Home » Tablet » Velbygget Android-tablet slår prisen i bund
Velbygget Android-tablet slår prisen i bund

Velbygget Android-tablet slår prisen i bund

Share

Kompakt Android 5.0 gør det godt trods enkelte kompromisser

MEDION LIFETAB P8312 MD99334 er en 8″ Android 5.0 Lollipop Wi-Fi tablet, der bliver sat til salg i danske ALDI-forretninger fra onsdag den 2. september 2015.

Tabletten kan købes til en pris af blot 999 kroner, hvilket gør den til lidt af et fund, hvis man betragter kvaliteter som tablettens konstruktion, og det faktum at den valgte Intel Atom processor yder ganske godt isoleret set. Hvis man køber en tablet, der er billigere end denne, kommer man typisk til at gå på kompromis med ydelsen, og samlingskvaliteten ender også ofte med at være noget tvivlsom.

Trods den billige pris er tabletten udstyret med en skærm, der er baseret på IPS-teknologi, det giver blandt andet gode betragtningsvinkler og en god generel billedkvalitet.

Man må selvfølgelig også forvente et kompromis eller to af en tablet til den førnævnte pris. Den her anmeldte tablet har sine styrker i, at man får en solid tablet med et moderne operativsystem samt fornuftig hardware og features langt hen ad vejen. Der er dog ingen tvivl om, at denne tablet mest retter sig mod brugere, der ikke ønsker at multitaske i vid udstrækning.

Kompakt og let at håndtere

MEDION LIFETAB P8312 MD99334 har den helt rigtige størrelse, hvis man søger en tablet, der skal være let at tage med på farten, og som samtidigt er let at håndtere. Med en vægt på 355 gram er det ganske vist ikke den letteste 8″ tablet på markedet, men den vejer trods alt en del mindre end den gennemsnitlige 10,1″ tablet.

Ud over formatet og tykkelsen på 8,7 mm så er materialevalget med til at gøre denne tablet ret behagelig at holde på. Den er ikke glat, hvilket nogle tablets med plastickabinetter kan være. Tabletten er i det hele taget kendetegnet ved en god samlingskvalitet, og ved et materialevalg man måske ikke nødvendigvis forventer af en tablet til denne pris.

Tabletten er udført i en metallegering, der dækker næsten hele bagsiden af tabletten, og desuden dækker det meste af tre af siderne. Ud over dette løber der på tværs af bagsiden en strimmel plastic i en mørkere grå tone nær toppen af enheden, Det giver lidt kontrast, men er sikkert i højere grad valgt for at forbedre Wi-Fi-forbindelsen.

For den prisbevidste køber

Hvis man leder efter en tablet til overkommelige penge, hvor man får billig adgang til alle de fordele, det at eje en moderne tablet med Android 5.0 Lollipop bringer, så er LIFETAB P8312 klart en glimrende kandidat. Tabletten virker solid, den har en processor, der er langt stærkere end de processorer, man ofte støder på i budget-tablets. Skærmen holder også en kvalitet, der løfter tabletten op over de billigste alternativer.

LIFETAB P8312 tablet er udstyret med en Intel Atom Z3735F quad core-processor, der har en arbejdsfrekvens på 1,33 GHz, men den kan øge hastigheden til 1,83 GHz, når det er nødvendigt. Processoren har en scenario design effekt (SDP) på 2,2 watt. Det er et termisk referencepunkt, der er lavere end TDP-værdien, men som beskriver det forventede termiske forbrug i normale brugsscenarier.

Processoren er ikke så stærk som de nyeste high-end ARM-processorer fra forskellige producenter, når man sammenligner scoren i AnTuTu benchmark-appen. Men når man betjener tabletten, føles det ikke til at processoren i sig selv mangler kræfter på nogen måde.

LIFETAB P8312 scorer 35.676 point i AnTuTu 5.7 benchmark-appen. Det er en fin score, der dog er noget efter de hurtigste tablets. Det er dog ikke en værdi, der på nogen måde bekymrer, der er rigeligt med kræfter til hverdagens opgaver.

Tabletten føles til at være en rimelig allround performer, vel at mærke så længe tingene ikke bliver for komplicerede.

Vi har også testet LIFETAB P8312 tablet ved hjælp af PCMark til Android benchmark-appen. Her scorer tabletten 5.179 point i work-benchmarken. Det er faktisk en meget god score, og det viser igen, at tabletten har en meget god ydelse, når det kommer til at håndtere hverdagsopgaver.

