Home » Mus » Undslip musefælden
Undslip musefælden

Undslip musefælden

Share

Alternative pegeredskaber er en del af midlet mod ømhed i håndled, skuldre eller fingre.

Når du tilbringer timer foran skærm og tastatur hver dag, så vil du før eller siden opleve symptomer på overanstrengelse, som ømhed i håndled, skuldre eller nakke og måske en sovende fornemmelse i fingrene. Det opstår, hvis du arbejder foran pc’en for længe – og forkert!

I første omgang kan du forbedre ergonomien for din egen arbejdsplads ved at sidde bedre og skifte stilling, men alt dette er måske stadig ikke nok, hvis du bliver nødt til at bruge musen hele tiden, eller du skal taste ofte og længe.
Alternativet til musen er groft opdelt i fire, som det ser ud i dag:

1. At bruge en lyspen og en tavle, hvilket en del grafikere foretrækker, når de eksempelvis arbejder i Photo-Shop.

2. Trackballs har fundet et nichepublikum blandt 3D-folket, som modellerer CAD/CAM.

3. Pegeplade på f.eks. en bærbar – det fungerer jo kun for dem, der bruger en bærbar, der i øvrigt har mange andre ergonomiske ulemper.

Og hvad så med skrivebordsgeneralerne, de fuldmægtige, funktionærer og generelle kontoriusser, som ikke har meget specifikke programkrav, men skal taste her og der, sende e-mails og alt mulig andet? De har en fjerde mulighed:

4. Museerstatning i form af en RollerMouse, eller “Mouse Trapper” som de blev kendt som. Dem har vi testet tre forskellige udgaver af i denne minitest.

De er bygget til folk, hvis daglige arbejde er en flittig rejse ind og ud af Outlook og de andre Office-programmer, internetbrowseren og chat-programmet. De taster, de klikker, de kopierer filer. For dem er det en fordel, hvis de kan fjerne musen og derved spare sig selv den konstante frem-og-tilbage-rejse fra tastatur og til mus.

Hvis ikke vil de før eller siden opleve træthedsfølelse eller ømhed i skulder eller håndled eller en let følelsesløshed i fingrene. Dette er symptom på overanstrengelse og måske en betændelsestilstand, der på sigt kan føre til den såkaldte Carpal Tunneling Syndrome, eller “musearm”.
En behagelig test

Vi var to om at prøvekøre de tre produkter over en længere periode. Hos den ene testperson gjorde det allerede rigtig ondt i håndleddet, da vi begyndte, mens der hos den anden var en lejlighedsvis oplevelse af let følelsesløshed i højre pegefinger samt ømhed i skulderen. Begge personers problemer var opstået i forbindelse med for intensivt tastatur- og musearbejde over længere tid. Ikke alvorlige skader, men gult kort var blevet udstedt af kroppen.

Generelt har de tre produkter, der er udlånt af ErgoPartner, erstattet musen som pegeredskab med en anordning, der stilles foran tastaturet, så du kan betjene både tastatur og musepil uden at flytte hænderne.

Hertil anbefaler vi, at man får et helt almindeligt, rektangulært tastatur med rette vinkler i alle hjørner. Det der buede, pseudo-ergonomiske pjat, gør ingen gavn her. Køb eksempelvis HP Standard Keyboard, der har meget lille afstand fra mellemrumstangenten og ned til kanten af tastaturet. Det gør, at pegeredskaberne smyger sig tæt op af tastaturet.

Læs testene her:

RollerMouse Free

MouseTrapper Advance

RollerMouse Pro2

Der skal nok mere til end bare at skifte til et nyt pegeredskab, selvom det kan hjælpe. Følgende råd kan være med til at øge ergonomien og reducere gener fra lange arbejdsdage foran skærmen.

1. Vælg en let mus

Skal du stadig bruge en mus, så tag en letvægtsudgave med tre knapper og scrollhjul. Har du virkelig brug for fem, seks eller syv knapper, der alligevel er svære at nå? Mange foretrækker trådløse mus, men en “halemus” med kabel er oftest blandt de letteste.

2. Skift arbejdsstilling i løbet af dagen

Få faste rutiner: Hæv dit bord hver morgen, og igen når du går til frokost. Sæt eventuelt timeren på mobilen til at ringe efter en time, så du får stået op i længere tid.

3. Sid bedre på stolen

Sid højt, og hav mere vægt på benene end på lænden og bagdelen. Så retter du også ryggen.

4. Skyd genveje, så tit du kan

Brug genvejstaster og undgå at dobbeltklikke. Så minimerer du også belastningen. Visse af testens pegeredskaber har dobbeltklik-funktion.

5. Få nok bordplads

Sørg for at have plads på bordet, så du kan have tastatur og skærm foran dig med hvileplads til underarmene. Der skal være nok plads til, at du kan lade overarmene hænge ned langs siden og kunne hvile underarmene foran din krop på bordpladen.

6. Brug separat tastatur og skærm

Dock din bærbare pc, og brug en ekstra skærm og løst tastatur for at opnå en bedre arbejdsstilling. Skaf eventuelt en skærm, som kan justeres i højden.

7. Let bagdelen

Hent det, du har printet i stedet for at lade det ligge den halve dag. Og gå hen til din kollega i stedet for at ringe eller maile.

8. Tag en pause væk fra tastaturet

Hold fem minutters pause nu og da, det får kroppen til at slappe af og får dig til at skifte arbejdsstilling. Lav mere kaffe, hent en kop vand, ring op til nogen, leg med smartphonen eller dril kollegaerne, men undgå at surfe på nettet fra pc’en for sjov, da du jo så ikke får et afbræk fra at bruge tastatur eller mus.

9. Aflast arme og fingre

Sørg for, at dine underarme hviler behageligt på bordet i vandret stilling, og at dine fingre kan hvile på tastatur og mus.

10. Ensretning hjælper

Din næse og dine fødder skal pege i samme retning, når du sidder ned.


TAGS
MouseTrapper

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2021
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S