Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Tal fra WiMP viser, at der nu streames mere på mobil end på computer. Vi vil have musikken med på farten, herunder også på ferien. Men hvordan undgår man tårnhøje mobilregninger for brug af musikstreamingtjenester på sin ferie i udlandet?
Svaret er meget simpelt og det er godt at kende, særligt nu hvor sommeren og feriesæsonen står for døren. For mange af os er det jo lig med en tur til de varmere himmelstrøg, og for de fleste er musik på ferien et must.
Musikstreaming kan sagtens bruges på ferien i udlandet og også uden det koster en øre ekstra på mobilregningen, man skal blot sørge for at lægge sine yndlingsnumre og album ned i offline mode, inden man tager af sted. Og med WiMP kan musikken sågar komme med på ferien i absolut bedste lydkvalitet.
Til ferien kan laves alle de playlister, man overhovedet ønsker og har fantasi til at kreere. Det kan være playlister til sig selv, kæresten, børnene, veninderne osv. Hører man til de lidt feriedovne, kan man også lade musiktjenesten pakke musikkufferten for en. WiMPs musikredaktør har nemlig gjort det hele rigtig let og lavet sommerplaylister, som er klar til at blive lagt offline, f.eks. playlisten ”Road Trip” og liflige toner til badeferien i playlisten ”Sun & Sea”.