Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Vi er viljeløse avatarer i et stort computerspil

Flere og flere teknologer med Elon Musk i spidsen taler for, at vores liv her på Jorden blot er en simulation. Mange kloge folk mener dog modsat, men begge opfattelser er næsten umulige at bevise.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sandsynligheden for, at vi ikke lever i en gigantisk computersimualtion, er én mod en milliard”! Sagde Elon Musk på Californiens Code Conference sidste år. Og Musk satte trumf på ved at tilføje: ”Enten udvikler vi simulationer, som er umulige at skelne fra virkeligheden, eller også ophører civilisationen med at eksistere. Det er de to eneste muligheder!” Og han fortsatte:

”For 40 år siden jublede vi over computertennisspillet Pong, fortsatte dollarmilliadæren ”hvor grafikken kun bestod af to lodrette streger og en firkantet klat. Nu 40 år senere har vi fotorealistiske 3D-spil, som kan spilles af millioner af mennesker samtidig. Realismen og mulighederne øges år for år, og før eller siden vil VR-computerspil ikke være til at skelne fra en virkelig oplevelse.”

En antik tanke

Både før og siden har adskillige kloge folk dog gjort sig lignende tanker. Den antikke filosof Platon var ikke usandsynligt først: En flok fanger, der er lænket fast i en hule og kun kan se skygger fra verden udenfor på hulevæggen, vil tro, at disse skygger er hele virkeligheden.

I nyere tid har også Nick Bostrom, professor i filosofi ved Oxford, i sin berømte ”simulations-hypotese” fra 2003 givet udtryk for samme tankegang. Brostroms teori, som Elon Musk læner sig pænt op ad, teoretiserer, at vi alle lever i en gigantisk computersimulation af Jorden, solsystemet og hele universet.

Simulationen er så realistisk, at den overbeviser alle de virtuelle skabninger, der lever og virker i den inkl. os selv.
Og i takt med, at vi har fået stadig større computerkraft, har ideen fået ny næring og nye tilhængere. Det kan så godt være, at vores nuværende teknologi ikke er helt op på beatet endnu, men det vil kun være et spørgsmål om tid.

Fortsætter udviklingen på nuværende hastighed, er det fair at antage, at vi på et eller andet tidspunkt – om 1000 år eller 10.000 år – kan skabe simulationer af verdener og væsner med bevidsthed og overbevisning om, at den verden, de lever i, er den skinbarlige virkelighed – den såkaldte ”base reality”.

Vores efterkommere kan være vores forfædre

Men måske er sådan et spil allerede skabt og udformet af en hyperoverlegen rumrace, der keder sig og får tiden til at gå med at skabe digitale væsner i computerskabte omgivelser, miljøer og verdener. En rumrace vil dog nok interessere sig mere for sig selv end for os, vores Jord og vores genvordigheder. Så når simulationen afbilder vores verden, mener Elon Musk og mange med ham, er det fordi, at den er skabt af mennesker.

Ikke af os, der lever i dag, men af vores kødelige efterkommere. Sagen er nemlig, at vores efterkommere måske for længst har fået den nødvendige teknik til rådighed og er begyndt at fremstille computersimulationer af en verden, de kender særdeles godt. Nemlig deres egen for generationer tilbage.

simulation Er vi viljeløse avatarer, der blot opfører en marionetagtig hverdag?

Du kan sammenligne det med, hvordan vi i dag spiller f.eks. Age of Empires (altså den nye flotte opdaterede udgave), og i en tid, hvor der ikke findes den opgave, som teknologi ikke kan klare, vil fremtidens mennesker sagtens på samme måder kunne tænkes at have skabt en computersimuleret verden, der blot udspiller sig i en ældre tidsepoke, og ganske som vi selv spiller computerspil i dag, gemmer vores efterkommere måske flere versioner af samme spil eller starter flere forskellige spil.

Men det kan vi stakkels computergenerede ”Sim’ere”, der bor inde i spillet, ikke erkende. Vi ser os selv som nutidens og fremtidens generationer, selv om de virkelige efterkommere af os altså måske reelt er vores forfædre.

”Da der altså udmærket kan være mange forskellige simulationer, men kun én rigtig virkelighed, kan du godt regne med, at vi er avatarer og befinder os inde i én af disse simulationer,” mener Elon Musk og uddyber: ”Slet og ret fordi chancen for, at vi lever i base reality, er så langt meget mindre”.

