Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Unix til folket

OpenSolaris er open source-udgaven af Solaris, et UNIX OS, der oprindeligt kom fra SUN. AOD har kigget på og testet på den nyeste version.

Af Kenneth Geisshirt, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

UNIX er en stor familie af styresystemer – og gennem de sidste fire årtier er der vokset mange varianter frem. OpenSolaris er en åben udgave af SUN’s (nu Oracles) styresystem. Åben betyder, at licensen er en open source licens (CDDL), og du kan frit downloade, installere og bruge den. I denne anmeldelse prøver vi OpenSolaris 2009.6 og nogle af de vigtigste funktioner.

Installation OpenSolaris’ seneste udgave er fra efteråret 2009 og går under betegnelsen 2009.6. Du kan downloade et iso-image af en live cd fra http://opensolaris.org. Det er muligt at installere OpenSolaris via denne live cd.

Du bør som minimum have en harddisk på 3GB (9GB anbefales) og 512MB ram. OpenSolaris understøtter både cpu’ere fra Intel og AMD (32- og 64bit) samt SPARC-familien. Det er muligt at lade OpenSolaris afvikle i virtuelle maskiner, hvilket åbner en række muligheder for at afprøve OpenSolaris, inden du installerer det på en fysisk computer.

Har du tidligere installeret Linux-distributionerne Ubuntu eller Fedora, vil du ikke møde mange overraskelser under installationen.

Brugergrænseflade og administration

Den grafiske brugergrænseflade i OpenSolaris bygger på X Window System og GNOME. Der er tale om version 2.24 af GNOME, hvilket er en lidt ældre udgave.En standard-installation giver dig ikke mange applikationer – for eksempel finder du ikke OpenOffice – men du kan installere mere end 2.000 pakker.

Kommer du fra andre UNIX’er (herunder Linux), skal du lære en række nye kommandoer og værktøjer at kende, når du vil udføre systemadministration. Der er en række grafiske værktøjer, og ellers er OpenSolaris godt dokumenteret på projektets hjemmeside.

ZFS

UNIX – og derved også OpenSolaris – er et styresystem, der er målrettet mod server-opgaver. Det seneste skud på stammen fra SUN er ZFS (Zettabyte File System). ZFS er mere end et filsystem – det er samtidig en volume manager, hvor du kan ændre på størrelsen af filsystemer, mens serveren kører.

Endvidere kan ZFS bruge flere harddiske samtidig, så du kan bygge raid-systemer op uden at have købe dyre raid controllers. Alle datastrukturer i ZFS er baseret på 128bits.

Størrelserne, som ZFS arbejder med, er helt utrolige. Det største mulige filsystem er 3,4´1038 bytes. Det er så mange bytes, at det i dette hjørne af universet må siges at være uendelig. Generelt er ZFS et meget robust og hurtigt filsystem, som du kan bruge i meget krævende situationer.

DTrace

Du har sikkert været i den situation, hvor du har haft en applikation, der ikke ydede, som du forventede. Den umiddelbare indskydelse er, at computeren er for lille, og du bliver nødt til at købe en ny og større computer.

Med OpenSolaris kan du gå en smule mere systematisk til værks. DTrace (dynamic trace) er et indbygget værktøj til instrumentering af applikationer, kernen og de mange komponenter, som et kørende system består af.

Instrumenteringen betyder, at du kan sætte en række målepunkter op og meget præcist følge sporet af applikationen og se, hvor problemerne med ydeevnen opstår. Måske kan du nøjes med at ændre på en række parametre – eller du finder ud af, hvilken hardware-komponent, du bør opgradere.

Zones

Zones er en virtualiseringsmekanisme, som OpenSolaris bruger til at give dig mulighed for at afvikle applikationer i et lukket miljø. Det er en mulighed for at kunne styre ressource-forbruget i dine applikationer. Endvidere kan en applikation i en zone ikke se applikationer i en anden zone (hverken memory eller filer), hvilket styrker sikkerheden af dit OpenSolaris-system.

Du kan godt oprette en zone, der kører Solaris 8 eller 9 (Solaris 8 er fra 1992), og på den måde kan du give ældre applikationer et sted at fortsætte deres liv.

Bedømmelse

OpenSolaris 2009.6 er et avanceret styresystem. Det følger UNIX-traditionen ved at være utrolig stærkt til serverbrug. Du skal dog være opmærksom på, at mængden af understøttet hardware er ikke så stor som Windows eller Linux. Vil du bruge OpenSolaris er det derfor en god idé at tjekke op på understøttelsen, inden du installerer.

Som desktop-system er OpenSolaris mindre velegnet på grund af den manglende hardware-understøttelse. Er du derimod systemadministrator eller UNIX-udvikler, er OpenSolaris et spændende system at arbejde med – DTrace giver dig stor indsigt i, hvordan dine applikationer opfører sig udenfor dit beskyttede testmiljø.

Der findes en dansk brugergruppe for OpenSolaris-folk. Du finder dem på http://hub.opensolaris.org/bin/view/User+Group+dosug/.

Med Oracles overtagelse af SUN, bliver det spændende at se, hvordan OpenSolaris vil udvikle sig.