Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Vinyl – Renæssance eller retro?

Netop nu kan cd’ens forældre fejre dens 30-års fødselsdag. Det foregår i stilhed, for den er ved at blive overhalet af andre digitale medier – og lp’en lever stadig.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

”Cd’en er død, lp’en længe leve!” Det var ikke den overskrift, hi-fi- og musikbranchen drømte om, da cd’en blev lanceret i efteråret 1982 ved en megaevent i Salzburg, Mozarts fødeby. Herbert von Karajan var der sammen med Sonys Akio Morita, og den store dirigent udtalte noget i retning af, at springet op til cd svarede til at gå fra petroleumslamper til elektrisk lys. I forhold til kassettebåndet var cd’en da også et enormt fremskridt med hensyn til både lydkvalitet og holdbarhed, men en del musikelskere tog aldrig rigtigt den digitale disc til sig. De fortsatte med at spille deres analoge lp’er, selv om massemarkedet blev digitalt.

I dag er situationen den, at cd-salget i årevis har været faldende, og hvis denne trend fortsætter, kan cd’en om nogle år blive helt udfaset til fordel for downloads og streaming-tjenester. Til gengæld sælges der stadig pladespillere, og interessen for lp’er lader til at være usvækket.

Det vil dog være en overdrivelse at betegne lp’en som mainstream. Dens andel af det totale musiksalg ligger stabilt både globalt og i Danmark på under 1 %. Det vil sige, at der her i landet blev solgt nye lp’er for mindre end 4 mio. kroner i 2011.

Vinyl er cool
”Åh, at eje en pladespiller”, lød overskriften i en klumme skrevet af Sarah Skarum, Berlingskes livsstils- og modejournalist. Her beretter hun, hvordan hun ville have drønet kærestens lp’er ud, men i stedet forærede ham en pladespiller, og nu nyder de og vennerne deres gamle skiver. Det er noget helt andet end en iDevice med en playliste eller en USB-dims med en hel musiksamling.

”…det kræver lidt mere: Man skal ville, man skal gide, vende, gå tilbage, tørre af. Det er besvær, der er noget værd. … Pickuppen, der langsomt daler ned mod den sorte plade, den lette susen i højttalerne og så … musikken,” skriver Sarah Skarum blandt andet i sin hyldest til lp’en.

Hun og hendes netværk er ikke de eneste, der dyrker lp’en som et high-touch-medie. Det er en trend i tiden. Tilsvarende er vi jo også nogle stykker, som ikke får vores pizzaer fra butikken rundt om hjørnet – eller mikroovnen, men finder Henrik Skinbjergs kogebog frem og starter fra bunden. Man skal bare ville – og gide.

Det hotte ved vinyl
Ved siden af de fede covers og alt det andet følelsesmæssige er der også rationelle argumenter for at investere i en pladespiller og en lp-samling.

Penge: Ikke alle gør som Sarah Skarum & Co., men smider deres lp’er ud eller sælger dem for en slik. Der er stadig muligheder for at komme billigt til en stor musiksamling.

Dogme: Kan du finde de oprindelige udgivelser af gamle album, kan du høre, hvordan kunstnerne og producerne i sin tid syntes, at musikken skulle lyde. Det kan være noget helt andet end senere analoge eller digitale produktioner af den samme musik. Ridser og støv fra tidens tand kan også forstærke oplevelsen.

Lyd: Der er folk, som mener, at vinyl besidder nærmest magiske kræfter, som får al musik – selv digitale optagelser – til at lyde bedre end på cd. De betaler gerne formuer for nye superproduktioner på 180 eller 200 gram jomfruvinyl. En standard-lp vejer 130 gram.

Nåletryk og armresonans
Er du ny i lp-verdenen, er der i hvert fald to ting, som du bør være opmærksom på, når du indstiller og placerer din pladespiller.

Nåletryk: Den kraft, hvormed pickup-nålen trykkes ned i pladerillen. Nåletrykket bør vel være så lavt som muligt, så pladerne ikke slides for meget? Forkert! Hvis nåletrykket er for lavt, får nålen dårlig kontakt med rillen, og det flår vinylet op og giver forvrængning. Især til gamle skiver er du efter min mening bedst tjent med en nogenlunde robust pickup, som kører ved mindst 2 gram og renser rillen som en sneplov. Så springer pickuppen heller ikke så nemt i rillen.

Armresonans: Prøv at holde øje med dine højttaleres basmembraner, når du spiller lp’er. Hvis de foretager synlige bevægelser, uden at der er nogen særlig bas i musikken, er din pickup for blød – har for høj compliance – til tonearmen. Og hvis sådan en pladespiller står for tæt ved højttalerne, og/eller du skruer for højt op, kan du få akustisk tilbagekobling. Det hører du som en meget høj brummetone, der kan smadre dine højttalere, hvis du ikke får skruet ned i tide.

Dual er indbegrebet af tysk pladespiller-tradition. Dette mærke har været her ”altid”, og da vinyl var mainstream, var der altid trængsel på Duals stand på udstillinger.

Her var den store gimmick en pladespiller i et dobbelt gyroskopisk ophæng, som viste, hvordan tonearmen ikke lod sig påvirke af, om pladespilleren stod på hovedet eller i en hvilken som helst anden stilling.

Duals hemmelighed var tonearmens konstruktion. Når den først er udbalanceret, reguleres nåletrykket ikke ved at flytte kontravægten, men ved hjælp af en fjeder, som trækker pickuppen ned på pladen. Hvis Armstrong og de andre astronauter ville høre vinyl i deres Apollo-rumkapsler, skulle de blot sikre sig, at der stod Dual på pladespilleren.

