Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: ViewSonic XG3202-C og ViewSonic XG2530: Ekstreme skærme til e-sport

For ambitiøse gamere kan skærmen være afgørende for, om de vinder eller taber et spil. Derfor betyder hastighed mere på en gamingskærm end opløs-ning eller farvepræcision. Læs mere om to fede ViewSonic-nyheder.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I it-universet er gamingprodukter, hvad gejlede øser er for bilentusiaster. Selvfølgelig sidder gamere ikke på alufælge med hudtynde lavprofildæk, men ellers er fartstriber, blinkende lygter og vanvittige præstationer ofte en del af spilverdenen.

ViewSonics hjemmeside illu-strerer situationen. Virksomheden har hovedkvarter i Taiwan og en stærk position – ikke mindst på det amerikanske marked. Produktprogrammet er koncentreret omkring visuelle displayløsninger – skærme, projektorer og såkaldte tynde klienter til både professionelle miljøer og krævende brugere.

Skærme eller monitors er en stor produktkategori, og øverst på listen står ”Entertainment & Gaming”. Derefter følger professionel video og grafik, business og touchskærme.

Når millisekunderne tæller

Aktuelt har ViewSonic otte dedikerede gamingskærme på programmet. I størrelse spænder de fra 24” til 32”, og de fleste holder sig til ”almindelig” full HD-opløsning (1920 x 1080 pixel) opløsning. En enkelt model tilbyder QHD (2560 x 1440 pixel), og UHD/4K (3840 x 2160 pixel) er også en mulighed, hvis prisen er underordnet. Men to specifikationer er endnu vigtigere til gaming – responstid og opdateringshastighed.

Responstid er et mål for, hvor mange millisekunder (ms) en skærms pixel (billedpunkter) behøver til at skifte fra én gråtone til en anden. Det kaldes GTG eller Gray to Gray i specifikationerne. Oprindeligt var flydende krystaller i LCD-paneler ret sløve, men i dag er 10 ms eller hurtigere en ganske almindelig værdi. ViewSonic og andre producenter kan prale med responstider ned til 1 ms eller endnu kortere på deres hidsigste skærme.

Opdateringshastighed fortæller, hvor hurtigt hele billedet på skærmen optegnes af elektronikken. Tres gange i sekundet eller en frekvens på 60 Hz er en almindelig værdi for en computerskærm, ligesom 50 Hz er for et tv, men alligevel kan det være for sløvt til meget hurtige bevægelser, f.eks. når en bold sparkes eller slås hen over skærmen. Derfor er det nu muligt at finde skærme med opdateringshastigheder helt op til 240 Hz.

Der er også et tredje mål for en computerskærms reaktionsevne, men det kan man normalt ikke finde i producenternes datablade. På engelsk kaldes fænomenet Lag Time, som kan oversættes til tidsforsinkelse og angiver, hvor lang tid det varer, fra skærmen modtager et videosignal, til LCD-panelet viser det som et billede.

Denne tidsforsinkelse hænger ikke direkte sammen med hverken responstid eller opdateringshastighed. Typiske værdier for gamingskærme er 10-15 ms, mens fjernsyn kan være meget sløvere. Almindeligvis anser man hvad som helst fra 20 ms og nedefter som godkendt til hardcore-gaming.

Panelteknologier

I Alt om DATA nævner vi hyppigt begreber som IPS, TN og VA, og vi tager det som regel for givet, at alle vores læsere ved, hvad disse forkortelser står for. Denne mentale dovenskab kan vi forklare med, at almindelige pc-skærme til kontorarbejde og grafik stort set altid er baseret på IPS (In-Plane Switching), som vi anbefaler til alt andet end spil.

Når det skal gå stærkt, er TN (Twisted Nematic) stadig den eneste teknologi, som kan levere responstider omkring 1 ms. Prisen herfor er bl.a. farvefejl, når man ikke sidder lige foran skærmen. Endelig er der VA (Vertical Alignment), der egner sig til film i kraft af et højt kontrastforhold og behagelige farver, men kan frembringe spejlbilleder (ghosting) under hurtige spil.

Lille, flad og dyr

Til alle andre formål end spil lyder en pris på op mod 4000 kr. langt ude i hampen for en skærm på 25” (24,5” synlig diagonal). Ikke desto mindre er det, hvad ViewSonic vil have for den nye XG2530, og når vi ser lidt nærmere på denne skærm, passer regnestykket faktisk ikke så dårligt.

