Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu bliver virtual reality rent tivoli

En mildest talt uvirkelig oplevelse venter gæsterne i verdens første virtual reality-park, The Void, som snart åbner i Utah i USA.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvorfor bare spille et spil på din skærm, når du kan opleve det med kroppen?

Det var spørgsmålet, som it-iværksætteren Ken Bretschneider (der tidligere har stået bag sikkerhedsfirmaet DigiCert) stillede sig selv – og derved fik ideen til verdens første virtual reality-baserede forlystelsespark, som snart åbner nær Salt Lake City i den amerikanske stat Utah. I The Void bliver du sluppet løs i et sælsomt univers, hvor du kun har virtuelle våben til at forsvare dig mod onde kræfter af snart sagt enhver art på Jorden og i verdensrummet, hvor ingen kan høre dig skrige.

Du skal dog først iføre dig en særlig hjelm, vest og handsker. Når du er klar, bliver døren til en række verdener lukket op, og du bevæger dig langsomt og årvågent ind gennem gange, der føles endeløse, fordi du føres rundt i cirkler, og de virtuelle omgivelser skifter konstant. Hvert rum, der er på cirka 20 x 20 meter, er opbygget af flytbare vægge beklædt med skumgummi, så det er let at flytte om på dem og tilbyde nye eventyr.

Fra troldmænd til dinosafari
Du skal starte med at vælge, hvilke missioner og verdener du vil bevæge dig ind i. I The Voids virtuelle verden kan du så udforske hjemsøgte slotte og fremmane onde ånder i en underjordisk krypt.

Men du kan også tage på dinosaursafari og deltage i drabelige slag på både landjorden og i en fjern fremtids rumverden. Du er enten alene eller sammen med nogle medspillere eller andre gæster, der deltager i gamet. Væggene skal føles virkelige, dine våben ligger tungt i dine hænder, og du kan kun alt for tydeligt mærke udfaldene fra dine angribere og modstandere. Undervejs vil du støde på mange genstande, som du kan strække dine hænder ud efter og røre ved. Det kan være spindelvæv, døre og cylindre til udklækning af sære rumvæsener.

I en Tomb Raider-lignende verden skal du blandt andet tage en fakkel ned fra væggen og forsøge at lyse dig vej gennem en mørk gang. Faklen er en rekvisit, men den skal føles absolut realistisk i hånden og ser også meget virkelig ud i det digitale billede af din hånd, som du ser gennem brillerne i din virtual reality-hjelm.

Der er ret stor forskel på, hvordan spilleren ser ud i virkeligheden, og hvordan han fremtræder som aktør i det virtuelle game. Der er ret stor forskel på, hvordan spilleren ser ud i virkeligheden, og hvordan han fremtræder som aktør i det virtuelle game.



Få meter er mange kilometer
Hvert rum interagerer med din dragt, så du kan opleve både lufttryk, temperaturændringer, tåge og lugte og mærke omgivelser og genstande, som var de virkelige, sågar vand og andre væsker.

Desuden er The Void projekteret, så du oplever at udforske og tilbagelægge kilometervis af terræn uden reelt at bevæge dig mere end få meter rundt i samme lokale. Og du møder tårne og skyhøje bjerge, der næsten når op i himlen, selv om der reelt ikke er over 8-10 meter til loftet i bygningen. Især skal et sceneri med et gigantisk vandfald imponere. Selve lokalet, hvor du oplever det, er ikke særlig stort, men en kold tåge og de realistiske lyde får det næsten til at virke, som om du står i det fri.

Ken Bretschneider afslører, at ideen til The Void opstod, fordi han altid havde været utilfreds med at sidde derhjemme og spille computerspil.
”Jeg havde lyst til at hoppe op fra stolen og gå rundt. Jeg ville være inde i spillet og følte, jeg var isoleret fra den virtuelle verden på skærmen, når jeg bare sad ned og spillede.” Med The Void har han formentlig fået både sin drøm opfyldt og sin lyst styret.