Betjeningsmæssigt har Dual heller aldrig været minimalistisk. Mens mange mærker sværger til rent manuelle funktioner – tænd/sluk, håndføring af tonearmen, pickup-lift op/ned og hen at løfte armen, når nålen kører i udløbsrillen, har Dual altid ment, at den slags kan man lige så godt – eller bedre – overlade til automatik, og det går forbløffende godt. Så mangler vi bare, at pladespilleren selv kan springe mellem numrene ligesom en cd, men det er nok et kættersk ønske.

Tonearmen på Dual CS 455-1 ser let og elegant ud – uden at virke spinkel eller sart. Den bevæger sig i kardanlejer med lav friktion.

Pickuppen er en OMB 10 med elliptisk nål (18 x 8 µm) fra danske Ortofon. Dens nåleophængs compliance passer godt til tonearmen. Det kan du se, når du spiller en bulet lp. Så bevæger hele tonearmen sig op og ned.

OMB 10 er en aldrende MM (Moving Magnet) konstruktion, og dens lyd er typisk for en Ortofon. Bas og mellemtone gengives pænt, men måske lidt tilbagetrukket. Diskanten kan ikke måle sig med Ortofons verdensberømte MC-enheder – eller en god cd. Den er noget flad og klemt i dynamik, og nålens profil betyder, at støv og ridser høres ganske stærkt i lydbilledet.

Music Hall er en amerikansk hi-fi-virksomhed, hvis produkter er nogenlunde overkommelige i pris. Sortimentet domineres af tokanal-komponenter, og der er et nydeligt lille udvalg af forstærkere, tunere og D/A-konvertere plus en bred vifte af pladespillere.

Den testede USB-1 er Music Halls billigste pladespiller, og som navnet antyder, har den en USB-tilslutning, så du kan rippe dine lp’er. Dertil har den indbygget forstærker, så du kan slutte den til enhver forstærker med en analog linjeindgang.

Designet af USB-1 er mere end inspireret af alle disc jockeyers favorit – den legendariske og uopslidelige Technics SL-1210. Forrest til venstre finder du start/stop-knappen og lampen til belysning af stroboskopet på kanten af pladetallerken. Til højre har du den S-formede tonearm med aftageligt standardhus, pickup-lift og en skyder til +/-10 %-regulering af hastigheden. Kort sagt alt, hvad en amatør-dj behøver.

På tæt hold kan du sagtens se og mærke, at Music Hall USB-1 ikke er smuglet ud af bagdøren hos Technics i Japan. Det er forventeligt, for SL-1210 vejer og koster ca. fem gange mere end USB-1.

USB-1 kommer med en AT3600L pickup fra en anden gammel kending – japanske Audio Technica. Den har en konisk diamant med en radius på 15 µm. Nålearmen virker robust og er resonansdæmpet med en gummiagtig coating, og da den kan spore ved op til 3 gram nåletryk, er den også fin til slidte, ridsede og støvede lp’er.

Om betjeningen er der ikke så meget andet at sige, end at du skal gøre det hele selv. Pickup-liften er glimrende og har en tilpas hurtig nedsænkning af nålen.

Via phono-indgangen på min Harman Kardon HK 970 forstærker virker lyden lidt tam, men ganske ren og behagelig. Diskanten er bedre end Duals, men til gengæld savner jeg lidt nærvær i mellemtonen. Djs vil måske foretrække at skifte til den indbyggede forforstærker i pladespilleren, for den trykker noget mere i bassen.

Engelske Rega har opbygget godt ry for at bygge fede pladespillere til fornuftige priser, men det er også muligt at komme af med seriøse penge for en Rega som Planar 9 2000 til 28.000 kroner.

RP6 ligger midt i Regas prisspektrum og kan fås for 10.000 kroner med en Exact pickup, som i løs vægt koster 2.800 kroner. Hvad får du så for de penge? RP6 er opbygget på en elegant, højglanspoleret plint af MDF overtrukket med fenol. Pladetallerkenen er af 16 mm tykt, røgfarvet glas.

Den vejer 2,1 kg og har sin masse koncentreret langs periferien, så inertimomentet bliver højt, uden at vægten øges tilsvarende.

Tonearmen hedder RB303, og dens rør er støbt i ét stykke aluminium. Den bevæger sig selvfølgelig i lejer med små tolerancer, og til nogle entusiasters irritation kan den ikke justeres i højden. Selv mener Rega ikke, at man skal bekymre sig om pickuppers lodrette sporingsvinkel, og denne T3’er er enig.
Pladespillerens motor styres af en ekstern boks, indeholdende en kvartsstyret sinusgenerator med en lille effektforstærker, og lp’ers 33,33 omdr./min. rammes uhyre præcist.

Det er fint, at motorstyringen er ekstern, for så kan den ikke forstyrre brumfølsomme MC-pickupper. Men det ligger uden for denne T3’ers fatteevne, at motorstyringen skal fødes af en egentlig strømforsyning i form af endnu en af de overdimensionerede stikpropper, jeg har alt for mange af. Kunne den ikke bygges ind i boksen?

Rega Exact tilhører MM-familien og har et forholdsvis højt output, så den kan sikre et godt signal/støjforhold via enhver phono-indgang. Dens nål er en nøgen (uindfattet) diamant med en skarp slibning, som skal hente alle vinylets detaljer frem.

Når du lytter til RP6, forstår du bedre de mennesker, som med blanke øjne beretter, hvordan deres musik har fået et helt nyt liv fra lp’er. Lyden står meget langt ude i rummet, men stadig på en behagelig og musikalsk måde.

”The Wall” med Pink Floyd har jeg bl.a. som en jubilæumspresning på 180 gram-skiver, og det album kan på RP6 opleves med en rigdom af detaljer, som de andre to pladespillere i denne test – for ikke at tale om MP3-filer – ikke kommer i nærheden af.