Nogle ting køber man ikke, fordi de er det mest fornuftige, men i stedet fordi de udgør et alternativ, der tilbyder lige nøjagtig det, der skal til for, at man ønsker at bryde fornuftens stramme greb.
Et bud på en enhed, der passer til ovenstående beskrivelse, er Verbatims Vx500 eksterne ssd, som vi har haft til test i 120 GB udgaven. Det er en ekstern ssd, der først og fremmest defineres ved to egenskaber.
For det første benyttes det lynhurtige USB 3.1 GEN 2 Type-C interface, der, hvis resten af hardwaren ellers kan følge med, kan levere hastigheder på op til 10 Gbit/s. Den anden kvalitet, der kendetegner Vx500, behøver man ikke spørge efter, når man først har set drevet. Det er en meget kompakt ssd, der mest af alt ligner en ekstra lang lighter eller dispenser af en art.
Drevet vejer næsten ingenting, dens håndgribelige størrelse gør den også til den ideelle rejsekompagnon til slanke bærbare i alle afskygninger. Drevet er da også beregnet til bærbare med Windows 7 til 10 eller Mac OS X-operativsystemer. Benytter man Windows, kan man tilmed benytte sig af det medfølgnede Nero backupsoftware.
Udseendet kan man heller ikke klage over, for det slanke aluminiumskabinet er elegant at beskue. Men brugsdelen er heller ikke glemt, da der medfølger såvel USB 3.1 Type-A samt Type-C kabler, så man ikke skal tænke på at skulle investere i adapter, hvis uheldet er ude.
Sammenfatning
Alt om DATA siger:
»Man kan altid argumentere for, at prisen er høj i forhold til kapa-citeten. Men det stilsikre design og det praktiske format passer optimalt til, når man er undervejs. Hastigheden er ikke den vildeste for en portabel ssd, men hurtig er den dog, og så er der interfacet.«
Nøgletal
Pris: 749 kr.
Kapacitet: 120 GB
Interface: USB 3.1 GEN 2, Type-C
Kompabilitet: Windows 7, 8, 10 samt Mac OS X 10.4 og højere
Medfølgende software: Nero
Dimensioner: 92 mm x 29 mm x 9 mm
Vægt: 26 gram