Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Webkameraer [STORTEST]: Gå til videomøde med stil

Videokonferencer blev redningsplanken for mange virksomheder, da coronapandemien begyndte at hærge, og de nye vaner hænger ved. Derfor er der fokus på webkameraer som aldrig før. AOD gør status og tester fire aktuelle løsninger.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En gruppetest af webkameraer har længe stået på AOD’s lange emneliste, og coronaen har gjort projektet højaktuelt. Som i så mange andre virksomheder er videokonferencer blevet en del af vores hverdag.

Siden marts har vi ikke alene haft gang i webkameraer, men også brugt laptops samt tablets, smartphones og andre anvendelige enheder til videosamtaler og konferencer. Det har vi lært af, men det har også været sværere end ventet at komme til at prøve nogle af de seneste produkter.

Se friske priser på webkameraer her.

Generelt har pandemien skabt mange flaskehalse i den internationale handel og logistik. I år har det ofte været sværere end normalt for os at skaffe samples til vores test, men situationen skiftede til det helt uvirkelige, da vi tog kontakt til netværket for at låne webkameraer.Denne produktkategori er simpelthen blevet revet ned af hylderne som kolde fadbamser på de festivaler, vi heller ikke kommer til at opleve i 2020.

Hvorfor separat webkamera?

Et lille videokamera med tilhørende mikrofon har været fast inventar på laptops, så længe vi kan huske. Fint nok, men det siger sig selv, at der ikke er meget plads til et kamera med tilhørende optik i et måske 5 mm tyndt låg på en anorektisk bærbar. Kvalitet både koster og fylder.

Det er også vores indtryk, at mange laptops i erhvervslivet holder længe. Eksempelvis har vi selv en Lenovo fra 2014, der er blevet opgraderet til Windows 10, men dens kamera har VGA-opløsning på 640 x 480 pixel plus blege farver, som får de grove billeder til at virke endnu mere fortidige ved en videokonference. Så er det nemmere at få chefen til at bevilge et webkamera end en ny pc. Det er billigere.

Endnu en grund til at vælge et separat webkamera er friheden til at placere det, hvor det er mest praktisk. Dette er særlig vigtigt for influencere og andre, der optager video til streaming på sociale medier og måske også bruger en større mikrofon til at dække lyd-siden.

Vi ville også vælge et separat kamera, hvis vi var blevet udrustet med en af de laptops, hvor kameraet er udformet som en pop op-knap i tastaturet. Vi vil nemlig helst undgå at blive fotograferet nedefra, hvor vores fem luksushager nemt kommer til at dominere portrættet.

Til at sammenligne webkameraers billedkvalitet bruger AOD dette tyske testkort, som svarer til et tv-prøvebillede. Referencefotoet er taget med et semiprofessionelt systemkamera fra Sony, som har en opløsning på 24 megapixel.

Hvilken opløsning?

… eller hvilken pris? Der er nemlig en ret
lineær sammenhæng mellem webkameraers opløsning og pris.

Det kan lade sig gøre at købe et webkamera med VGA-opløsning for blot 99 kr. Det kan dog absolut ikke anbefales, medmindre man er
desperat eller vil have sine optagelser til at ligne slidte, analoge VHS-videofilm.

Fra omkring 200 kr. kan man blive ejer af et HD-webkamera, hvor ”HD” står for High Definition og en opløsning på 720p (1280 x 720 pixel) – ligesom på dvd. Dette kvalitetsniveau, som er meget udbredt til integrerede kameraer til laptops, rækker efter vores mening ikke til store skærme og lærreder, men til videokonferencer, hvor de enkelte deltagere sidder med hver sin computer, er det faktisk ikke så ringe endda.

Endnu en forøgelse af budgettet til omkring 500 kr. begynder at bringe FHD (Full HD) – 1080p (1920 x 1080 pixel) eller Blu-ray-billedkvalitet inden for rækkevidde. Denne høje opløsning tilbydes af enkelte tablets og masser af smartphones, men er nærmest umulig at finde i en laptop. Sammenfattende synes vi, at det giver god mening at satse på FHD-opløsning til et separat webkamera. Man får en vis grad af fremtidssikkerhed, og den højere billedkvalitet kan også være en gevinst ved zoom og visning af billedudsnit.