LIFETAB P8312 har med andre ord en processor, der klarer opgaverne rigtigt godt, om end den i forbindelse med visse situationer halter efter de stærkeste processorer til tablets. Tabletten har dog nogle medfødte kompromisser, som kan afledes af, at man har ønsket at ramme en attraktiv slagspris. Det første er måske en mindre ting, den berøringsfølsomme skærm understøtter kun 5-finger touch og ikke 10-finger touch, som er normalen hos de fleste lidt dyrere tablets.

Hvad der har en større indvirkning på brugeroplevelsen er, at tabletten kun er udstyret med 1 GB ddr3-hukommelse. Det gør hukommelsen til en flaskehals. I dag har tablets rask væk 2 GB eller 3 GB hukommelse, og det med god grund. Arbejder man med flere åbne apps, eller kører der flere processer i baggrunden, så vil det hurtigt kunne mærkes på ydelsen, og situationen forværres kun, jo flere apps man installerer på tabletten.

LIFETAB P8312 tabletten er derfor mest egnet til den bruger, der ikke vil multitaske på en regelmæssig basis. Krævende apps vil også kunne lide under den begrænsede hukommelse.

Det står i kontrast til de ellers medfødte egenskaber, hvor den for eksempel scorer 19.554 point i AnTuTu’s HTML5-benchmark, hvilket bestemt er mere end godkendt.

Tabletten har 16 GB intern hukommelse til rådighed for lagring, hvoraf 11 GB vil være til rådighed for brugeren ved køb. Dette kan udvides ved at montere et SDXC-hukommelseskort. Tabletten er desuden udstyret med en microUSB-port samt et 3,5 mm minijackstik.

Tabletten er udstyret med 802.11n Wi-Fi, der under normale omstændigheder sikrer en fin forbindelse til et trådløst netværk. Tabletten er også udstyret med Bluetooth 4.0.

Tilbehør består af et par af in-ear-hovedtelefoner af en anstændig kvalitet, et microUSB-kabel til tilslutning af tabletten til andre enheder og til opladning ved brug af strømadapteren. Endelig medfølger der et microUSB-host-kabel.

LIFETAB P8312 har indbygget gps og E-kompas, hvilket er rart at se til prisen.

Der er to indbyggede webkameraer, et 2 megapixel webcam i front for selfies, chat med mere og et 5 megapixel webcam med autofokus på bagsiden af tabletten. De er udmærkede, om end ikke noget specielt, men så længe omgivelserne er lyse, kan resultatet være godt.

Skærm og batterilevetid

LIFETAB P8312 er udstyret med en IPS-baseret skærm, hvilket sikrer gode betragtningsvinkler og en generel god billedkvalitet. Skærmen har skærmopløsning på 1280 x 800 pixel, hvilket svarer til en pixeltæthed på 213 ppi. Det er ikke i nærheden af de meget høje opløsninger, vi ser i dag, men det er detaljeret nok til at gøre mange mennesker tilfredse, og til prisen er det mere end fint. Tablettens skærm er lysstærk nok til at det er acceptabelt, uden at billedet fremstår så levende som på nogle tablets, men det er mere end godt nok til at sikre en behagelig brugeroplevelse.

Der er ikke indbygget lyssensor, hvilket er lidt af en skam, men man vil sandsynligvis alligevel skrue lysstyrken op nær det maksimale det meste af tiden, så det betyder ikke så meget her.

Det anvendte 5.000 mAh batteri gjorde os lidt bekymrede inden testen startede, da vi tidligere har erfaret at Intels Atom processorer har brug for et noget større batteri end tilsvarende ARM-processorer for at kunne opretholde en konkurrencedygtig batterilevetid.

Desværre var vores forbehold velbegrundede, vi har brugt den i PCMark til Android indbyggede batteritest for at vurdere batteriets tid med skærmens lysstyrke indstillet til 70 procent. Her måltes LIFETAB P8312 batterilevetid til at være 4 timer og 59 minutter. Det er langt fra imponerende, og da vi har brugt benchmarken før, ved vi, at det ikke er fordi benchmarken er ekstrem hård, det er tabletten, der har en middelmådig batterilevetid.


LIFETAB P8312 MD99344
4

Alt om DATA siger

Velbygget tablet med fornuftig ydelse og fin skærm for få penge. Man får meget tablet for pengene, men må være opmærksom på den begrænsede mængde hukommelse og den lave batterilevetid.

Sending
User Review
2.88 (52 votes)
TAGS
LIFETAB P 8312
LIFETAB P8312
MD 99334
MD99334
medion

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S