelle mellem tilsyneladende meget jævnbyrdige enheder – og lette beslutningsprocessen.

Hønen og ægget

Som altid i it-verdenen får en ny standard en langsom og dyr start.

Til at begynde med havde vi nogle få og temmelig dyre Wi-Fi 6-routere med den nye teknologi, men endnu færre klienter som smartphones, laptops og andre enheder.

I dag kan vi vælge mellem et pænt antal routere, og det er heller ikke alt for svært at finde klienter med Wi-Fi 6. Efter vores mening er det skønt at have lynhurtige internetopkoblinger til smartphones, og dette ønske har Apple og Samsung længe kunnet opfylde med deres iPhone- og Galaxy-topmodeller, og Huawei, LG, Motorola og OnePlus har også meldt sig til Wi-Fi 6-feltet.

Nu kan vi også notere os, at Wi-Fi 6 for alvor er ved at dukke op i laptops. Det betyder, at vi under optimale forhold kan få næsten vores fulde gigabit-båndbredde – uden at skulle kabelforbinde vores bærbare. Dette er en dobbelt gevinst, for vi slipper både for et kabel og en kluntet USB/LAN-adapter til nogle hundrede kroner, nu da mange laptops er skrumpet så meget i tykkelse, at det er fysisk umuligt at klemme en LAN-port ind i dem.

Ydermere er det en mulighed at opgradere Wi-Fi-sektionen i nogle desktops og laptops til version 6. Hvis en desktop har en ledig PCIe-kortplads, er det ret nemt at installere et udvidelseskort, som kan overtage en eksisterende intern antenne – eller forbindes til en ekstern antenne, så radiobølgerne ikke skal gennemtrænge et metalkabinet. Begge dele kan gøres for under 500 kr.


En Samsung Galaxy S20 Ultra 5G-smartphone med Wi-Fi 6 kan konkurrere med en kablet internetforbindelse. Bemærk det lille ”6” i Wi-Fi-buerne. Så mangler vi blot et 5G-logo på skærmen.

Endnu nyere standard rammer s-togene

Wi-Fi Alliance er med garanti ved at skrue en Wi-Fi 7-standard sammen, som naturligvis skal være endnu hurtigere end Wi-Fi 6 og tilbyde mere af det hele.

En mellemstation på vejen kan blive Wi-Fi 6E, som snart ventes udrullet i USA. Chip-producenten Qualcomm har til dette formål lanceret en Immersive Home-platform, som kan rumme de stadig flere opkoblede enheder i moderne hjem. Opskriften er at tilføje et nyt 6 GHz-radiofrekvensbånd, som kan øge den tilgængelige båndbredde betydeligt og reducere trådløse trængselsproblemer.

Amerikanerne kan se frem til de første Wi-Fi 6E-produkter engang i 2021 fra firmaer som Belkin (Linksys), Xiaomi og Netgear.

I Danmark kan vi løbe ind i det lokale problem, at DSB’s nye digitale signalsystem fungerer ved radiofrekvenser omkring netop 6 GHz. Hvis man bor tæt ved en jernbane, kan togene måske forstyrre husets Wi-Fi 6E-grej, men DSB vil måske være mere bekymret for, om det omvendte kan blive tilfældet.

Ifølge Ing.dk vil klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen skære igennem, så S-togenes signalsystem ikke kommer til at stå i vejen for en udvidelse af Wi-Fi i 6 GHz-frekvensbåndet. Der arbejdes derfor på at indsnævre S-togsnettets radioer til et mindre frekvensområde.


S-togene benytter 6 GHz-nettet, som den næste Wi-Fi-standard også lægger billet ind på. Det kan skabe en sikkerhedsrisiko. 

Kom i gang: Gør det selv


Er der en ledig PCIe-sokkel i en desktop-pc, har TP-Link et Wi-Fi 6-udvidelseskort. De eksterne antenner maksimerer rækkevidden, fordi signalerne ikke skal slås med computerens metalkabinet.


Med dette lille modul på størrelse med et SD-kort eller et frimærke – baseret på en Intel-chip – kan du bringe en stationær eller bærbar computer med en kompatibel M.2-sokkel op i Wi-Fi 6-klassen.