Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Visual Studio 2010

I den sidste halvdel af 2009 og den første halvdel af 2010, kommer der en masse nyheder fra Microsoft. Ikke bare Windows 7 og Office 2010 - Der er også en ny version af Visual Studio 2010 på vej.

Af Tom Madsen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Visual Studio 2010, nu ude i beta 3, er mere end bare en simpel opgradering af Visual Studio 2008. Der er en del arkitektoniske ændringer i Visual Studio 2010 - foruden de mange nyheder i Visual Studio 2010. Blandt andet er Visual Sudio nu bygget på Windows Presentation Foundation (WPF), der blev introduceret i .NET 3.0. Det betyder, at Visual Studio 2010 ser lidt anderledes ud end i de tidligere versioner. Du kan se introduktionsskærmen på figur 1.

Der er kommet support for flere skærme til, så det ikke længere er et krav, at flydende vinduer skal være inden for selve Visual Studio men kan flyttes til en anden skærm. Jeg er sikker på, at der uden tvivl er andre end mig, der er glade for den nyhed. Det, at Visual Studio 2010 er baseret på WPF, betyder også, at når du skriver din kode, så ser fonten anderledes ud.

Når man lige er kommet sig over, at det ikke er, ’som det plejer’, så er det faktisk ret rart! Fonten er mere glat, og da jeg selv først havde vænnet mig til det, var det lidt en nedtur at gå tilbage til Visual Studio 2008. Der er andre nyheder, der relaterer sig til selve Visual Studio IDE’et, men der er så mange nyheder, at jeg er nødt til at begrænse mig for at kunne dække de nyheder, der er i .NET, og de sprog, der kommer med Visual Studio 2010.

Nyt .NET

.NET er nu oppe i version 4.0 med den nye version af Visual Studio, og ligesom med IDE’et er der også her nogle arkitektoniske ændringer. Den mest åbenlyse - og efter min menig vigtigste - er bedre understøttelse af parallelprogrammering og flertrådet programmering.

Paralleprogrammering er det, man gør sig i, når programmerne skal understøtte flere processorer eller flere kerner, som det er tilfældet med langt de fleste af de cpu’er, der kommer fra Intel og AMD i vore dage. Der er kommet flere namespaces i .NET 4.0 til formålet. Et af dem er System.Threading.Concurrent, der er kommer med flere klasser rettet mod at gøre det nemmere at arbejde med tråde, så de ikke låser, når de for eksempel tilgår en samling af objekter.

Ifølge Microsoft skulle ydeevnen for disse nye klasser også være bedre, når de bliver brugt med for eksempel ArrayList objekter. Tidligere hvis du har arbejdet med unmanaged kode i dine programmer, har det været nødvendigt at sende den kode med, når du gav koden videre til kunden.

Med .NET 4.0, kan du nu inkludere den kode i din egen assembly, og compileren vil så automatisk kompilere den kode ind i din egen, så den del af din kode, der skal bruge kode, der er unmanaged, har adgang til den. CLR vil så tage sig af, at det hele sker i god ro og orden og med type safety. Selvom selve Visual Studio 2010 kun kommer i en 32bit udgave, så er .NET 4.0 tilgængelig i både 32- og 64bit udgaver, så hvis du udvikler noget i .NET 4.0, rettet mod en 64bit server, så kan dit program komme til at køre i 64bit på serveren.

Ligesom tilfældet var med Visual Studio 2008, så kan Visual Studio 2010 bruges med tidligere versioner af .NET helt tilbage til version 2.0 af .NET, som du kan se på figur 2. Der er kommet langt flere skabeloner til med Visual Studio 2010. De fleste af dem er naturligvis rettet mod nogle af de nye programmer, der er på vej ud fra Microsofts programmører, som for eksempel Office 2010.

Sprogene

Der er kommet endnu et sprog til i Visual Studio 2010, kaldet F#. F# har været fremme i diverse beta-udgaver i et par år efterhånden men er nu blevet til en integreret del af Visual Studio. F# er beregnet til funktionsprogrammering men understøtter også objektorienteret programmering.

