Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Velspækket dual band-router til spotpris

TP-Links TL-WDR4900-router indeholder mange detaljer, der skal forbedre netværks-oplevelsen for den hjemmebruger, der har en ret kraftig trafik på netværket.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne trådløse router tilhører ikke det nye, stadig lidt eksotiske 802.11ac-routersegment. Der er dog tale om en 802.11n dual band-router, der tilhører toppen af sin slags, en såkaldt N900 router.

Det vil sige, at TP-Link TL-WDR4900 i teorien tilbyder 450 Mbit/s hastigheder for såvel 2,4 GHz frekvensbåndet som for 5 GHz frekvensbåndet.
Som altid med den slags angivelse, når man i praksis aldrig i nærheden af det angivne. Der er alligevel tale om en router, der burde kunne dække behovet for selv de mere krævende hjemmebrugere.

Gode specifikationer

TL-WDR4900 fylder en del på bordet, det er især i bredden, den syner. De tre eksterne antenner er også ret velvoksne. De eksterne an-tenner sender 5 GHz-trafikken, mens tre interne antenner klarer 2,4 GHz-trafikken.

Man kan anvende begge frekvensbånd samtidigt. Eller det ene frekvensbånd kan deaktiveres. Skyderen bagpå kan også deaktivere det trådløse netværk fuldstændigt. En ekstra håndsrækning fra TP-Link.

Prismæssigt chokerer TL-WDR4900 bestemt ikke, når der tænkes på, at det er en fuldbyrdig dual band 802.11n-router. Specielt ikke, fordi routeren har ganske flotte specifikationer og indstillingsmuligheder, der matcher.

I routeren sidder en 800 MHz-processor, der sørger for, at routeren skulle kunne klare selv store trafikmængder. Routeren bliver da og-så noget varm på over og underside under operation.

For at sikre, at routeren kan klare selv store datamængder mellem internettet og hjemmenetværket på samme tid er der indbygget hardware, som understøtter NAT-funktion. Det speeder processen med at oversætte ip-adresser.

Routeren har fire 1 Gbit/s lan-porte og en 1 Gbit/s wan-port. På bagsiden er der også to usb-porte, der desværre blot er usb 2.0-udgaven. Man kan ellers tilslutte drev til lagring, printere, anvende ftp-server-funktionen og medieserver til deling af video og fotos på netværket herfra.

2,4 GHz lidt skuffende

Vi har målt hastigheden fra en bærbar ved at anvende TP-Links egen TL-WDN3200 dual band 802.11n usb-adapter. Resultatet kan siges at være lidt svingende. Hastigheden på 2,4 GHz båndet er anerkendt uden at imponere ret meget.

Vi har målt 52,0 Mbit/s over fire meters afstand og 50,1 Mbit/s over otte meters afstand. Det er gode værdier, men set en del bedre før. Mistanken falder på de interne antenner.

Over 5 GHz frekvensbåndet er der anderledes gang i sagerne, her har vi målt 114,0 Mbit/s over fire meter og 90,1 Mbit/s over otte me-ter. Fælles for begge målinger er, at hastigheden bibeholdes pænt med stigende afstand.

Funktioner og hjælp

TL-WDR4900 er en omfattende router med spi-firewall, mac-filtrering, WPA-2 sikkerhed, også i enterpriseudgaven. Den del er på plads.

Routeren arbejder med dynamiske og statiske ip-adresser og dynamisk dns. Det er muligt at oprette virtuelle servere samt dmz-zone. Port-triggering er også understøttet.

Vpn-adgang og båndbredde-kontrol for brugere er her også. Interfacet er lyst og overskueligt. Det er ikke ikon-baseret, men hjælpetekster-ne er virkelig gode.