Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Virtuelle stjernerejser

Fattigrøvenes rumrejser foregår i Celestia. Her kan vi til gengæld se himmellegemer, hvortil selv ikke alverdens formuer kan bringe os hen på rumrejser.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Celestia er et rumsimulator program, der er frigivet som open source under GPL-licensen. Det betyder, at det ikke kun er muligt, at downloade programmet til Windows, Linux og Mac OS X. Hvis man vil, er det også muligt at downloade kildekoden til programmet fra programmets webside.

Mange rumsimulator-programmer betragter stjernehimmelen, som den tager sig ud fra jorden. Celestia er derimod et 3D rumsimulator-program, der lader dig foretage en virtuel rejse gennem tid og rum mod fjerne destinationer, som befandt du dig på et rumskib.

Som standard er det muligt at besøge godt 100.000 forskellige stjerner og andre himmelobjekter, men man kan downloade ekstra stjerner til programmet, så det er muligt at se 1 million stjerner.

Programmets interface kræver lige en smule tilvænning, men det er ikke overvældende svært, da man bruger musen til at rejse med. Man kan desuden speede tiden op med forskellige tidsfaktorer og zoome ind og ud på de enkelte objekter. Hvis man ønsker at lære at bruge programmet og se, hvad det kan, går du ind under hjælp i menuen.

Her er der en demo af, hvad programmet kan, og andetsteds under hjælp, er der en liste over hvilke kontrolmuligheder, der er tilknyttet programmet. Der er også glimrende online hjælp til Celestia.

Besøg også Celestia Motherloade, der er en samling af add-ons til Celestia.