Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Velskabt allround-tablet

Iconia Tab 10 er en tablet med moderate ambitioner. Til gengæld leverer den en solid oplevelse for den, der ikke forlanger alverden .

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvad har man egentlig brug for i en tablet? For de fleste mennesker er det i virkeligheden kun få basale egenskaber, der gør en god oplevelse. Med Iconia Tab 10 har Acer satset på at levere optimale oplevelser.

Solidt design
Designet er selvfølgelig af stor betydning. En tablet skal være rar at holde på, og samtidig skal den gerne kunne holde til lidt af hvert.

Iconia Tab 10 har en nopret bagside i plast, som både giver et godt greb og gør den modstandsdygtig overfor skrammer, og Acer har forsynet skærmen med Gorilla Glass, så den ikke så let går i stykker.

Det er dog ikke den tyndeste tablet, og vægten er også lidt høj, så en smule øm i håndleddet kan man godt blive af at sidde med den.  

God skærm med genskin
Skærmen er helt afgørende for oplevelsen, da en tablet primært bruges til visuelle ting som internet, video, foto og spil. Og kvaliteten er da heldigvis også helt i orden på Iconia Tab 10.

Der er tale om en full HD-skærm med ips-panel, som leverer stærke farver og udmærkede betragtningsvinkler. Genskin er der dog lige lovlig meget af - i omgivelser med stærkt lys kan det være svært at se billedet ordentligt.

Lækker lyd
Man skal tage det med et gran salt, når producenten påstår, at deres tablets har fremragende lyd, for det får man simpelthen ikke i så tyndt et apparat.

Men på dette område er Iconia Tab 10 faktisk blandt de bedre tablets, vi har testet. Bund er der ikke meget af, men resten af lydbilledet er relativt fyldigt og klart, så man godt kan få en anstændig oplevelse med video og spil, uden en ekstern højttaler tilsluttet.

Halvlunken ydelse
At der er styrke nok til at afvikle alt det, man har brug for uden slinger i valsen, er selvsagt også en forudsætning for en god tablet-oplevelse.

Her leverer Iconia Tab 10, hvad den skal, om end heller ikke så meget mere. Tunge spil skal du ikke forvente at bruge den til. I vores benchmark fik den en halvlunken score, men der er tilstrækkeligt med kræfter til, at den gnidningsfrit kører internet, sociale tjenester og hvad de fleste af os typisk bruger en tablet til.

Har du brug for kamera, er der 5 MP på bagsiden og 2 MP på fronten. Vi er ikke i nærheden af billedkvaliteten i de bedste smartphones, men kameraerne kan fint bruges til hurtige skud og scannninger samt selfies og videochat.

Overskuelig oplevelse
Styresystemet er Android i version 5.0, så du er nogenlunde med på det nyeste indenfor Google-verdenen. Acer har pillet en smule i designet og tilføjet et par apps, men grundlæggende får du en rimelig ren og overskuelig Android-oplevelse.

Fin for de fleste
Langt henad vejen er det lykkedes Acer at skabe en rigtig fornuftig allround-tablet med de rette specs til at sikre en god oplevelse for de fleste brugere.
Den er ikke perfekt, men prisen taget i betragtning, er den et fornuftigt køb, hvis du ikke har krævende behov.

Designet er ikke spændende, men Tab 10 er solidt bygget og rar at holde på. Designet er ikke spændende, men Tab 10 er solidt bygget og rar at holde på.