Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Vi har ikke ventet forgæves

Så kom det endelig! Blizzards alt for længe ventede realtime strategispil, StarCraft II, men hvorfor var det ventetiden værd?.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

På overfladen ligner spillet blot en grafisk opdatering af det første StarCraft fra 1998, men under overfladen...?

12 år. Så lang tid skulle der gå fra udgivelsen af det første StarCraft, til efterfølgeren så dagens lys. Og 12 år er lang tid for et spilbrand, eftersom de fleste computerspilsbrands har en levetid på omtrent seks måneder.

Ikke desto mindre har folk verden over ikke glemt StarCraft – tværtimod! Det skyldes, at folkene hos Blizzard har forstået at skabe et fantastisk afbalanceret strategispil med stærkt vanedannende elementer.

Har du spillet et realtime strategispil, har du stort set oplevet grundelementerne i alle realtime strategispil: Du skal samle ressourcer ind, bygge din base op, immobilisere dine tropper og sætte retningen mod fjendens lejr.

Det er kernegameplayet i stort set alle RTS’er – også StarCraft II.
Dog er StarCraft-serien meget mere end blot strategispil. Det er et helt univers, som kommer til live med karakterer, som har en stærk personlighed og baggrund.

Det er et fremtidigt science fiction-univers, der har så fængende en historie, som en god bog du ikke kan lægge fra dig, at du hænger fast i spillet længere, end du normalt plejer at gøre med spil i samme genre.

I StarCraft II: Wings of Liberty spiller du hovedsageligt som Terran, der er menneskeracen. Du kommer også til at stifte et kortvarigt og overfladisk bekendtskab med Protoss, der er den avancerede alienrace.

Zerg, den primitive og dyriske alienrace, møder du kun som fjenden i dette spil, men dette vil de kommende udgivelsespakker råde bod på.

Hvor gameplayet i StarCraft II skiller sig ud fra mængden, er balancen mellem enhederne. Hver eneste enhed har sine styrker og svagheder, men de har også mindst en modpol.

Bygger du eksempelvis en battle cruiser, der er slagkraftig og modstandsdygtig, kan fjenden bruge sine luft-til-luft-våben, som gør kort proces med cruiseren.

Det er styrken i StarCraft II. Gameplayet er afbalanceret, så ingen hær er uovervindelig, og ingen tropper er usårlige.

Alt for ofte i strategispil findes der et fåtal af enheder, som blot kan pløje igennem samtlige af fjendens styrker – det sker ikke her, og det kræver omtanke.

Det fængende ved spillet er, ligesom i etteren, at slagmarken kan blive enorm oplevelsesrig. Spiller du singleplayer, er det historien i spillet, som trækker.

Jim Raynor fortsætter sit oprør mod sin gamle, diktatoriske ærkefjende, mens han søger efter sin forsvundne kæreste, Sarah Kerrigan.

Et nyt element er, at du mellem missionerne kan opgradere dine tropper og bygninger gennem køb af ny viden eller research points, du kan tjene på forskellige sidemissioner.

Dermed lægger spillet op til, at du skal tage dig god tid til at gennemføre hver enkelt bane, da det ofte giver bonus at være nysgerrig.

Spiller du multiplayer, er det kampens intensitet, der fænger. Ligesom i det første StarCraft har to’eren en veludbygget multiplayerdel, som giver spillet en enorm replay value. Battlenet gør det simpelt at finde udfordrende modstandere.

Det vanedannende i multiplayerspil er klart, at enhver kan bygge en kæmpe hær op, men det kræver taktisk snilde at finde huller i fjendens forsvar såvel som svagheder i fjendens troppebesætning, hvorefter du kan udnytte disse mangler til din fordel.

StarCraft II er et fantastisk flot og stemningsfuldt spil. Det betyder dermed, at du skal have lidt af en maskine, især grafikkort, som kan trække det enorme læs af et spil. Til gengæld får du en kulørt og høj-detaljeret oplevelse ud af grafikken.

Spillets soundtrack er ligesom i det første spil præget af rock og elektronisk/klassisk musik, hvilket genererer en passende stemning på slagmarken.

Spiller du udelukkende singleplayerdelen er der godt 40-50 timers spilletid fordelt på over cirka 25 missioner – afhængig af sværhedsgrad og lysten til at udforske.

Tager du multiplayerdelen med, er det en personlig faktor, hvor meget du kan få ud af spillet – i Sydkorea er det nærmest en folkesport at spille det første StarCraft mod andre over nettet.