Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Urbanears Hellas Trail: Fitness-lyd i fuldt format

De fleste hovedtelefoner til vores helsende løbeture eller anden træning er af in-ear-typen, derfor er Urbanears Hellas Trail-hovedtelefoner til løb og træning temmelig unik.

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er nemlig tale om et sæt trådløse on-ear-hovedtelefoner. Ørepuderne og puden på bøjlen er lavet af åndbart stofmateriale, som ret praktisk nemt kan tages af og smides i vaskemaskinen. Hellas koblede sig nemt på vores mobil, og på vores løbeture oplevede vi, at de ikke gled af uanset, hvor entusiastiske vi var.

Batterilevetiden er på ca. 14 timer, og det passede godt med vores oplevelse. Der er dog ikke mulighed for at bruge ledning, hvis du glemmer opladning (der foregår via micro-USB). Det var også nemt at styre musikken, da ørekopperne har et indbygget swipe-interface, så du blot skal holde fingeren på højre ørekop for at tænde, slukke, tappe på dem for at skippe et nummer, tage telefonopkald m.m. Det virkede upåklageligt, og det var nemt at skifte nummer under løb.

Lyden var god og tydelig, og til træning er den godkendt. Til seriøs musiklytning vil de fleste nok vælge en dyrere model. Hovedtelefonerne kan også nemt klappes sammen. På nettet kan du finde hovedtelefonerne til en pris på 700 kroner, og bryder du dig ikke om at træne med in-ears, så er Hellas et rigtigt godt alternativ til en god pris.