XG2530 har et lynhurtigt 240 Hz TN-panel med en responstid på 1 ms, og det er kun begyndelsen. AMD Free Sync betyder, at med variabel opdateringshastighed kan gameren slippe for såkaldt tearing (sønderrivning) i billedet, når der sker så meget i et spil, at computeren ikke kan tanke skærmen hurtigt nok op. Som navnet antyder, fungerer Free Sync sammen med AMD Radeon-grafikkort og kun i den højere ende – RX 580 med 8 GB anbefales som minimum.

Skærmen har alle de muligheder for personalisering, som en gamer kan drømme om. Den solide og stabile fod giver frihed til at dreje, vippe og højdeindstille skærmen, så TN-panelets begrænsede betragtningsvinkel ikke bliver et problem, og hvis situationen kræver det, kan XG2530 roteres til stående position.

Lige ud af kassen kan en ColorX-genvej til gode spiloplevelser aktiveres med et tryk på en knap. Blandt de øvrige indstillinger skal Black Stabilization fremhæves. Denne funktion gør det muligt at hæve lysniveauet i mørke dele af billedet, hvor skurke har det med at gemme sig, uden at hele billedet bliver for lyst.

Op til tre komplette sæt indstillinger af samtlige parametre kan gemmes under Custom-profiler i menusystemet. Der er selvfølgelig også de sædvanlige optimeringer til almindelige spiltyper – FPS (First Person Shooter), RTS (Real-Time Strategy) og MOBA (Multiplayer Online Battle Arena).

Stor, krum og økonomisk

XG3202-C er en mindre nørdet skærm på 32” (31,5” synlig diagonal) til en mere overkommelig pris på godt 3000 kr.

Skærmen er karakteristisk ved at have en forholdsvis kraftig krumning, svarende til en radius på 1,8 meter, der nærmest skal suge gameren ind i handlingen. I tv-butikkerne skulle buede fjernsyn for nogle år siden være det nye sort. Det blev de ikke, men både til gaming og almindelige pc-arbejdspladser kan den krumme form give mening og øge brugerens koncentration. I disse situationer er en mindre betragtningsvinkel heller intet problem for en enkelt bruger.

Sammenlignet med XG2530 er XG3202-C knapt så hidsig. Dens VA-panel har en responstid på 6 ms og en opdateringshastighed på 144 Hz, og AMD Free Sync står også på udstyrslisten. Nogle gamere vil muligvis også sætte pris på, at der er blevet plads til både en analog VGA- og en digital DVI-D-connector i tilslutningspanelet på undersiden.

De mekaniske indstillingsmuligheder er begrænset til vipning af skærmen. Højden bestemmes af den stabile fod og er meget fornuftigt fastlagt til 7,5 cm fra underkant til underlag.

Den beskedne opløsning i forhold til skærmstørrelsen gør billedet noget grovkornet på meget tæt hold. Derfor fraråder vi gamere at sidde nærmere denne skærm end omkring en meter. XG3202-C er ikke udrustet med XG2530’s ColorX-genvej, men har ellers de samme indstillingsmuligheder.

Fælles features

Mange entusiaster vil sætte pris på, at begge skærmes strømforsyning til LED-baglyset ikke er baseret på PWM (Pulse Width Modulation), som regulerer lysstyrken ved at variere, hvor hurtigt der tændes/slukkes for strømmen. PWM sparer køling og strøm, men kan give flimmer, som trætter øjnene på nogle følsomme mennesker ved lang tids brug. Derfor har ViewSonic valgt god, gammeldags jævnstrøm (DC), der sender en konstant strøm gennem lysdioderne.

Begge skærme har en meget effektiv antirefleksbehandling, som gør det muligt at spille i næsten enhver belysning fra en mørklagt kulkælder til et stærkt oplyst rum med masser af lysstofrør under loftet. Fra fabrikken er farvetemperaturen sat til Native, der hænger sammen med en meget høj lysstyrke. Hvis en af disse skærme skal bruges til almindelige pc-opgaver, bliver billedgengivelsen efter vores mening behageligere i sRGB-indstillingen.

