Af Mette Eklund Andersen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det går lige så langsomt mod mørkere tider, og hvis du hader at stå op om morgenen, så kan dette nye vækkeur måske gøre din morgen lidt bedre. Det retro-inspirerede Sensorwake Trio er nemlig et multisensorisk vækkeur, der skal sikre en lidt blidere start på dagen ved at stimulere tre af dine sanser, til du vågner.
Duft, lys og lyd
Uret giver mulighed for at vælge mellem 16 forskellige dufte, der isættes uret via små kapsler. Kapslerne har en levetid på 30 opvågninger og kan udskiftes efter behov. Disse skal så bringe dine sanser til live om morgenen, og de 16 dufte er bl.a. cappuccino, appelsinjuice, blomsterduft, nåleskov – eller hvad med Chocolate Factory, der med sin duft af chokolade og mælk måske resulterer i en lækkersulten morgen?
Når din udvalgte duft har spredt sig et minut fra dit ønskede vækketidspunkt, vil vækkeuret fortsætte sin vækkerutine med et mønster af blåt lys, for derefter to minutter senere at vække dig blidt med en melodi, hvis ikke duft og lys skulle have gjort sin virkning. Desværre er der ikke indbygget radio, så du kan kun vælge imellem fem forskellige indbyggede melodier.
Pris og lancering
Sensorwake Trio er fundet via Indiegogo og kan leveres fra november måned til en pris fra 59 dollars (inklusiv rabat). Vil du prøve vækkeuret først, så har firmaet bag lavet aftaler med Disney Accor Hoteller og rejsebureauet HIS i Japan.