De allerede eksisterede sprog i Visual Studio har også fået ny funktionalitet. Visual Basic har fået automatiske egenskaber, der fungerer på samme måde som dem, der kendes fra C#. C# har fået en ny type kaldet dynamic, der skal gøre det nemmere at programmere op imod COM objecter, som for eksempel dem der kendes fra Officeudvikling.

Hvad angår Microsofts udgave af C++, Visual C++.NET, er der ikke nogle nye typer at fortælle om, det eneste, der kan siges at være nyt, er, at Visual C++ nu bruger MSBuild, som de andre sprog i pakken, når der skal kompileres.

For dem af jer der havde ventet, at der ville være understøttelse for nogle af de nye udvidelser, der er på vej i C++0X standarden, er der godt nyt. Selvom ikke hele den nye standard er på plads, så er der kommet understøttelse for de ting, der er blevet fastlagt som for eksempel parallelprogrammering med tråde.

Microsoft har selvfølgelig også udvidet Visual C++.net med ting, der er specifikke for .NET 4.0. Der er også kommet et par nye kodebiblioteker til som for eksempel SafeInt Library, der assisterer programmøren med at undgå de frygtede overløbsfejl, der ligger til grund for mangen et sikkerhedsbrud i software.

Visual Studio Tools for Office (VSTO), er nu oppe i en version 4.0 med fuld understøttelse for udvikling op imod den kommende Office 2010 pakke, som vi tidligere har kikket på her i AOD. Hvis du tager et kik på figur 3, kan du se nogle af alle de nye projektskabeloner, der er i Visual Studio 2010, til Office 2010.

Læg også mærke til, at der ikke længere er skabeloner for Office 2003, så hvis du har programmer, der er rettet imod Office 2003, skal du blive ved med at vedligeholde dem i Visual Studio 2008. Officeudvidelserne i .NET 4.0 er meget lig dem, du måske kender fra version 3.0 af VSTO, med den ene forskel at de udvidelser, der er rettet specifikt imod Office 2010, har et v4.0 tilføjet til navnet. For eksempel Microsoft.Office.Tools.AddIn.v4.0.Utilities.dll.

Sharepoint

Hvad angår SharePointudvikling, er der store nyheder i Visual Studio 2010, tidligere har det været lidt af et cirkus at udvikle op imod SharePoint i Visual Studio, men de fleste af disse mangler er blevet rettet i denne version. De fleste af nyhederne er naturligt nok beregnet til udvikling op imod SharePoint 2010, der er sat til at udkomme sammen med Office 2010 til foråret.

Der er stadigvæk understøttelse for udvikling til SharePoint 2007 i denne version af Visual Studio, men i den Beta 2 jeg har brugt til denne artikel, er det kun WorkFlow udvikling, der er listet som mulige projekter.

Der er langt flere skabeloner til udvikling imod SharePoint 2010. En grund til dette er, at SharePoint 2010 kommer med et langt større antal API’er, end tilfældet var med SharePoint 2007. Microsoft positionerer SharePoint mere og mere som en platform for videre udvikling af tilpassede løsninger, end et stand alone-produkt til installation og brug. Visual Studio 2010 er naturligvis rettet mod disse tilpasninger af SharePoint 2010.

Her til sidst skal Microsoft have stor ros for den dokumentation, der er inkluderet med beta 2 af Visual Studio 2010. Der er artikler om det nye, kode eksempler, gennemgange af projekter, links til uddannelse fra microsoft.com og videoer fra channel9 på MSDN. I den første beta var denne dokumentation ikke-eksisterende, så det er noget nemmere at finde rundt i al den nye funktionalitet med beta 2 af Visual Studio 2010.

Det var en hurtig introduktion til det kommende Visual Studio 2010 udviklingsmiljø. Du kan allerede nu prøve den selv, eftersom beta 2 er offentligt tilgængelig fra Microsofts hjemmeside.

Når du læser dette, er den første offentlige beta af Office 2010 også kommet ud i en offentlig beta, så du kan begynde at teste dine officeprogrammer på denne nye platform. Visual Studio 2010 var oprindeligt sat til at udkomme den 22 marts 2010, men på grund af nogle performanceproblemer i beta 2 af .NET, er det udsat i et par uger, så det først udkommer i midten af april næste år. Der kommer så yderligere en releasekandidat i februar inden den endelige udgivelse i april.