Er kun det bedste godt nok, er 4K-webkame-raer ved at dukke op på markedet. De ægte af slagsen tilbyder 2160p (3840 x 2160 pixel) opløsning – ligesom Netflix streamet i højeste kvalitet, og prisniveauet kan snige sig op på et par tusinde kroner. Det er mere end vores billigste laptop med integreret HD-kamera. 4K vil kunne være fantastisk til optagelser til sociale medier. Til videokonferencer, hvor flere deltagere skal kunne fanges af det samme kamera, vil det kunne give udstrakt frihed til at zoome og panorere, men ellers vil vi kalde det overkill.

»Hvis kun det allerbedste er godt nok,
er 4K-webkameraer begyndt at dukke op«

Skruen uden ende 

Det er fint at sidde og savle nørdet over fantasi-specifikationer, i dette tilfælde på webkameraer. I virkelighedens verden er vi også nødt til at indtænke båndbredde i regnestykket.

Hvis man deltager i en videokonference, uploader man en ret konstant videostrøm, som bestemmes af kameraets opløsning og billed-frekvens (antal delbilleder i sekundet) samt den anvendte komprimeringsteknik. Disse tre parametre trækker i to retninger. Opløsningen bestemmer billedets finkornethed, billedfrekvensen afgør bevægelsers naturlighed, og for begge disse parametre gælder det, at jo højere værdier, desto flere data bruger de. Omvendt gør komprimeringen datamængden mindre ved at fjerne ”overflødig” billedinformation. Jo stærkere komprimering, desto lavere dataforbrug, men også mindre naturlige billeder.

Når det gælder streaming, er vi vant til at tænke i downloadhastigheder. Hvis man for eksempel har det dyre Netflix-abonnement med adgang til 4K-indhold, anbefaler denne tjeneste en internetforbindelse på mindst 25 Mbps, mens HD og SD (576p) kan klares med henholdsvis 5 Mbps og 3 Mbps. Disse tal virker måske ikke afskrækkende på downloadsiden, hvor internetudbydere tilbyder størst båndbredde. Når man skal uploade fra et webkamera, får man typisk kun en tiendedel af kapaciteten til rådighed, eksempelvis 30 Mbps på en forbindelse, der markedsføres med 300 Mbps.

Derfor bør man indstille opløsning og billed-frekvens på et webkamera efter den tilgængelige internetforbindelses kapacitet. Derefter afhænger det endelige resultat af webkameraets elektronik og software, som kæmper for at sende det bedst mulige resultat ud på nettet.

Dette lykkes ikke altid lige godt. I EISA, hvor AOD er Danmarks repræsentant, har vi i forsommeren været med i flere videokonferencer med deltagere fra hele Europa. Her har lyden sjældent været et problem, men nogle gange har billedet fra enkelte kolleger været så pixeleret, at det har lignet et skakbræt. Dette skyldes sandsynligvis utilstrækkelig uploadbåndbredde. I Danmark har vi også områder, hvor teleselskaber ikke vil garantere mere end 0,5 Mbps, og så bliver selv VGA-streaming en udfordring for de gamle kobberkabler i jorden.

Til en opløsning på 1080p30 (FHD med 30 billeder i sekundet) anbefaler streamingspecialisterne hos amerikanske BoxCast en upload-hastighed på 13 Mbps og angiver 2,75 Mbps som absolut minimum. Se også tabellen.

Så meget upload-båndbredde behøver man til streaming fra webkameraer med forskellig opløsning. Profferne hos BoxCast oplyser både anbefalede og minimumshastigheder.

Om denne test

Denne artikel er den første gruppetest af webkameraer i AOD, og endnu et ”first” er, at vi dokumenterer de enkelte kameraers billedkvalitet ved at lade dem fotografere et såkaldt testark.

