Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Vælg den smarteste switch til dit LAN

Switchen kaldes ofte hjernen i et datanetværk. Den binder alle de kabelforbundne enheder sammen og styrer trafikken mellem dem. Og ligesom nogle hjerner er smartere end andre, kan avancerede switche forbedre et LAN ved at højne sikkerheden og administrere den tilgængelige kapacitet.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

”Switch” er sikkert et ukendt begreb for mange, der aldrig har læst et magasin som AOD, men sådan en enhed findes faktisk hos enhver internetopkoblet familie eller virksomhed. Udbyderens modem eller router har LAN-porte til kablet tilslutning af andre enheder, og bag disse kontakter gemmer der sig noget elektronik, som vi i mangel af et bedre dansk ord undlader at oversætte og kalder en switch.

En switch af denne type er et ”plug & play”- eller ”connect & forget”-produkt, som sammenkobler de tilsluttede klienter – typisk computere, trådløse routere, flere switche osv. – og sørger for, at alle kan udveksle data med hinanden.

Vi kender ikke mange, som kan nøjes med de fire LAN-porte på det relativt generøst udstyrede Sagem-modem, som er standard hos YouSee og flere andre udbydere. Det behøver ikke være noget problem. For nogle få hundrede kroner kan man erhverve en switch med eksempelvis otte porte og en båndbredde på en gigabit – det samme som tidens hurtigste internetforbindelser til private og små virksomheder.

Switche som de beskrevne i indledningen kaldes på engelsk ”unmanaged”, og dette begreb kan oversættes direkte til ”ikke-administreret”. Tilsvarende kaldes mere avancerede switche med individualiseringsmuligheder ”managed” på engelsk, hvad der så kan blive til ”administreret” på dansk.

Eftersom vi allerede har besluttet os for at bruge begrebet ”switch” på dansk, finder vi det mest konsekvent at bruge den engelsksprogede opdeling i ”unmanaged” og ”managed” switche på dansk. Ligesom man i øvrigt gør i Tyskland, hvor ”management” også er blevet et gangbart lokalt ord.

Med terminologien på plads kan vi fortsætte switch-gennemgangen og fastslå, at en unmanaged switch er det oplagte og økonomiske valg til typiske familier og mindre organisationer. Hvor der ikke er tunge brugere med behov for håndtering af seriøst store datamængder og/eller særlige sikkerhedskrav, kan en ”dum” switch sagtens styre trafikken, og hvis der skulle opstå kollisioner mellem samtidige filer fra flere brugere, er en smule ventetid til retransmission nok til at leve med.

En managed switch gør det først og fremmest muligt at prioritere netværkstrafikken. Dette kaldes QoS for ”quality of service”, som igen betyder, at en administrator kan fastlægge, hvor stor en del af netværkskapaciteten der på forhånd kan reserveres til tunge brugere.

I en familie kan en hardcore online-gamer give sig selv gøgeunge-status og møve de andre brugere ud af reden. Tilsvarende kan en virksomhed eller organisation beslutte at prioritere afdelinger med behov for overførsel af store mængder missionskritiske data, eksempelvis rapportering til myndigheder og højere lag i organisationen.

En lille switch: Qnap QSW-M804-4C

Blandt Qnap-switchens mange indstillinger er QoS (Quality of Service) eller prioritering af tilsluttede enheder. Vi har sat port 5 og 6, som vi bruger til henholdsvis internetmodem og hovedcomputer, til det højeste niveau: 7.

Qnap QSW-M804-4C er en smart lille 10G-switch med otte professionelle fiber-porte og blot fire porte til almindelige LAN-kabler. Det kræver lidt tilvænning, at aktivitetsindikatorerne er samlet til venstre frem for at sidde ved de enkelte porte.

Alle indstillingerne på Qnap-switchen kan (fjern)styres fra firmaets QSS Management-menusystem, som kan tilgås fra en browser eller endnu mere direkte fra Qfinder Pro-appen, der også kan håndtere NAS-servere af samme mærke.

To forskellige managed switche

Managed switche koster som regel betydeligt mere end unmanaged-typer med samme båndbredde og antal porte. Og det er kun begyndelsen: Mens stort set enhver kan finde ud af at plugge en flok LAN-kabler i en unmanaged switch, er det rart med it-indsigt, når en managed switch skal sættes op. Den kapacitet vil normalt være til stede i en organisation med it-support, men ellers kan det blive en dyr fornøjelse at tilkalde en tekniker, hver gang noget driller.

