Af Palle Vibe, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
I 1969 blev teknologifirmaet BBN (Bolt, Beranek og Newman) i USA tilknyttet det såkaldte Arpanet-projekt (en slags forløber for internettet), og blandt andre blev computerprogrammøren Ray Tomlinson sat på opgaven. Han var visionær og fandt allerede i 1971 en metode til at sende tekstbeskeder mellem to computere, og e-post var født, hvor e selvfølgelig står for electronic.
Rette vedkommende
Tomlinson indså hurtigt, at e-post (som al anden post) kræver en adresse på både afsender og modtager. Den slags forstår en computer kun med brug af koder. Derfor vedtog han, at en e-mailadresse skal bestå af et navn (evt. brugernavn), et domæne (ofte navnet på udbyderen) og et top level domæne (com, dk, eu m.fl.) adskilt af @ og et punktum (dvs. navn@firma.dk). Ray Tomlinson valgte tegnet @, fordi det i forvejen var at finde på alle qwerty-tastaturer.
Dertil var der brug for adskillige fælles standarder (protokoller). Vigtig er SMTP (Simple Mail Transfer Protocol), men det er bare en manual for at sende og modtage, og da du jo ikke kan gøre begge dele på én gang, måtte der et par særskilte protokoller til. For at modtage en e-mail fra en mail-server (der bare er en stor computer eller harddisk, der altid er tændt, så den altid er tilgængelig), skal du via protokollen POP3 (Post Office Protocol, version 3), om end du kan også benytte protokollen IMAP (Internet Message Access Protocol).
For at sende en e-mail (altså lægge den ud på mailserveren, skal protokollen ASMTP i spil (Authenticated SMTP). ASMTP-protokollen er specielt udviklet for at afholde spammere fra at ”holde fest” med en normal SMTP-server.
Hvor har din side hjemme?
En særlig slags e-post er hjemmesider, der egentlig bedst kan sammenlignes med et lånebibliotek. Hjemmesider, der både kan indeholde tekst og billeder og dermed i virkeligheden kan være alt fra personlige blogs til videnskabelige afhandlinger, og her sørger protokollen HTML (Hyper Text Markup Language) for at omsætte tekst og billeder til computersprog. For at andre skal kunne se hjemmesiderne, skal de også lægges ud på en server (der i denne anledning kaldes en webserver), og det klares af protokollen FTP (File Transfer Protocol). FTP kan også hente programmer og andre filer fra nettet. Skal det være ekstra sikkert, bruger du protokollen SFTP (Secure File Transfer Protocol).
For at ”låne” en hjemmeside, skal du angive dens navn eller såkaldte domæne. Alle hjemmesider har en unik adresse et såkaldt URL (Uniform Resource Locator) på nettet, som gør det muligt at identificere og finde en bestemt hjemmeside og er opbygget af fire elementer bestemt af DNS (Domain Name System). En DNS-server kan populært sagt sammenlignes med en telefonbog med et alfabetisk register, og dens arbejde er at oversætte hjemmesidernes navne til såkaldte IP-adresser eller IP-numre, der er nødvendige for netværkstransmissionen. Selve overførslen sker via kommunikation på World Wide Web (www) og besørges af protokollen HTTP (Hyper Text Transport Protocol). Derfor skal du angive denne forkortelse først i hjemmesideadressen. Dernæst følger et navn, et punktum og en top level forkortelse kaldet TLD (Top Level Domain).
Navnet kan være navnet på en virksomhed eller andet og bestå af bogstaverne a-z, tallene 0-9 samt enkelte andre tegn. Siden 2004 har det også været muligt at registrere domænenavne med de danske æ, ø og å. Top level forkortelsen kan for eksempel være ”com” (commercial), der sammen med edu, gov, mil, net og org stadig hører til de mest udbredte TLD-domæner på nettet. Men TLD-domænet kan også være koden for det land, hvor hjemmesiden ”har hjemme”. Landekoden for Danmark er ikke overraskende dk.
Alt om DATA har eksempelvis domænenavnet http://www.altomdata efterfulgt af TLD-betegnelsen .dk.
Det hele forudsætter imidlertid en overordnet protokol, der sørger for, at de involverede computere overhovedet kan tale sammen. Den hedder TCP (Transmission Control Protocol) og bestemmer også, hvordan transmissionen skal håndteres. Almindeligvis kendes denne protokol dog under betegnelsen TCP/IP, da denne protokol og den såkaldte internetprotokol IP hænger tæt sammen. Her er især IP-protokollen både uundværlig og særdeles spændende, da den også angiver en unik identifikation af enhver computer. Noget som politiet tit anvender ved efterforskning. Mere derom i et kommende nummer af AOD.