En tur i The Void skal koste 30 dollar og vil vare 20 minutter, men oplevelsen vil angiveligt være så intens, at det føles meget længere. Ophavsmanden har investeret 13 millioner dollar i den over 3 hektar store temapark i Utah, og selvom den endelige forlystelse først er planlagt til at åbne til sommer, kan nysgerrige allerede nu prøve løjerne på et 10 x 10 meter stort testområde i nærheden.

Her kan first-movers for en pris på 10 dollar få sig 6-7 minutters interaktiv oplevelse som appetitvækker.
Bliver The Void en succes, vil Ken Bretschnei-der åbne lignende virtuelle forlystelsesparker flere andre steder i USA og efter planen også i resten af verdenen.

Det er planen at oprette en kæde af virtual reality-temaparker i USA og med tiden måske også i Europa.

Dragten skaber underholdningen
Gæsterne bliver iført hjelm, vest og handsker

Hjelmen er den helt centrale komponent, der får de virtuelle scenarier til at udfolde sig. Mens udviklingen af park og teknik stod på, brugte folkene bag The Void almindelige Oculus Rift VR-briller, men siden har parken udviklet sin helt egen Rapture HMD (Head Mounted Display), som de hævder, overgår alle almindelige virtual reality-briller på markedet.

Brillerne er udstyret med såkaldte Quantum Dots, der giver særlig høj farvedybde og skarphed og et OLED-display, som The Void betegner som ”Dual High-Density Curved” for at antyde, at de sikrer 1080p (full HD) opløsning til hvert øje. Det hele præsenteres gennem en særlig linse i linse-optik, som The Void også selv har udviklet.

 

Hjelmen rummer blandt andet et sæt hovedtelefoner, som i en surroundsound-opstilling giver dig mulighed for at opleve lyd hele vejen omkring dig. Hjelmen rummer blandt andet et sæt hovedtelefoner, som i en surroundsound-opstilling giver dig mulighed for at opleve lyd hele vejen omkring dig.

Hjelmen indeholder desuden et sæt hovedtelefoner, som også gør det muligt at opfatte lyden, som kom den bagfra. Derudover rummer hjelmen sensorer, der registrerer spillernes hovedbevægelser med millimeterpræcision, så samspillet med de virtuelle omgivelser bliver præcist. Den store udfordring har især været konstant at placere gæsternes hoved, hænder og krop i den virtuelle verden og forhindre forsinkelser, der kan give en slags køresyge. Men teknikken fungerer så godt, at selv hvis du drejer hovedet lynhurtigt, opstår kun en mikroskopisk forsinkelse, der hurtigt bliver rettet ind.

Vesten er udført af let og fleksibelt materiale og kan tilpasses den enkelte bruger. Fire forskellige former for sansemæssigt feedback giver brugeren indtryk af at blive påvirket på alle dele af kroppen på forskellig måde alt efter, om man bliver ramt af et skydevåben, en laserpistol, en fjendtlig kølle eller får smæk af et ujordisk uhyre. Derved får hver påvirkning sin helt egen karakter, som du ikke ville opnå, hvis vesten blot vibrerede.

De tilhørende handsker er spækket med sensorer, der tillader dig at række ud og røre ved alle de redskaber eller våben, du støder på i omgivelserne. Og du kan ikke blot føle de forskellige ting, men også mærke vægten af dem, hvis du tager fat i dem. Dine hænder er naturligvis ikke iført handsker, når du ser dem gennem brillerne, men afspejler den karakter, du spiller. Handskerne er også udstyret med sensorer, der gør det muligt at trykke på knapper undervejs, ligesom du kan kaste besværgelser eller få superkræfter.

Kør race eller flyv i rummet
The Void skal også byde på simulatorer til to siddende personer til brug for situationer, hvor du naturligt sidder ned, mens du foretager halsbrækkende manøvrer som racerkører eller rumpilot. De to sammenbyggede formsæder kan bevæge sig 360 grader rundt i alle tre dimensioner samt gå op og ned med en hastighed, der fremkalder sug i maven.

I simulatorerne foregår realistiske kampe i fly og rumfartøjer. I simulatorerne foregår realistiske kampe i fly og rumfartøjer.