Dette testark kan sammenlignes med et tv-prøvebillede, og det kan afsløre skarphed, farvefejl og fortegning, så det bliver nemt at sammenligne forskellige modeller.

Testarket er i liggende A3-format med en højde på knap 30 cm, som passer til et brystbillede af en person, og vores billeder er taget i kontoret, hvor arbejdsbelysningen er lysstofrør med farven varm hvid (3000K) og på skrivebordet har en styrke omkring 350 lux. Indstillingerne har vi overladt til webkameraernes automatik, og ud over at fritlægge motivet har vi ikke redigeret eller ”forbedret” optagelserne.

Når et webkamera bruges til videokonferencer, overtages det meste af kontrollen af den anvendte platform, som i EISA er Skype. Det stiller minimale krav til deltagerne.

Til videooptagelser til streaming findes der et stort udvalg af gratis- og købeprogrammer. De falder uden for denne artikels koncept. Vi har gjort det nemt for os selv ved at bruge Microsofts gratis app, der simpelthen hedder Kamera og indgår i Windows 10.

Gearlab G63 til 599 kr.

Gearlab slår hårdt på opløsningen. Den er god nok med ”HD”, men ”4K” er
baseret på en kreativ fortolkning af billedsensorens datablad. Det brugbare antal pixel når kun op på en fjerdedel af ægte 4K.

Uægte 4K

Lad dig ikke narre. Opløsningen er slet ikke så høj, som kameraet praler af

Gearlab er et husmærke tilhørende EET Group, som er en af Europas største elektronikdistributører og står for et sortiment af forskelligt it-tilbehør, heriblandt opkoblede enheder.

G63 er det eneste webkamera i denne test med ”HD 4K” på fronten, og til prisen ville det være fantastisk, hvis det virkelig kunne optage video i 4K-opløsning. Det kan det ikke.

Lille og let

På emballagen kan man læse, at G63 understøtter 1080p og lave-re videoopløsning, samt at billed-sensoren er en Sony IMX179 på 8 megapixel, der hos Gearlab bliver til 4K-opløsning. Ifølge Sonys eget datablad fra 2014 er sensorens billedformat 4:3, så for at få det brede 16:9-format bruger man kun knap halvdelen af de 2448 vandrette
billedlinjer på chippen. Endvidere har vi læst os til, at sensoren understøtter billedfrekvenser op til 30 fps.

Gearlab G63 fylder og vejer ikke meget. Webkameraet er i sort plast med en godkendt finish. Den kombinerede fod og holder hænger stabilt på vores skærme, og der er en standard ¼”-gevind-bøsning, som gør det muligt at sætte kameraet på et stabilt
stativ, hvis G63 skal bruges til
optagelse af streamingindhold.

Kameraets responstider kunne være bedre. Især når der skal stilles skarpt på et plant motiv som eksempelvis et dokument, kan det kræve et par forsøg og lige så mange sekunder, før autofokussystemet har fundet balancen.

Gearlab G63 har en lidt bleg gengivelse af farverne på vores testkort, og detaljerne er ikke helt så skarpe, som de kunne være. Når G63 bruges til videokonference med Skype, bliver hudfarver nemt noget udvaskede i ovenlys.

Lyden er der ikke kælet for, og den opleves bedst, når man sidder ret tæt på kameraet.

Det uægte 4K-webkamera fra Gearlab har lidt blege farver, og skarpheden ligger i underkanten af Full HD-området.

Samlet vurdering: 3/6 stjerner

Testholdet mener: 

”Påskriften ”HD 4K” fremkalder en forventning om, at kameraet kan optage og streame 4K-opløsning. Gearlabs egne specifikationer viser, at dette ikke ligefrem er tilfældet.”

Trust Trino HD til 249 kr.

Trust Trino er et meget lille webkamera, som ikke syner af meget på toppen af en skærm eller stående.