Frem for at forfatte en lærebog vil vi kort dele vores indtryk af to konkrete, managed switche.

Den første er en Qnap QSW-M804-4C 10G-switch med i alt otte aktive porte, der kan tage otte SFP+ fiberkabler eller en kombination af fire RJ45-kobberkabler og fire SFP+ kabler. Hvis man ikke gør andet end at slippe godt 4000 kroner for denne smart designede enhed, opfører den sig som enhver unmanaged switch. Men når man logger sig ind via en browser eller appen Qfinder Pro, der også bruges til opsætning af firmaets NAS-servere, bliver man mødt af et menusystem, som ser ud til at være inspireret af en avanceret router. Og ligesom til en router eller NAS har Qnap udviklet sit eget switch-styresystem, der kaldes QSS for Qnap Switch System.

En ”Overview” menuskærm er indgang til 10 undermenuer til de forskellige indstillinger. Alt foregår på engelsk – eller kinesisk. Der er gode hjælpetekster til de enkelte punkter, og den samme information er koncentreret i en overskuelig manual på 31 sider, som kan downloades fra producentens supportside.

Vores skærmskud skal gerne give et indtryk af switchens hardware og software. Desuden er der oceaner af generel og firmaspecifik viden på nettet. Prøv at google ”Managed Switches for Dummies”.

Den anden managed switch i denne indsigtsartikel er en Netgear GS408EPP til omkring 3300 kroner, som ud over otte gigabit-porte er udstyret med PoE (Power over Ethernet) faciliteter. Det vil sige, at switchen via et LAN-kabel også kan strømforsyne sikkerhedskameraer, adgangspunkter og andre enheder, som kræver både strøm og signal, via ét kabel, som bør have forholdsvis kraftige ledere – helst ikke med et AWG-tal meget over 24.

Netgear har mange års erfaring med netværksprodukter. Det kan mærkes på både godt og ondt. Selve switchen er designet til et maskinrum, dokumentationen er i orden, og softwaren virker lidt antikveret. Vi har ikke haft problemer med at foretage indstillingerne i en browser, men selvom GS408EPP er omfattet af Netgears professionelle service og Insight-app, fortæller vores smartphone, at switchen er unmanaged, fordi et påkrævet abonnement ikke er tilgængeligt i vores land. Vi kan registrere switchen i appen, men ellers er den eneste option ”Remove”.

Vi skal også lige nævne, at Netgears ProSAFE Plus Configuration Utility indeholder en smart LAN-tester, som ikke blot kan fortælle om et kabel er i orden, men også viser afstanden fra switchen til en eventuel fejl.

Designet til et maskinrum

Da Netgear kan levere en managed switch med otte gigabit-porte for under 400 kroner, er PoE-faciliteterne den væsentligste grund til at anskaffe en GS408EPP. De er til gængæld godkendt. Vi taler her om både PoE og PoE+ (IEEE 802.3at), som gør det muligt at levere op til 30 W til hver port – dog med et såkaldt effektbudget på 124 W til alle aktive PoE-porte. Det er vigtigt, at man som bruger selv sørger for at prioritere de strømslugende LAN-klienter. Man starter med port nummer 1 til den vigtigste klient, port 2 til den næstvigtigste osv. Så finder switchen selv ud af, hvor meget den kan slæbe og afbryder strømtilførslen til portene med de højeste numre, så der ikke sker ulykker.

Prisen for PoE er en lille, konstant larmende ventilator, som kører uanset strømforsyningens belastning. Den ville vi gerne kunne styre sammen med alle de andre indstillinger. 

En stor switch: Netgear GS408EPP

I dette eksempel strømforsyner Netgear-switchen syv ud af de otte opkoblede enheder gennem deres LAN-kabler. Det kan gøre en avanceret installation noget billigere og mere overskuelig.

Netgears switch-menusystem ser lidt støvet ud, men det virker. System-undermenuen viser trafikken gennem de aktive porte, og i boksen til venstre kan man aktivere en smart kabeltester.

Den store Netgear GS408EPP er markedets måske dyreste 1G-switch med otte porte. Det skyldes, at den kan strømforsyne adgangspunkter, overvågningskameraer, IP-telefoner og mange andre typer opkoblede enheder via LAN-kabler.