Det er klart, at denne opfattelse rejser striber af moralske, etiske og filosofiske spørgsmål. Er vore efterkommere så ikke guder, der har skabt os og bestemmer over vores liv? Næh, for de har jo ikke skabt andet end et avanceret 3D virtual reality-spil, hvor avatarerne er udstyret med velfungerende AI, og det gør dem jo lige så lidt guddommelige som skaberne af Mario eller Donkey Kong.

Måske …

Det er imidlertid utrolig svært at føre bevis for enten det ene eller det andet. ”Tilhængere af begge observanser kan med fuld ret hævde, at ethvert bevis for eller imod blot er en del af simulationen,” understreger David Chalmers, der er professor i filosofi ved New York University. De to lejres overbevisning bygger derfor en del mere på argumentation end bevisførelse.
Eksempelvis taler for simulationsteorien, at kvantemekanikkens måleproblem (at noget kun kan defineres, når det kan observeres) kan forklares af simulationshypotesen. Men det er blot et argument.

Lidt ud ad samme skuffe fremholder dr. Zohreh Davoudi, der er atomfysiker ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), at da en 100 % realistisk simulation af universet vil kræve ufattelig computerkapacitet, vil skaberne af simulationen formentlig skyde nogle genveje og skære nogle hjørner. Til den ende har Davoudi foreslået at studere baggrundsstrålingen, for hvis rumtiden kan påvises at bestå af små adskilte energiportioner frem for jævn udstråling, kan det være et tegn på, at simulationen sparer på computerkraften.

Et andet teoretisk argument, der kan føres til fordel for simulationsteorien, er ifølge Max Tegmark, der forsker i kosmologi ved samme teknologiske institut som Zohreh Davoudi, at jo mere vi erfarer om universet, jo mere fast synes det at hvile på matematiske love. ”Og da ingen kan bevise, at det er en naturgiven nødvendighed, tyder disse klare matematiske begrænsninger klart på, at vores virkelighed er computerskabt”.

Det er James Gates, der er fysiker ved University of Maryland, meget enig i, for han har observeret uregelmæssigheder i universets struktur, der minder om error-correcting koder. Fejlkorrektions-koder anvendes af computerprogrammer til at tjekke og rette spontane småfejl. Og det vil efter hans vurdering være temmelig usandsynligt at finde sådanne uregelmæssigheder i et univers, der ikke er computerskabt.

Astrofysiker Neil deGrasse Tyson, der er direktør for Hayden Planetariet under naturhistorisk museum i New York, holder også denne præmis for lødig og sætter sandsynligheden for simulationsteorien fifty-fifty.

Måske ikke …

Indvendinger er der dog også mange af. Selv om en række fysiske love ser ud til at være præget af begrænsninger, betyder det ikke nødvendigvis, at begrænsningerne skyldes en simulation. Det kan lige så vel være, at vi bare ikke kender de fysiske love godt nok.

Lisa Randall, der er fysiker ved Harvard mener eksempelvis, at naturen sagtens kan opvise sådanne fejlretningsmekanismer og henviser til, at kopieringen af DNA er underlagt en helt lignende fejlkontrol, for hvis det genetiske materiale bliver for rodet, vil individet ikke overleve.

De to stærkeste argumenter mod simulationsteorien er dog nok, at dels lever ingen højtstående teknisk civilisation formentlig længe nok til at kunne udvikle den nødvendige it-teknologi (pga. totalkrig, forurening, ressourcemangel og lignende), og dels vil teknologien måske slet ikke kunne udvikles overhovedet. Computerkraft kræver masse. For at simulere samtlige partikler i universet vil det kræve en supercomputer, der består af mindst lige så mange partikler, og det vil gælde på lige vilkår for hypotetiske fremtidige superkvantecomputere også. Men ifølge et forskerteam fra Oxford University er der simpelt hen ikke partikler nok i det kendte univers til at understøtte sådan en simulation.

Men der er stadig plads til filosofiske betragtninger, og kosmologi-manden Max Tegmark pointerer, at hvis vi lever i en computersimulation, gør vi bedst i at foretage os noget opsigtsvækkende og sjovt. Selv den mest spændende simulation bliver kedelig i længden, hvis du som simuleret skabning ikke foretager dig andet end det forudsigelige. Og så kan det hænde, at programmørerne henviser dig til et liv som regnorm eller simpelt hen lukker dig ned.

Du kan jo også prøve at spørge, hvad der sker, hvis en eller anden fejl får hele simulationen til at crashe?

Svaret er det samme – game over.