Billig entrebillet til videochat

Lav pris gør kameraet attraktiv. Men måske er det værd at ofre lidt mere på dine videosamtaler

Det lille Trust Trino er testens Benjamin i størrelse og i pris. Det har også testens største prisspænd hos PriceRunner, hvor flere forhandlere har sat det til fantasi-priser mellem 488 og 700 kr.

Som det eneste webkamera i denne test har Trust Trino – mulig-vis opkaldt efter en norditaliensk by – en holder med bøjelige ben, som det er nemt at tilpasse en skærm. Til gengæld står det ikke særlig sikkert på en bordplade.

Mystisk opløsning

En anden unik feature er en snapshot-knap på oversiden. Den skal bruges til at tage et stillbillede af skærmens visning. Vi har ikke fundet ud af hvordan, men vi anser det også for mindre væsentligt. Dels fordi det er svært at trykke på knappen, uden at billedet ryster, og dels fordi Kamera-appen har en stor knap til formålet.

Trino kan optage i video med HD-opløsning (720p), fint til prisen. Billedsensoren i kameraet har en opløsning på 1280 x 720 pixel, og vi fatter ikke, hvordan Trust kan få dette til ”With button to take a picture at resolu-tions up to 8 megapixels”.

Samme oplysning ses under specifikationer som ”Still image resolution 3200 x 2400 (software)”. Måske menes der, at et billede kan skaleres op i software?

De billeder, vi har taget med kameraets app, har samme opløsning som billedsensoren, 0,92 MP. Noget må være smuttet.

Optagelsen af vores testkort er ikke ideel. Vi gætter på, at automatikken har sat hvidbalancen til godt 4000K. Der er minimal synlig fortegning, og skarpheden er, som man kan vente: tilstrækkelig til en mindre skærm. Bevægelser er ikke kameraets livret.

I fabriksindstillingerne rammer Trust Trino noget forbi farverne på vores testkort. Skarpheden svarer til billedsensorens forholdsvis lave HD-opløsning.

Samlet vurdering: 3/6 stjerner

Testholdet mener:

"Trust Trino er et webkamera, som er svært at anbefale til andet end en nødsituation. Den eneste unikke feature, snapshot-knappen til stillbilleder ,virker ikke med vores grej."

Trust Tyro FHD til 449 kr.

Inkluderet i den allerede skarpe pris på Trust Tyro-webkameraet er et lille stativ, som supplerer den almindelige holder og er en god hjælp ved optagelse af videoindhold til streaming.

Full HD til skarp pris


Trust betyder tillid, men er også navnet på et hollandsk tilbehørsfirma, som popper op i stadig flere sammenhænge. Trust positionerer sig som ”Leading value-for-money brand” inden for it, mobil, smart home og ikke mindst gaming. Det er nemt nok at sige, men vores foreløbige erfaringer med firmaets produkter indikerer, at der nok er noget om snakken.

Tyro – Trust er måske inspireret af Ikeas navnepolitik? – er græsk og betyder egentlig novice eller nybegynder, men er også navnet på firmaets bedste webkamera. For noget under 500 kr. får man ikke alene et ægte FHD-webkamera. Der er også smidt et lille trebenet stativ i emballagen. Det skal man nok ikke belaste med et professionelt systemkamera, men det fungerer fint med Tyro på bare 83 gram.

Godt design

Tyro er lidt mere elegant designet og bedre bygget, end vi hidtil har ventet af et web-kamera i denne prisklasse. På en laptop kan det virke lidt voldsomt, men på en stor office-skærm passer det perfekt.

Kamerahuset er bredt – og har huller på bagsiden, så der kunne være et par små højttalere i det. Det er nu ikke tilfældet, og lyd-siden klares af en enkelt mikrofon på fronten.Kameraets synsfelt på 65 grader er forholdsvis snævert, så man bør ikke rykke for tæt på det. Dette kolliderer med, at lyden bliver klarest, netop når man er i mikrofonens nærfelt.

