Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Veldesignet DAB-radio

En ualmindelig lækker og lille radio.

Af Peter Engels Ryming, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er vist ikke helt forkert at hævde, at kun ganske få firmaer er lige så omhyggelige med design, konstruktion og lydkvalitet som Tivoli Audio. Om så det drejer sig om noget så undseeligt som en clockradio. Det har taget virksomheden hele ti år at udstyre sin ikoniske radiomodel PAL, der blev lanceret i 2002, med DAB-teknologien.

PAL+, som den er døbt, er en ualmindelig lækker lille sag. Materialerne er i topkvalitet, der er ikke en finger at sætte på samlekvaliteten, og selv knapperne er lækre at trykke på. Det er virkelig kræs. I forhold til originalen har plus-modellen fået en skærm og så kan den, som nævnt, modtage både DAB, DAB+, DMB og FM RDS. Dertil kan den afspille lyd fra eksterne enheder – mobiltelefoner, MP3-afspillere – via en 3,5 mm lydindgang. Den har også et indbygget batteri, der giver op til ti timers musik uden en stikkontakt i nærheden – eksempelvis i parken eller på stranden. Stik og knapper er forseglede, så den kan tåle det våde danske sommervejr.

Betjeningen foregår primært via et klikhjul på toppen af radioen. Der kan sættes alarmer og timere, og det er relativt intuitivt. Der er seks preset-knapper til radiostationer. Hvad radioen mangler, er mere moderne muligheder. Den har hverken netadgang til internetradio eller USB-stik, som mange af konkurrenterne – og i det lys er DAB+ temmelig pebret. For to et halvt tusinde kroner er mange penge for en ”simpel” DAB-radio, også selv om den er så smækker som denne model og har en lyd, der ligger over gennemsnittet på denne type produkter. For DAB+ har en overraskende god lyd, med god balance i lydbilledet. Den har en god, fyldig bund uden, at det går ud over detaljerne i musikken. Naturligvis skal du ikke forvente hi-fi-lyd fra en æske i denne størrelse, men jeg har sjældent hørt noget bedre fra en enhed af denne type, og den vil med garanti gøre sig godt i dit køkken, på kontoret eller i værkstedet. Hvis du altså er villig til at smide så stort et beløb for en simpel radio ...