Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Gamerne havde masser at glæde sig over ved årets CES, som løb af stablen i sidste uge. Der kom spændende nye håndholdte enheder, men også nye komponenter til dem, der ønsker det kraftigste til deres store stationære setup.
Blandt flere imponerende produkter introducerede Asus grafikkortet ROG ARES II, som på nuværende tidspunkt er det hurtigste kommercielt tilgængelige grafikkort. To AMD HD 7970 GHz Edition gpu’er giver det 13 procent mere power end GeForce GTX 690, der hidtil havde titlen.
På trods af dette er temperaturen 31° C lavere, takket være et unikt kølesystem, der kombinerer væske- og luftkøling.
6 GB gddr5 hukommelse, en 20-fase-strømforsyning samt Asus DIGI+ VRM digital spændings-regulering bidrager til en stærk og stabil ydelse, mens ASUS GPU Tweak-software tillader præcis overclocking. Et slankt to-slots-design gør samtidig kortet kompatibelt med en lang række pc'er.
Pris og lanceringsdato er der endnu ingen forlydender om.