Overraskende nok – eller skal vi sige impo-nerende? –rammer Tyro-webkameraet farver-ne på vores testkort praktisk talt perfekt. Skarpheden er også i top. Motiver i bevægelse kunne stå en smule skarpere, og eksponeringen har lidt svært ved at klare stærke kontraster i kontorbelysning. Lyden er typisk for et webkamera i klassen

Trust Tyros optagelse kommer meget tæt på farverne på testkortet i vores kontorbelysning. Skarpheden og lineariteten er også glimrende i prisklassen.'

Samlet vurdering: 5/6 stjerner

Testholdet mener: 

”Trust Tyro er et eksempel på, at et
moderne webkamera i økonomiklassen kan levere god billedkvalitet til video-
konference. Det medfølgende stativ vil især være en fordel ved optagelse af indhold til streaming, men desværre er der ikke gjort meget for lydkvaliteten.”

Logitech StreamCam til 1299 kr.

Det ligner ikke andre kameraer og er ganske diskret. Objektivet tegner skarpt, og en stereomikrofon gør lyden nærværende.

I en klasse for sig selv

Hurtigt kamera, der tager skarpe billeder i fin opløsning. Kameraet er perfekt til videokonference

Logitechs nye StreamCam er et webkamera, det er nemt at blive forelsket i. Kamerahusets materialevalg og forarbejdning oser af kvalitet. Der er også kælet for detaljerne: Det forholdsvis kraftige kabel er ganske fleksibelt, to
gedigne holdere følger med, og USB-stikket er den avancerede C-type, som ikke kan vendes forkert.

Det tæller yderligere på plussiden, at firmaet har udviklet en Capture-app til semiprofessionel optagelse og redigering af streamingindhold. Denne app kan downloades frit, men den vil ikke kendes ved andre mærker – og heller ikke vores ellers velfungerende Logitech C930e Webcam fra 2013.

Det er hurtigt

StreamCam kommer med to holdere – en almindelig, men meget veludført type til at hænge på toppen af en skærm plus en lille sag med ¼” stativgevind.

Selve kameraet klikkes i en af holderne på et øjeblik og kan også roteres 90 grader til optagelse i stående format, når indhold forventes vist på en smartphone.

Kameraet optager ikke alene i Full HD (1080p). Det kan også indstilles til 60 fps (billeder i sekundet). Det er dobbelt så meget som normalt, og det betyder, at motiver i bevægelse vises mere naturligt og glidende – og kræver mere båndbredde.

De automatiske indstillinger af fokus, eksponering og hvid-balance (farvetemperatur) foregår hurtigt og præcist. Under videokonferencer behøver man ikke sidde så stille som muligt, for kameraets indstillinger følger fint med motivet.

Billede og lyd

Logitech StreamCam leverer en farvegengivelse på den varme
side, som kan klæde personer. Skarpheden er i top for et FHD-webkamera, og bevægelser virker naturlige på grund af den høje billedfrekvens.

Stereomikrofonen giver lyden et ganske godt bredde/dybdeperspektiv, og støjreduktionen dæmper støj fra omgivelserne – uden at fjerne hele rumfornemmelsen. 

Logitech StreamCams farvebalance hælder en anelse mod det varme, hvad der kan være en fordel ved gengivelse af hudfarver. Skarpheden er testens bedste.

Samlet vurdering: 5/6 stjerner

Testholdet mener: 

”Logitech StreamCam er et super webkamera til video-konferencer. Dets fine billed- og lydkvalitet samt hurtigt
reagerende automatik skaber en god fornemmelse af nærvær – hvis de andre deltagere også har hurtige internetforbindelser. Ydermere er StreamCams Capture-app et plus, hvis man selv producerer indhold til streaming på nettet.”

 

SådanAOD giver alle testede produkter en karakter på mellem 1 og 6 stjerner på en række udvalgte punkter. Ved beregningen af ”Samlet vurdering” tillægges karakteren for ”Ydelse” samme vægt som alle andre karakterer tilsammen. ”Testvinder” er testens bedste produkt samlet set. ”Bedste Køb” er det produkt, som giver bedst valuta pr. investeret krone. Nogle
produkter får desuden anerkendelsen ”Anbefaler” for særlig høj kvalitet.