Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Værd at vide før du køber hjemmebio

Det er nemmere end nogensinde at købe udstyr til en hjemmebiograf. Lyden klarer du med en lydbar i god kvalitet. Derefter skal du blot vælge, om billedet skal vises på en tv-skærm eller med en tv-projektor.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Før du køber tv

Høj billedkvalitet

Selv billige tv-skærme leverer i dag en hæderlig, finkornet 4K-billedkvalitet. Dog skal du ikke lade dig forlede i butikken af de mest farvestærke skærme – oftest er en mere afdæmpet farvegengivelse mere naturlig og rar for øjnene.

[irp posts="3131686" name="Lorem ipsum dolor sit amet"]

Alle skærme bygger i dag på to teknologier: LED og OLED. LED-tv’er er særlig gode til gaming og direkte tv som sport med et skarpt billede (QLED er Samsungs raffinerede videreudvikling). OLED er som hovedregel endnu bedre med naturtro, dybe farver, som især er en fordel ved film.

Stor størrelse

I en biograf er skærmen stor. Så du skal selvfølgelig ikke gå under skærmstørrelsen 55”. Men hvorfor ikke gå endnu højere op? Det behøver ikke ruinere dig. Prisen for en 4K-skærm på 65” starter ved cirka 6000 kroner. Vi vil dog anbefale, at du går 3000-4000 kroner højere op for at få en ordentlig kvalitet.

Rette placering

Store tv’er vejer en hel del. Så en nem løsning er at stille tv’et på et solidt bord (store fødder medfølger). Men hvorfor ikke hænge det flade tv op på væggen? Det giver da en mere ægte biografstemning. Her benytter man de såkaldte VESA-beslag, som normalt er i størrelsen 400 x 400 mm til tv på 55”-65”.

Før du køber projektor

Find den rette type

Med en tv-projektor kan du få et kæmpe billede på 100”. Teknisk set findes der to typer: LCD-typerne har skarpeste og bedste billede, men DLP'erne er lettere og mere holdbare. Lysstyrken måles i ANSI lumen – jo højere tallet er, des bedre. Gå ikke under 1000 lumen.

Overvej et lærred

En projektorløsning er ikke det billigste valg i en hjemmebiograf. For hvis du ikke lige har en velegnet, plan og hvid væg til at projicere billedet op på, bør du købe en projektorskærm. Monter projektoren i loftet, og vælg for eksempel en elektrisk skærm, hvor du med en fjernbetjening kan rulle lærredet op og ned. Priserne starter ved cirka 2500 kroner.

Før du køber lydbar

Vælg den rigtige type

Du kan få lydbarer i alle mulige størrelser og med forskellige teknologier. Nogle lydbarer har Dolby Atmos-teknologien, der giver en mere 3D-agtig lydoplevelse. Mange lydbarer sælges med en trådløs subwoofer, der styrker basgengivelsen. En stor, tung lydbar med mange højttalerenheder er som regel et kvalitetstegn.

Vælg tilslutning

Den nemmeste tilslutning får du med et HDMI-kabel, som næsten alle moderne lydbarer understøtter. Så kan du styre lydbarens volumen med tv’ets fjernbetjening. Gode alternativer til HDMI er en optisk kabelforbindelse eller en trådløs forbindelse – det sidste med Wi-Fi eller Bluetooth.