Rigtige gamere lytter ikke til højttalere – de bruger hovedtelefoner. Og det bliver de ved med, hvis de vælger en af disse ViewSonic-skærme. XG2530 er så tynd, at det har været umuligt at finde plads til andet end et par bittesmå højttalere med en ualmindeligt tynd og forvrænget klang. Lidt bedre går det med XG-3202-C, hvor den nederste del af kabinettet er nogle centimeter tyk, men lyden er stadig ikke for sarte, forvænte ører.

Og hvad så med billedkvaliteten? Hvor meget bedre bliver den med de høje opdateringshastigheder på disse skærme? I forhold til en almindelig kontorskærm på 60 Hz er det nemt at se, at gengivelsen simpelthen ”flyder” bedre og jævnere, når hastigheden øges. Ved 144 Hz, som er den højest mulige frekvens på begge skærme, kommer bevægelser op på grænsen af det opnåelige, og det bliver nemt at afkode detaljer, som ellers kan være påvirket af slør.

Springet op til 240 Hz på XG2530 virker relativt beskedent, men udviklingen af grafikkort står jo heller ikke stille – især ikke i økonomi- og mellemklassen. Derfor kan det give mening at investere i den dyre skærm og være rustet til den næste bølge på hardware-fronten inden for avanceret gaming.

ViewSonic XG2530

sonic-g XG2530 er alle tiders værktøj til krævende gamere. Den solide fod gør det nemt at dreje, vippe og højdeindstille skærmen, og designet er ikke så liret, at det gør noget i et stue- eller kontormiljø.

Billedkvalitet: 5 /5

Features: 5 /5

Brugervenlighed: 3/5

Pris: 4/5

Samlet: 4.5/5

Alt om DATA siger:

»ViewSonic XG2530 er en forholdsvis lille gamerskærm med et stort ego og tårnhøjt specifikationsniveau på de punkter, der virkelig betyder noget for hardcore gamere. Skærmens byggekvalitet er tillidsvækkende, og den ser sej ud – uden at virke vulgær. Panelets TN-teknologi begrænser betragtningsvinklen, men er en forudsætning for den ultrakorte responstid.«

Nøgletal

ViewSonic XG2530

Pris: 3990 kr. (vejl.)

Skærmstørrelse: 25”, TN-teknologi

Skærmopløsning: 1920 x 1080 pixel

Farvedybde: 16,7 mio. farver

Lysstyrke: 350 cd/m2

Responstid: 1 ms grå til grå

Opdateringshastighed: 240 Hz

Tilslutninger: DisplayPort 1.2a, HDMI 1.4, HDMI 2.0, Hovedtelefon, USB 3.0 (1 In/2 Out)

Energiforbrug (Standby/sRGB/Native): 0,1/15/25 W

Mål: 566 x 533 x 239 mm (B x H x D)

Vægt: 6,8 kg (med fod)

ViewSonic XG3202-C

sonic XG3202-C kommer med et ret stærkt krummet LCD-panel, som kan trække en enkelt bruger dybere ind i spillets eller filmens handling. Den elegante fod gør det muligt at vippe skærmen.

Billedkvalit: 4.5/5

Features: 4/5

Brugervenlighed: 4/5

Pris: 4.5/5

Samlet: 4/5

Alt om DATA siger:

»ViewSonic XG3202-C er en stor pc-skærm, som henvender sig til både gamere og mere allround brugere med filminteresser, der gerne vil have den omsluttende og engagerende illusion, som en krum skærm kan skabe. Byggekvaliteten er godkendt, og den solide fod får skærmen til at stå sikkert på ethvert underlag. Udvalget af tilslutninger er godt.«

Nøgletal

ViewSonic XG3202-C

Pris: 3190 kr. (vejl.)

Skærmstørrelse: 32”, VA-teknologi

Skærmopløsning: 1920 x 1080 pixel

Farvedybde: 16,7 mio. farver

Lysstyrke: 300 cd/m2

Responstid: 6 ms grå til grå

Opdateringshastighed: 144 Hz

Tilslutninger: DisplayPort 1.2, HDMI 2.0, DVI-D, VGA, Audio In, Hovedtelefon, USB 2.0 (1 Out)

Energiforbrug (Standby/sRGB/Native): 0,3/21/38 W

Mål: 721 x 495 x 230 mm (B x H x D)

Vægt: 8,1 kg (med fod)