Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Vivitek DH3660Z: Stærk businessprojektor til skarp pris

Skabt til business og undervisning: Vivitek DH3660Z tilbyder høj opløsning og lysstyrke plus minimal vedligeholdelse.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vivitek er måske ikke det mest kendte varemærke i Danmark, men selskabet bag, Delta, er bestemt ikke nogen ubetydelig aktør. Det har hovedkvarter i Taiwan og fremstiller visuelle display- og præsentations-produkter, heriblandt projektorer og digitale skilte – signage på nudansk. Koncernen omfatter hele 114 salgsafdelinger, 56 R&D-centre og 30 produktionsfaciliteter på verdensbasis.

Her tester vi den nye Vivitek DH3660Z-businessprojektor. Designet er rent business – kompakt og skabt til at holde. Og med en kampvægt på 7 kg er projektoren mere flytbar end bærbar. Vi har set billigere businessprojektorer, men når det gælder TCO (Total Cost of Ownership –samlede omkostninger i dens levetid), gør denne model et lovende indtryk.

Til permanent installation

Som det er almindeligt i denne del af markedet, er DH3660Z en ”connect & forget”-projektor. Den forseglede optiske konstruktion betyder, at der ikke er noget filter, som skal skiftes med regelmæssige intervaller. Lyskilden kan heller ikke udskiftes af brugeren, for den er af lasertypen og kommer med 5 års/10.000 timers garanti. Og man kan regne med op til 20.000 timer, hvis man hovedsagelig bruger Eco-indstillingen. Det er noget andet end de par tusinde timer, man kan få ud af en dyr lampe.

Tilslutningspanelet har terminaler til alle de gængse stiktyper, og der er USB-A-port til strømforsyning af en dongle. En nærbetjening med de vigtigste taster er der også blevet plads til i højre side.

DH3660Z bør indgå i en professionelt opsat og kalibreret installation. Vi har brugt forholdsvis lang tid – op mod en halv time – alene på at få billedet til at stå geometrisk optimalt på vores 90”-lærred. Det skyldes delvis, at der kun er lodret objektivforskydning – og kun med et justeringsområde på + 13 procent. Til gengæld er der både vandret og lodret Keystone-trapezkorrektion plus finjustering i de fire hjørner. Det indbyggede gittermønster er en fin hjælp, men da nogle justeringer indvirker på hinanden, tager tingene lidt tid.

DH3660Z har et af de bedst udbyggede tilslutningspaneler, vi har set, og alle slags computere kan tilsluttes. Der er hele tre HDMI 1.4-terminaler. Hertil kommer VGA (både ind og ud) og komposit-video til ”legacy” – det høflige ord for forældet – grej. Hvis projektoren skal indgå i et større system med central administration, er der en LAN-port, og analog lyd kan sløjfes både ind og ud. Der er sågar en mikrofontilslutning til brug via den indbyggede højttaler. Men den pipper ikke meget højere end en smartphone.

Fjernbetjeningen er ergonomisk med belyste taster. Den gule tast aktiverer en laserpointer.

Lysstærk og stille

Projektorens lysstyrke opgives til 4500 lumen, hvad vi ikke finder grund til at betvivle. I vores meget stærkt oplyste laboratorium/værksted står billedet med gode farver og kontrast, når blot vi slukker den del af loftslyset, som stråler direkte ind i lærredet. Det vil sige, at tilhørerne i et mellemstort mødelokale eller klasseværelse sagtens kan tage noter undervejs.Billedet dannes af en enkelt DLP-chip med FHD-opløsning.

Denne teknologi er dyrere end lcd-paneler, og gevinsten skal være stærkere kontrast og længere levetid. DLP kræver et roterende farvehjul, som kan støje lidt og give en regnbue-effekt, der generer enkelte mennesker – dog ikke denne signatur. Selv når man sidder lige ved siden af denne projektor, er dens akustiske støjniveau meget lavt, og der er ingen generende komponenter i støjspektret. En stille brise er et dækkende udtryk.