Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det er ikke mange teknologier, der får lov at leve så længe, men vinylpladerne har vist sig sejlivede som få andre.
De sorte skiver blev introduceret i 1948, som afløser for lakpladerne. Vinyl leverede ikke bare en overlegen lydkvalitet, de var også mere holdbare og kunne rumme væsentligt mere musik. "The Voice of Frank Sinatra" var det første album, der udkom på vinyl. Det var tidligere udgivet på 4 lakplader, men kunne nu klemmes ned på ét styk vinyl.
Har overlevet konkurrenterne
Selvom kassettebånd, CD'er og mp3'er senere er dukket op, med hver deres fordele i bekvemmelighed og til dels også lydgengivelse, så har vinylen overlevet, mens de andre mere eller mindre er døet hen igen.
Vinylsalget har boomet de senere år. I dag er det det eneste fysiske musikmedie, der for alvor er salg i.
Mange vil da også mene, at vinylen stadig er det format, der lyder bedst. Den diskussion bliver næppe nogensinde afgjort.
Men at et medie med 70 år på bagen overhovedet er noget man gider lytte til i dag, er i sig selv en bedrift.
Så stort tillykke til vinylen, der på alle måder har vist sig langtidsholdbar.