Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Versionskontrol i nye klæder

Når Microsoft sender nye versioner af Windows på gaden, kommer der ofte nye versioner af dets programmeringssoftware på gaden. Alt om DATA har kigget nærmere på Visual Studio og Team Foundation Server.

Af Tom Madsen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den 29. februar udgav Microsoft nye udgaver af den kommende Windows 8, Server 8, som nu er blevet døbt Windows Server 2012. Der blev også udgivet nye udgaver af de kommende versioner af Visual Studio (VS) og Team Foundation Server (TFS), som er Microsofts bud på en løsning til versionskontrol af kildekode med mere.

I denne artikel vil vi tage et kik på, hvad der er af nyheder i Visual Studio 11, og Team Foundation Server 11. Microsoft har ikke i skrivende stund meldt ud, hvad de officielle navne for disse versioner bliver, men lur mig, om ikke det ender med at blive Visual Studio 2012 og Team Foundation Server 2012.

At Microsoft vælger at udgive VS og TFS sammen med Windows 8, giver god mening, eftersom ny udvikling til de kommende versioner af Windows vil kræve, at udviklerne bruger den nye version af VS. Microsoft har ikke frigivet megen information om, hvordan applikationer til den nye Metro-brugerflade i Windows 8 skal udvikles, men det er uden tvivl om en af de ting, der vil blive uddybet på Tech Ed-konferencerne i løbet af sommeren i USA, og Europa.

Masser af nyheder

Derfor vil denne artikel fokusere på nyhederne i selve VS og TFS. I en senere artikel vil vi tage et kig på, hvad der er af nyheder i .NET 4.5. Det første du vil lægge mærke til, når du åbner VS, er, at brugerfladen har fået en ordentlig overhaling. Tag et kig på figur 1, så vil du se, at du kan vælge mellem to brugerflader: en lys og en mørk.

Også ikonerne i VS er blevet ændret for at have mere kontrast i de to nye brugerflader. Om man kan lide det nye ”look and feel”, er en individuel vurdering, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at Microsoft har modtaget en del kritik for den nye brugerflade. Microsoft har sagt, at man lytter til kritikken, men har ikke sagt noget om, om man vil lave noget om på den baggrund endnu.

Nogle af de nye ting i VS har allerede været prøvet af i VS 2010, i form af udvidelser. For eksempel er den nye Solution Explorer, kaldet Solution Navigator, allerede nu en udvidelse, du kan prøve af i VS 2010. I den ”gamle” Solution Explorer kunne du navigere rundt i file og foldere. Med den nye Solution Navigator kan du nu navigere ned i individuelle metoder eller egenskaber i dine kodefiler.

I forbindelse med revideringen af brugerfladen er der blevet fjernet en del knapper fra menuerne. For eksempel har det vist sig, at udviklerne så at sige aldrig bruger knapperne til at klippe og klistre kode. De bruger tastaturgenveje i stedet for, så de er blevet fjernet for at give mere plads til de knapper, som er i brug.

Siden udgivelsen af VS 2005 og TFS 2005 har Microsoft gjort en masse ud af at give udviklerne værktøjer til Application Life cykle Management (ALM). ALM er for eksempel automatiseret test, uanset om det Unit-test eller performancetest. Hver eneste version siden 2005-udgaverne er blevet modnet mere og mere, og der er kommet flere værktøjer til, der kan hjælpe udviklerne til at være enten mere effektive eller bringe mere kvalitet ind i udviklingen af nye applikationer til Windows eller web.

Noget helt nyt, der er kommet til i denne version, er muligheden for at lave, hvad der kaldes for story boarding inden for ALM. I betaudgaven af VS 11 kommer der en særlig version af PowerPoint, der er designet specielt til at udvikle brugerflader i samarbejde med slutbrugerne.

Udviklere og brugere kan så sidde og i samarbejde komme frem til en brugerflade, det tilfredsstiller de mål/krav, som den nye applikation skal udfylde. Du kan se et eksempel nedenfor.

Hvis du som undertegnede udvikler til SharePoint, så er der også nyheder til os i VS 11. I VS 11 kan du kun udvikle til SharePoint 2010, så hvis du stadigvæk udvikler/vedligeholder kode til 2007-udgaven, er du nødt til også at have VS 2010 installeret.

Med VS 11 kan vi nu lave lister i en visuel designer, så ikke mere roden rundt i komplekse xml-filer med alle de detaljer, man skal huske. Hurra! Hvad WebPart-udvikling angår, er det nu muligt at udvikle en Visuel WebPart, der kan køre i sandkassen. I VS 2010 skulle det være en løsning, der kørte i selve SharePoint-farmen.

Hvad angår TFS, er en af de største nyheder, at den nu også kommer som en Express-version, der er gratis for op til fem brugere.

TFS Express bruger SQL Server Express og vil i sagens natur ikke inkludere alle de funktioner, der kommer med det fulde produkt. Man kan købe individuelle licenser til yderligere brugere ud over de fem, der følger med. Hvis der så er et behov, kan en licens købes, der opgraderer Express-versionen til en fuld TFS, uden at man mister noget af det arbejde, der allerede er i Express-versionen.

TFS er kommet med en webbrugerflade siden 2005-versionen, men i denne version er webdelen kommet langt. Ligesom du kan flytte rundt på WebParts i SharePoint med musen, så kan du nu i TFS 11 bruge musen til at flytte rundt på de forskellige Work Items i TFS direkte i webbrugerfladen. Test har været en integreret del af TFS længe, og i TFS 11 har den del naturligvis fået noget kærlighed fra Microsoft.

Bedre intellitrace

Der er kommet et Feedback Request Tool til som en del af mulighederne i test af applikationer. Meningen med denne del er, at udviklerne kommunikerer med testerne ved at sende dem et link til den nye version eller den nye del af en applikation sammen med oplysninger om, hvad der er blevet ændret, og hvad udvikleren gerne vil have testet.

Testeren kan så for sin del starte applikationen og lave en optagelse af de handlinger, der er blevet lavet som en del af testen, og tage screenshots, der så kan sendes tilbage til udvikleren sammen med resultatet af tes-ten. Det bør kunne reducere den tid, dette tager, fra en funktion er blevet udviklet, til den er blevet testet.

Sidst, men ikke mindst, så er intellitrace-delen blevet ekspanderet til også at kunne dække kode, der er i produktion. Hvis I bruger System Center Operations Manger (SCOM) i din virksomhed eller hos jeres kunder, så kan systemadministrator nu bruge SCOM til at fange en Call Stack fra en applikation, der enten går ned eller på anden vis opfører sig uhensigtsmæssigt i produktion, og sende filen med de oplysninger til udviklerne, der så kan bruge de intellitrace-oplysninger til at debugge deres kode.

Det her var en hurtig introduktion til VS og TFS 11. Der er naturligvis mange flere nye ting end dem, vi kan dække i en enkelt artikel. Microsoft har udgivet en pdf-file på små 128 sider, der kommer rundt om langt flere ting end her. Du kan finde den ved at følge linket her: go.microsoft.com/fwlink/?linkid=243994.